978-87-91123-88-7 - Domstolene

d a n m a r k s d o m s t o l e / 2 3 / 2 0 0 4
10
MENNESKERET
Flere og flere borgere
prøver at få rejst deres
sag ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
i Strasbourg. Blandt
dommerne finder vi den
danske repræsentant,
højesteretsdommer Peer
Lorenzen, hvis karriere
vidner om en stor specialist
på området.
Af kommunikationspraktikant
Dorthe Pihl, Domstolsstyrelsen
Mr. Menneskeret
Året er 1969 og den nyslåede cand.
jur. Peer Lorenzen kan se tilbage på
en veloverstået studietid på Århus
Universitet. Han er nu skridtet nærmere
drømmen om en dag at kunne
kalde sig højesteretsdommer. Men
inden da er der andre udfordringer
på programmet. Han lægger ud med
at arbejde et år som lektor ved Århus
Universitet, derefter går turen til Justitsministeriet
og efter otte år bliver
han hentet til Folketingets Ombudsmand,
der opretter en ny stilling som
afdelingschef til ham.
Men drømmen om at blive dommer
er ikke glemt. Da han i 1983 bliver
landsdommer i Vestre Landsret, er
han således én af landets yngste.
Han gør sig tilmed så stærkt gældende,
at han i 1992 bliver præsident i
landsretten. Og allerede efter to år
bliver han, i 1994, udnævnt til dommer
i Højesteret. Målet er nået. I
hvert fald for en tid. For i 1998 skal
Danmark udpege en ny dansk
repræsentant til Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, og valget
falder på Peer Lorenzen.
Jurist og humanist
“Det lå ikke i kortene, at jeg skulle til
Strasbourg. I studietiden var det min
ambition at blive dommer, og er man
grebet af dommergerningen, er Højesteret
vel drømmemålet. Det andet
har ikke været i mine tanker, og det
kom faktisk meget pludseligt,” siger
Peer Lorenzen.
Alligevel synes Peer Lorenzen at være
det oplagte valg. Med et hurtigt blik
på hans karriere tegner der sig et billede
af både en knalddygtig jurist og
en stor humanist. Det kommer
særligt til udtryk i hans engagement i
diverse udvalg, nævn og komitéer.
Eksempelvis var han formand for
Flygtningenævnet fra 1985 til 1986,
medlem og senere formand for
Europarådets ekspertkomité for
udvikling af menneskerettighederne
og senest, fra 1999 til 2001, havde
han formandsposten i det udvalg,
der endte med at foreslå, at Danmark
skulle inkorporere tre FN-konventioner
mod racediskrimination, mod tortur
og om borgerlige og politiske rettigheder
i dansk lovgivning. Et forslag
som VK-regeringen imidlertid afviste i
december 2003.
“Det er klart, at havde man valgt at
inkorporere de tre FN-konventioner i
dansk ret, så ville det have givet borgerne
et mere sikkert retsgrundlag og