Nr. 1/2000 - Kulturstudier

Peter Henningsen
Fremtidens landbohistorie
Frem til 1970’erne var de forskellige
retninger inden for peasant studies meget
lidt fagoverskridende. Peasant Studies
var først og fremmest en (angelsaksisk)
antropologisk og sociologisk
arbejdsgren, hvilket f.eks afspejles af,
at den første antologi der fremkom om
emnet (1967) i alt overvejende grad
bragte bidrag fra engelske og amerikanske
antropologer, hvis forskning
var decideret ahistorisk og som negligerede
økonomiske problemstillinger. 84
Den seneste antologi på området, Teodor
Shanins Peasants and Peasant Societies,
hvis anden udgave kom i 1988, har ikke
ændret meget herved. Også Shanins
»reader« er relativt ahistorisk, mens
økonomiske faktorer dog nu er blevet
inddraget. I stort og småt ligner den
imidlertid sin førsteudgave fra 1971.
Siden 1970’erne er der på den anden
side sket en gradvis sammensmeltning
af de forskellige discipliners arbejde
med bondekulturer, bl.a. som et resultat
af, at sproglige barrierer blev nedbrudt
med oversættelser af ikke-britiske
hovednavne til engelsk og fordi den
da fremherskende marxistiske orientering
blandt universitetsfolk bragte forskellige
fags forskere sammen på et
fælles teoretisk grundlag. Marxismens
vægt på politisk-økonomiske faktorer
og historiske aspekter førte således til,
at også antropologer og sociologer nu i
stigende grad blev mere orienteret mod
disse aspekter, og lod den funktionalistiske,
ahistoriske tradition bag sig.
1970’ernes tværvidenskabelige trend
blev desuden understreget af fremkomsten
af to tidsskrifter, som begge
var tværvidenskabelige og internationale
– det britiske The Journal of Peasant
Studies og det amerikanske Peasant
Studies Newsletter (senere Peasant
Studies), som begge lever i bedste
velgående og fungerer som hovedorganer
for nutidens peasant-forskere.
Selvom man måske stadig kan argu-
54
mentere for, at der findes en særskilt
antropologisk tilgang til studiet af bønder,
så er denne ikke længere så forskellig
fra andre discipliners som tidligere.
Peasant studies er tværtimod
blevet til et fælles forum for forskere
indenfor alle discipliner, hvor der trækkes
på de forskellige fags ressourcer og
viden. Desværre har historikerne endnu
ikke bidraget noget videre til udviklingen
af peasant studies, selvom de
så småt er begyndt at tage disciplinen
seriøst. Det afspejles f.eks. i den tyske
historiker Werner Röseners The Peasantry
of Europe (1994) og Tom Scotts
(ed.): The Peasantries of Europe from
the Fourteenth to the Eightteenth Centuries
(1998), hvor antropologisk teoridannelse
på området inddrages i nogen
udstrækning. Også den stadigt stigende
interesse for historisk antropologi i
lande som USA, England og Tyskland
vil med tiden sikkert få en afsmittende
effekt på disse landes landbohistoriske
forskning og dermed også på landbohistoriens
muligheder for at påvirke de
internationale peasant studies, der stadig
i høj grad er en boltreplads for
antropologer, sociologer og geografer.
På vore hjemlige breddegrader er
der endnu ikke sket noget gennembrud
på dette område. Den historiske
antropologi og udforskningen af bondementalitet
og bondekultur synes
ikke at interessere danske landbohistorikere
noget videre. Disse emner er
tværtimod overladt til etnologerne, der
jo har en lang tradition for forskning i
bondekultur bag sig. Men også etnologerne
er ved at lade denne gamle kæphest
bag sig. Skal vi dømme efter de
magisterafhandlinger og specialer, som
etnologistuderende har indleveret til
bedømmelse i løbet af 1990’erne, så er
det ikke længere bondelivet og bondekulturen,
der drager. Etnologerne synes
tværtimod i færd med at skifte arbejdsfelt
og de tilsidesætter i stigende
grad de diakrone perspektiver til fordel
for synkrone studier. Faget bliver