Nr. 1/2000 - Kulturstudier

Peter Henningsen
nenter også ændre sig. I den sidste
ende er det dog slægtsgården/bondegården,
der repræsenterer den mest
signifikante karakteristik af bonden
som begreb. 64
Shanins firepunkts-model fremtræder
umiddelbart som en »peasantryin-general«-definition
med en relativ
høj dækningsgrad, der implicerer
såvel sociale, økonomiske som kulturelle
faktorer. Afgørende for Shanin er
bondens erhverv og hans forhold til
magthaverne, hans position som underdog,
den familiebaserede husholdningsøkonomi
og den specielle kultur,
som landsbymiljøet skaber og det sociale
system, der affødes af de tre første
punkter. Ved et nærmere eftersyn finder
man imidlertid også huller i Shanins
definition. F.eks. forudsættes det,
at bondekulturen er homogen, mens
talrige studier viser, at den faktisk er
yderst heterogen. Som antropologen
Sidney W. Mintz udtrykker det: »ligesom
der i et lighedssamfund findes
nogle, der er mere lige end andre, så
findes der også i et bondesamfund nogle
bønder, som er mere »bondske« end
andre«. 65 Definitionen lider desuden af
den svaghed, at den ikke omfatter alle
landboere, men udelukkende de jordbrugende
bønder. Dette er Shanin selv
på det rene med, og han opstiller derfor
yderligere en typologi omfattende
de såkaldt »analytisk marginale grupperinger«,
som ikke kan rummes i den
overordnede definition. De analytisk
marginale grupper består af personer,
der ikke er bønder, men som på den
anden side deler kultur og kognitiv
orientering med bønderne i landsbyen.
Disse grupper udgøres af 1) landarbejdere,
2) ikke-bønder med bopæl på
landet eller i landsbyen, 3) folk i grænseområderne
og 4) frihedselskende, bevæbnede
bønder.
1) Landarbejderne er ikke jordbesiddere
og ejer ikke nogen familiegård,
selvom de måske har et lille stykke
jord, de kan dyrke. De skaffer den
48
største del af deres udkomme ved at
arbejde på de store godser (som f.eks.
de sydeuropæiske latifundia). 2) Ikkebønderne
med bopæl i landsbyen ernærer
sig ved hjælp af håndværk eller
handel. De deler fysiske omgivelser
med bonden, har ofte lidt jord og deler
kulturel horisont med bonden. 3) Folk
i grænseområderne er personer, som
f.eks. de latinamerikanske gauchos,
hvis kultur er både speciel og meget
individualistisk, og som derfor adskiller
sig meget fra den fællesskabsprægede
bondekultur i landsbyen. Jordbrugerne
i de syd- og østeuropæiske
»agrotowns« kan også placeres i denne
kategori. 66 Endelig er der 4) de frihedselskende,
bevæbnede bønder, som
igennem historien har været i stand til
at forsvare sig selv og deres familier i
de uvejsomme grænseområder, hvor de
har haft deres bopæl. I perioder med
krigstrusler og trusler om overgreb er
de flygtet op i bjergene eller ind i skovene
for at undgå den dominans og undertrykkelse,
som forskellige adelsgrupper
til tider har truet dem med. I
det uvejsomme terræn har de opretholdt
deres frie og selvstændige liv på
egne betingelser. Som eksempler kan
nævnes svejtsiske bønder, 67 kosakkerne
i Rusland og kurderne i Mellemøsten.
68
De paradoksale bønder
Redfield, Foster, Wolf og Shanin repræsenterer,
således som det er fremgået
af det foregående, fire forskellige retninger
indenfor peasant studies: Redfield
lægger i sin definition først og
fremmest vægt på den kulturelle dimension,
idet han betragter bonden
som en kulturel modstilling til »de
fine« – f.eks. adel og højere borgerskab.
»Bondesamfundets kultur, siger han, er
ikke autonom, men derimod et aspekt
eller en dimension af den civilisation,
hvoraf den er en del«. 69 Begrebet bonde