Trine Buchard - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

gens og revurderingens mulighed, og betegner en abstraktion, der svarer til forskydningen af det genkendelige motiv i abstrakt kunst. Som det er tydeligt i modernistisk kunst, er enhver form til for at blive sprængt, og tilsvarende er rejsens hvileløse bevægelse hos Nordbrandt et udtryk for både modernitetens splittethed og dens åbning af stagnerede livssyn. Det er min pointe, at Nordbrandts digte ud over fraværet rummer en beskrivelse af et nærvær, der er mere magtpåliggende og styrende for forfatterskabet end det almindeligvis antages. Digtene rummer helt sikkert følelsen af afstand og mismodets melankoli, men de indeholder tillige en foreningsoplevelse imellem subjekt og omverden. Thomas Bredsdorff er med sin bog Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog (1996) den toneangivende kritiker i receptionen af Nordbrandts digtning, og han har fokuseret på den illusionsløse side af forfatterskabet. Det er Bredsdorffs fortjeneste, at Med andre ord klart udpeger paradoksaliteten som det afgørende grundelement i Nordbrandts digtning. Problemet ved bogen er, at Bredsdorff alene finder denne paradoksalitet udtalt i digtenes beskrivelse af fravær. Fraværet er Bredsdorffs hovedinteresse og han karakteriserer Nordbrandts „grundlæggende eksistensfilosofi” som en „fraværsformel” eller „fraværsfigur” (Bredsdorff 1996, s. 136-137). Hermed beskriver han en væsentlig del af Nordbrandts digtning, der især er tydelig i hans forhold til kærligheden, der ofte paradoksalt intensiveres ved den elskedes fravær. Bredsdorff er en glimrende læser af Nordbrandts pessimisme, hans modernistiske ironi og illusionsløshed, og inden for sit begreb „fraværsfiguren” har han ret i sin beskrivelse af Nordbrandts paradoksalitet. Men han overser, at der er en anden side af Nordbrandts digtning, hvor paradokset praktiseres, som peger i den modsatte retning af fraværsfiguren, nemlig mod en potentiel enhedsoplevelse. Et afgørende formål med den paradoksale sprogholdning i forfatterskabet er at finde en samhørighed imellem uensartede elementer, og dette får bl.a. udslag i et ofte bemærkelsesværdigt brud på tidens kontinuitet. En fortræffelig nøgle til Nordbrandts ofte svært tilgængelige digte er hans abstrakte opfattelse af tid og rum. Denne side af hans paradoksalitet, som jeg vil kalde for ombygningsfiguren, har som konsekvens, at jeget i konflikt med en realistisk verdensopfattelse og med det lineære tidsforløb opretter en anden mulighed for sammenhæng i tid og rum. Det mest radikale forsøg på en ombygning er digtet „Genvej“ fra Ormene ved himlens port (1995), der forsøger at anvise en vej uden om den værste anstødssten: kærestens død. Denne genvej etableres ved en omstrukturering af den lineære tid. Digterjeget lider under tabet af den afdøde kæreste og etablerer derfor en anden rumlighed, hvor tabets voldsomme konsekvenser kan mildnes, og det er en rumlighed, der eksisterer i tid: 123
Tiden er ikke det den ser ud til at være hørte jeg en stemme hviske. Der findes metoder til at overvinde den Særlige veje f.eks. Selvom dette udsagn er i overensstemmelse med den abstrakte opfattelse af tid, der er udtalt i forfatterskabet, mener Thomas Bredsdorff ikke, at udsagnet skal tages alvorligt. Han skriver, at „Genvej“ er „en ironisk myte”, hvor den paradoksale tidsbevægelse er Nordbrandts ironiske måde at beskrive, at der i virkeligheden ikke er nogen vej ud af tabet. Han skriver videre, at „den paradokse form virkelig ikke er forberedelse til en hurtig harmonisering, men tværtimod hjælper til at fastholde en skærende, ulægelig disharmoni” (s. 169). Bredsdorff accepterer ikke, at digtets paradoksale tidsbevægelse, ombygningsfiguren, netop er en forudsætning i Nordbrandts forfatterskab som i dette digt i særdeleshed for at hele det tilsyneladende ulægelige. Intentionen med Ormene ved himlens port er at omplacere jeget, så det kan bære konfrontationen med døden, og dette foregår som en rekapitulering af smertepunkterne og bliver derfor en bevægelse tilbage i tiden. Ud fra Bredsdorffs realistiske synspunkt er den paradoksale omlægning af tidsperspektivet i „Genvej“ uforeneligt med, hvad et fornuftigt menneske ved om tid og sted. Men digtets forhold til tid er anderledes end den tid, som kan aflæses på et ur. Urets fremadskriden er en anvendelig og praktisk foranstaltning til, at mennesker kan mødes samtidig, men som udtryk for menneskets oplevelse af tid er uret misvisende. Tid er for Nordbrandt ikke nødvendigvis fremadskridende men springende, for hans forfatterskab beskæftiger sig i udpræget grad med muligheden for at reorganisere erindringen. Fordi det i samlingen er gældende, at „En række af digtene lader tiden rulle frem og tilbage i strid med hvad den kan” (s. 169), vurderer Bredsdorff, at Nordbrandts paradoksale tidsholdning i „Genvej“ er ironisk, i stedet for retteligt at forstå paradokset som et opgør med hvad man almindeligvis tror, at tiden kan. Det mest paradoksale ved forfatterskabet er, at dets paradokser først åbner sig, når de tages bogstaveligt. Jeg mener Nordbrandts digte ofte er gåder, der skal løses, hvorimod Bredsdorff altid ser dem som illusionsløse blindgyder. Han skriver, at Ormene ved himlens port udtrykker Nordbrandts illusionsløshed og verificerer „at om døden ved vi intet, og i at fra døden kommer ingen tilbage, selv ikke med de smukkeste ord, for verden er ét og ordene om den et andet, og ord skaber ikke liv.” (s. 168). Men Nordbrandt rykker netop ved denne absolutte grænse. Med samlingen lykkes det Nordbrandt at få bragt nogle levedygtige rester ud af dødens intethed. Igennem digtningen og ved en bevægelse som den, han 124
Page 1: Trine Buchard GULDPOKALEN MINE HERR
Page 5 and 6: selv, men blot påpeger, at sproget
Page 7 and 8: i forhold til barndommen, så indiv
Page 9 and 10: ville man sikkert slet ikke have gi

Trine Buchard - Forlaget Spring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?