dokument - Det danske Fredsakademi

næppe mange af deltagerne, at den, som var stillet af en hidtil næsten ubekendt fredsven
Manieri (professor i Rom) 78 , om en verdensadressebevægelse til fordel for fredssagen
79 , skulde få videre betydning.
Uden Verdensfredsbureauet, som har været i virksomhed siden slutningen af
1891, vilde det heller næppe været muligt. Dettes ledende kommissjon, hvis 15 medlemmer
for 1892—93 valgtes af Kongressen * , sammentrådte dagen efter dennes slutning,
den 28. avgust 1892, for at forberede fuldbyrdelsen af dens resolutioner. Til dette
møde havde Bureauets egenlige leder i Bern, Elie Ducommun, medbragt et udkast til
en adresse; dermed var dog ikke meningen, at dets ordlyd skulde fastholdes af de forskellige
fredsforeninger. Disse måtte selv tillæmpe udkastet, så at det passede for enhvers
stedlige forhold. Således havde man i England kun støttet det forslag om vedvarende
voldgiftstraktater, som det engelske underhus (med Gladstones ændring) vedtog
den 16. juni 1893. I Svejts havde man fræmhævet en opfordring til regeringen om at
støtte Verdensfredsbureauet med statsmidler og at yde rejseunderstøttelse til
medlemmer af den Interparlamentariske Konference. I Frankrige gjorde man en lille
hentydning til det elsass-lothringske spörsmål o. s. v. Men grundtanken i alle de nationale
adresser var dog den samme.
I det 1ste bestyrelsesmøde, som holdtes i Dansk Freds-forening efter Kongressen i
Bern, den 5. oktober, forhandledes straks adressebevægelsen. Forståelse om
hovedpunkterne opnådes. Det blev overdraget R. P. Rasmussen og Sveistrup at forme
det af mig fra Bern medbragte og senere oversatte adresseudkast nærmere; og 200
kroner bevilgedes til at sætte bevægelsen i gang.
I næste bestyrelsesmøde, den 1.4. oktober, vedtoges adressens ordlyd, opråbet,
som skulde ledsage den, og de medfølgende oplysninger. At adressebevægelsen vilde
koste mange flere penge end de bevilgede 200 kroner, var klart. Men mere kunde kassen
ikke godt undvære for det første. Da fik R. P. Rasmussen den udmærkede idé at
lave en rubrik for bidrag til fredssagen, mindst 10 øre. At denne idé var mange tusende
kroner værd, anede man ikke da. Bestyrelsen overdrog Rasmussen at foranstalte
det videre fornødne med hensyn til trykningen.
Den 15. november udsendtes eksemplarer af adressen * til fredssindede blade, til
Foreningens krese, til højskolerne, til de demokratiske bestyrelsers formænd o. s. v.
Inden sidste januar 1893 skulde de tilbagesendes til »Dansk Fredsforenings Adressebureau«;
dette oprettedes på Blegdamsvej 26, København N. Men bevægelsen kom
snart i en så glædelig fart, at man (den 13. januar) besluttede at fortsætte den ud over
1. februar. Indtil midt i samme måned var adressen udsendt i 26,000 eksemplarer.
Bekendt er, at tre af bestyrelsens medlemmer (formanden R. P. Rasmussen,
2den ** næstformand Bluhme og Svanholm-Nielsen) den 29. marts 1893 på Amalien­
78 Formodentlig Baccio Emanuele Maineri (1831-1899)
79 Pétitionnement universel en faveur de la Paix.
* Herefter vælges de af Selskabet for Bureauet (hvis vedtægter er oversatte i Dansk Fredsforenings
Medlemsblad af 2. februar 1893, s. 5—7). De samme genvalgtes den 22. sept. 1893 på det 1ste årsmøde
(i Bern).
* Se dens ordlyd i Tillæg G. Der var særlige eksemplarer for vælgere, for kvinder, og for andre ikkevælgere
over 18 år.
** Kongens kabinetssekretær havde udtrykkelig meddelt, at kun tre herrer af bestyrelsen vilde kunne
modtages som deputation hos Kongen. Ellers vilde 1ste næstformand, fru Joh. Meyer, have været
med.
37