dokument - Det danske Fredsakademi

sælges til fordel for Verdensfredsbureauet).
Mer end nogensinde tidligere slog B. Björnson til lyd for fredssagen i Danmark,
da han den 19. juni 1892 talte ved det store fredsmøde på Himmelbjærget efter
indbydelse af nogle midtjyske krese af vor Forening, navnlig Silkeborg-og
Skanderborg-kresene. Deltagernes antal opgaves til 10—12,000. Aldrig, sagde
Bjornson, havde han talt til en så stor forsamling. Noget mindre talrig var den, til
hvilken han den 26. talte i Sorø.
Disse møder var en vækkelse, der kom den adressebevægelse til gode, som
begyndte samme efterår.
16. Ændringer i vedtægterne 1891—92.
På det 9de årsmøde, den 4. oktober 1891, indførtes i Foreningens vedtægter en
for deres organisation vigtig bestemmelse, næmlig: kresenes repræsentation på årsmødet
gennem ombud. Hidtil havde alle mødende medlemmer lige stemmeret. Som
følge heraf havde den kres, hvori årsmødet blev holdt, en stor overvægt, og årsmødet
var hidtil stadig holdt i København. Dette havde ingen praktisk betydning, så længe
Københavns-kresen selv var aldeles ubetydelig. Men da denne, især ved dens flerårige
formands, kursusbestyrer R. P. Rasmussens, udmærkede ledelse, var bleven talrigere
end enhver af de øvrige krese, var det nødvendigt at indskrænke stemmeretten på årsmødet
til kresenes formænd og ombud, idet hver kres fik ret til at sende l ombud for
hvert 40de betalende medlem, hvis bidrag for samme kalenderår mindst 14 dage inden
årsmødet, var modtaget af hovedbestyrelsen.
Denne bestemmelse trådte ikke straks i kraft. Den blev første gang anvendt på
det 10de årsmøde den 4. december 1892; men et slags prøve på denne organisation af
et møde var gjort allerede den 19. juni, da et »delegeretmøde« blev holdt i Silkeborg inden
det store fredsmøde på Himmelbjærget samme dag.
På det 10de årsmøde (1892) blev bestyrelsens medlemstal forhöjet fra fem til syv.
Foreningens stærke vækst, og som følge deraf dens trang til at blive fyldigere repræsenteret,
var hovedgrunden til denne ændring. Hidtil havde alle medlemmer — på et
nær — bot i København. Bestyrelsen foreslog nu selv, at de to ny medlemmer valgtes
udenfor hovedstaden. Deraf vilde des værre den ulæmpe følge, at bestyrelsens forretningsgang
blev meget langsommere. Om fordelenes overvægt over manglerne ved denne
ændring er det vel endnu for tidligt at domme.
Da bestyrelsens organisation 1893 omtaltes i et bestyrelsesmøde den 8. december
1892, udtalte formanden, P. Sveistrup, at »han i det kommende år ikke vilde se sig
i stand til at anvende ret megen tid i fredssagens tjæneste, og at han derfor ønskede at
udtræde af styrelsen for at give plads for et virksommere medlem«.
Uagtet året 1893 står for nært til at behandles historisk her, må det dog tilföjes,
at det lykkedes fræmdeles i bestyrelsen at beholde P. Sveistrup — hvis varme især for
det sønderjyske spörsmål og for voldgiftssagen man nødig vilde savne —, men at han
som formand afløstes af R. P. Rasmussen, hvis dygtighed alene som leder af adressebevægelsen
i vinteren 1892—93 havde været ham tilstrækkelig adkomst til formands­
35