dokument - Det danske Fredsakademi

af Rigsdagens udsættelse. Jeg aftalte med et medlem af Rigsdagen, Jörgen Pedersen,
redaktør af »Fyns Tidende«, at jeg skulde komme til et møde i Odense den 31. oktober.
Han skulde forinden i sit blad agitere for, at mødet blev talrigt. Dette lykkedes.
Oppositionen var stærkt repræsenteret. Forsvarsforeningen havde sendt sin sekretær
Frænckel og nogle af sine omrejsende talere, bl. a. ingeniørkaptajn Rambuseh, i ilden
mod mig. Også pastor Johannes Clausen (da endnu på Fyn) bekæmpede mig, først
mundlig på mødet og senere på tryk i »Fyns Tidende«. Jeg svarede.
Opmærksomheden var vakt. Og nu strømmede det fra alle sider ind til mig med
indbydelser om at holde »nevtraliseringsmøder«.
I København søgte jeg snarest derefter Forsvarsforeningens formand, professor
Steen; og efter mit forslag blev det aftalt, at jeg meddelte hans forening, når og hvor
jeg skulde holde møde. Han sørgede da for, at der blev sendt »sagkyndige« ud for at
forsvare Københavns befæstning mod mine angreb. Disse navne blev i almindelighed
nævnte i kungørelserne om møderne. På den måde fik både de »sagkyndige« og jeg —
der ikke regnedes for sagkyndig, skønt jeg-havde været linieofficer 1856—65 — en meget
talrigere tilhørerkres, end om vi havde holdt møder hver for sig. Jeg tænkte som
den engelske statsmand Canning 43 : »Kan jeg ikke få opposition for intet, må jeg købe
den for penge«.
Det var ingen fornøjelse at slås — i åndelig forstand -med ofte to tre »sagkyndige«,
medens jeg selv næsten altid var alene for mine egne meninger. Men jeg følte, at det
var en nødvendig skærsild at gennemgå, når Foreningen skulde arbejdes op. På grund
af disse møder blev også en mængde stedlige krese stiftede.
Det første »kampmøde« om fredssagen var — som sagt - det i Odense den 31. oktober
1884, det sidste — så vidt jeg mindes — den 8. maj 1887 i Næstved. Dog begyndte de
militære »sagkyndige« at følge mig sjældnere fra midten af sommeren 1885. I løbet af
årene 1884—87 deltog jeg i ikke mindre end 59 offenlige møder eller foreningsmøder
til fordel for fredssagen, deraf 22 alene i 1885. Dertil regner jeg dog også, at jeg tog
ordet den 28. marts 1885 på det store militaristiske forsvarsmøde i Kasino, hvor
selvbeskatningen til fordel for Københavns befæstning blev startet. Jeg greb enhver
lejlighed, søgte endog at få ordet i rent militære foreninger. Den 10. marts 1884 skulde
jeg i »Det krigsvidenskabelige Selskab« have holdt foredrag om Danmarks forsvar i
tilfælde af dets nevtralisering. Dette var allerede kungjort i »Berlingske Tidende«.
Hvorledes det blev forpurret, hører endnu til fredssagens hemmelige historie. Det
samme gælder det foredrag, jeg skulde holdt i »Søofficersforeningen« den 15. november
s. å. Det sidste foredrag blev senere trykt i »Tilskueren« (1885 s. 617—BO).
6. Forespørslen til Udenrigsministeren den 23. januar 1885.
Den 16. november 1884 anmældte Folketingets formand, at jeg med tingets samtykke
agtede at forespørge Udenrigsministeren om de forhandlinger, der var førte i retning
af Danmarks nevtralisering siden den 22. juli 1864, da konsejlpræsident og
udenrigsminister Bluhme pålagde de danske befuldmægtigede at virke for, at
Danmark folkeretlig blev en nevtral stat således som f. eks. Belgien og Svejts. Den 19.
gav tinget sit samtykke. Men, inden forespørslen, over to måneder senere, blev stillet,
var jeg genstand for et stærkt tryk, for at jeg skulde tage den tilbage.
43 Charles Canning, 1st Earl Canning (1812-1862), førstee britiske vicekonge i Indien.
12