dokument - Det danske Fredsakademi

telsen af en parlamentarisk kommission, der skulde undersøge 1) ønskeligheden af og
betingelserne for en vedvarende voldgiftstraktat imellem de tre nordiske riger, og 2)
grundlaget for Danmarks forsvar, så vel under forudsætning af en vedvarende voldgiftstraktat
mellem de nordiske riger og disses samtidige nevtralisering som uden
denne forudsætning. Dette forslag var endnu ikke blevet behandlet af tinget, da Rigsdagen
sluttedes den 8. februar 1886.
Den 8. februar 1887 — lige efter de ny almindelige folketingsvalg — indbragte
jeg det samme forslag i en noget anden form. Den parlamentariske kommission skulde
undersøge følgende spörsmål: »Hvilken betydning for hævdelsen af Danmarks
selvstændighed og for ordningen af dets forsvarsvæsen i det hele vilde det have, om
der sluttedes en vedvarende voldgiftstraktat imellem de tre nordiske riger, og disse
nevtraliseredes eller i det mindste indgik et væbnet nevtralitetsforbund?« Dette
forslag kom til 1ste behandling i Folketinget den 18. februar, da overgangen til 2den
— efter nogen forhandling — vedtoges med 37 stemmer imod 18. Flertallet for sagens
videre fræmme var dog i forvejen købt på bekostning af, at jeg, som forslagsstiller,
havde lovet at foreslå den henvist til et udvalg på 7 medlemmer, der naturligvis i
forvejen var bestemt til »begravelsesudvalg«. Til medlemmer af dette valgtes den 22.
februar: Holstein-Ledreborg (formand), Bajer, Høgsbro, Pingel, Neergaard,
Hummeluhr og C. Thomsen. Der blev holdt et eneste udvalgsmøde, som næsten helt
optoges af en samtale imellem formanden og general Thomsen om, hvor vidt det ikke
vilde være lige så »fornuftigt« af de svenske at befæste Malmø som af de danske at
befæste København. Naturligvis fremkom der ingen betænkning fra udvalget, inden
samlingen sluttedes den 1. april 1887.
Først i efteråret 1887 fik voldgiftstanken her hjemme lidt vind i sejlene. 269 engelske
parlamentsmedlemmer gav stødet til den s. k. interparlamentariske bevægelse,
idet de sendte en deputation til Washington for at påvirke de Forenede Staters præsident
og rigsdag til fordel for en vedvarende voldgiftstraktat imellem England og Nord-
Amerika.
Deraf tog Dansk Fredsforenings bestyrelse (Fr. Bajer, Jul. Schiøtt, Madsen-
Mygdal, R. P. Rasmussen og N. J. Nörlund) anledning til at sætte en
adressebevægelse i gang. Dette skete i oktober 1887. I løbet af vinteren samledes 5378
underskrifter på et andragende til Folketinget om at yde sin medvirkning til en
vedvarende nordisk voldgiftstraktat. Forholdsvis de fleste kom fra Bælumegnen,
takket være J. Svanholm-Nielsen, og fra Odsherred, takket være redaktør Toksvig.
Adresserne blev henviste til tingets udvalg for andragender. Men dette gjorde »ingen
indstilling« i den afgivne betænkning, * det vil sige: man fandt sagen ikke vigtig,
værdig eller alvorlig nok til at blive behandlet. For alligevel at få den omtalt fik jeg J.
K. Lavridsen til, i forbindelse med mig, at stille ændringsforslag om, at sagen
henvistes til Udenrigsministeren. Dette blev taget mig meget ilde op af flere blandt
udvalgets medlemmer, medens andre blandt disse med mig beklagede, at udvalget
ingen indstilling havde gjort, hvilket de nærmest tilskrev, at de ikke havde kunnet
deltage i det afgørende udvalgsmøde derom; — men bagefter gøre
mindretalsindstilling vilde de ikke. En enkelt af disse, Höjmark, forhandlede velvillig
med mig om formen for en »dagsorden«, der måtte være så yderst moderat affattet, at
den næppe kunde støde tingets flertal. Den dagsorden, vi forberedte, gik ud på, at
* Se Rigsdagstidende 1887—88 B, spalte 823—26 og Folketingets forhandlinger d. 27. Marts 1888, sp.
5217—22.
17