Trine Buchard - Forlaget Spring

Trine Buchard
GULDPOKALEN
MINE HERRER
om Henrik Nordbrandts
digtning i kontrast til
Thomas Bredsdorffs
læsning
Download fra Spring nr. 17, 2001.
Copyright, Forlaget Spring
www.forlagetspring.dk
Da Nordbrandt fik Nordisk Råds Litteraturpris 2000 for samlingen Drømmebroer,
blev der bragt flere interviews i aviser og TV. I TV2 Nyhederne 5.
marts sad han tydeligvis tilfreds og fortalte om inspirationens motivation,
om det øjeblik hvor ordene kommer af sig selv og han bliver givet et digt:
„Det er et meget lykkeligt øjeblik“, sagde han. Intervieweren spurgte
straks: „Men også meget smerteligt ikke?“ Nordbrandts øjne flakkede,
og han svarede med et usikkert smil, beklemt ved at være uhøflig: „Naaj,
faktisk mest lykkeligt.“
Situationen er typisk, for der har generelt i litteraturforskningen været
tendens til at definere Nordbrandt som en digter, der alene skriver om
tilværelsens tomhed og smerte. I betragtning af forfatterskabets centrale
placering i de sidste 25 års danske lyrik, er det en utilfredsstillende og
halvgjort karakteristik. Nordbrandts digtning indeholder en dobbelthed
bestående af illusionsløshedens oplevelse af fravær og en livstilskyndende
oplevelse af nærvær. Det sidste er generelt blevet ignoreret i litteraturkritikken.
I stedet for at behandle forfatterskabets dobbelthed, som kan kaldes
problematiseret idealisme, er de professionelle læsere alene orienteret
om problematiseringen, dvs. om digtenes beskrivelse af illusionsløshed
og fravær. Denne artikel er bl.a. et forsøg på at befri guldpokalen fra dens
kustoder og lykken fra påstanden om at den nok snarere er smerte.
En fællesnævner for Nordbrandts tekster er bevægelsen fra sted til sted,
som sættes i gang af subjektets længsel efter at omformulere sin verden
og sig selv til det bedre.
Rejsens skiftende steder indeholder en mulighed for at subjektet kan
omplacere sig i forhold til vilkårene, og det er en relativisme, der er central
i Nordbrandts digtning.
Samhørigheden imellem rejsen og en abstrakt virkelighedsopfattelse
er fundamental, idet opløsningen af det genkendelige varsler forvandlin-
122

gens og revurderingens mulighed, og betegner en abstraktion, der svarer
til forskydningen af det genkendelige motiv i abstrakt kunst. Som det er
tydeligt i modernistisk kunst, er enhver form til for at blive sprængt, og
tilsvarende er rejsens hvileløse bevægelse hos Nordbrandt et udtryk for
både modernitetens splittethed og dens åbning af stagnerede livssyn. Det er
min pointe, at Nordbrandts digte ud over fraværet rummer en beskrivelse af
et nærvær, der er mere magtpåliggende og styrende for forfatterskabet end
det almindeligvis antages. Digtene rummer helt sikkert følelsen af afstand
og mismodets melankoli, men de indeholder tillige en foreningsoplevelse
imellem subjekt og omverden.
Thomas Bredsdorff er med sin bog Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts
poetiske sprog (1996) den toneangivende kritiker i receptionen af
Nordbrandts digtning, og han har fokuseret på den illusionsløse side af forfatterskabet.
Det er Bredsdorffs fortjeneste, at Med andre ord klart udpeger
paradoksaliteten som det afgørende grundelement i Nordbrandts digtning.
Problemet ved bogen er, at Bredsdorff alene finder denne paradoksalitet
udtalt i digtenes beskrivelse af fravær. Fraværet er Bredsdorffs hovedinteresse
og han karakteriserer Nordbrandts „grundlæggende eksistensfilosofi”
som en „fraværsformel” eller „fraværsfigur” (Bredsdorff 1996, s. 136-137).
Hermed beskriver han en væsentlig del af Nordbrandts digtning, der især
er tydelig i hans forhold til kærligheden, der ofte paradoksalt intensiveres
ved den elskedes fravær. Bredsdorff er en glimrende læser af Nordbrandts
pessimisme, hans modernistiske ironi og illusionsløshed, og inden for
sit begreb „fraværsfiguren” har han ret i sin beskrivelse af Nordbrandts
paradoksalitet. Men han overser, at der er en anden side af Nordbrandts
digtning, hvor paradokset praktiseres, som peger i den modsatte retning
af fraværsfiguren, nemlig mod en potentiel enhedsoplevelse. Et afgørende
formål med den paradoksale sprogholdning i forfatterskabet er at finde en
samhørighed imellem uensartede elementer, og dette får bl.a. udslag i et
ofte bemærkelsesværdigt brud på tidens kontinuitet. En fortræffelig nøgle
til Nordbrandts ofte svært tilgængelige digte er hans abstrakte opfattelse
af tid og rum. Denne side af hans paradoksalitet, som jeg vil kalde for
ombygningsfiguren, har som konsekvens, at jeget i konflikt med en realistisk
verdensopfattelse og med det lineære tidsforløb opretter en anden
mulighed for sammenhæng i tid og rum.
Det mest radikale forsøg på en ombygning er digtet „Genvej“ fra Ormene
ved himlens port (1995), der forsøger at anvise en vej uden om den værste
anstødssten: kærestens død. Denne genvej etableres ved en omstrukturering
af den lineære tid. Digterjeget lider under tabet af den afdøde kæreste og
etablerer derfor en anden rumlighed, hvor tabets voldsomme konsekvenser
kan mildnes, og det er en rumlighed, der eksisterer i tid:
123

Tiden er ikke det den ser ud til at være
hørte jeg en stemme hviske.
Der findes metoder til at overvinde den
Særlige veje f.eks.
Selvom dette udsagn er i overensstemmelse med den abstrakte opfattelse af
tid, der er udtalt i forfatterskabet, mener Thomas Bredsdorff ikke, at udsagnet
skal tages alvorligt. Han skriver, at „Genvej“ er „en ironisk myte”, hvor
den paradoksale tidsbevægelse er Nordbrandts ironiske måde at beskrive, at
der i virkeligheden ikke er nogen vej ud af tabet. Han skriver videre, at „den
paradokse form virkelig ikke er forberedelse til en hurtig harmonisering,
men tværtimod hjælper til at fastholde en skærende, ulægelig disharmoni”
(s. 169). Bredsdorff accepterer ikke, at digtets paradoksale tidsbevægelse,
ombygningsfiguren, netop er en forudsætning i Nordbrandts forfatterskab
som i dette digt i særdeleshed for at hele det tilsyneladende ulægelige. Intentionen
med Ormene ved himlens port er at omplacere jeget, så det kan
bære konfrontationen med døden, og dette foregår som en rekapitulering
af smertepunkterne og bliver derfor en bevægelse tilbage i tiden.
Ud fra Bredsdorffs realistiske synspunkt er den paradoksale omlægning
af tidsperspektivet i „Genvej“ uforeneligt med, hvad et fornuftigt menneske
ved om tid og sted. Men digtets forhold til tid er anderledes end den tid,
som kan aflæses på et ur. Urets fremadskriden er en anvendelig og praktisk
foranstaltning til, at mennesker kan mødes samtidig, men som udtryk for
menneskets oplevelse af tid er uret misvisende. Tid er for Nordbrandt ikke
nødvendigvis fremadskridende men springende, for hans forfatterskab
beskæftiger sig i udpræget grad med muligheden for at reorganisere erindringen.
Fordi det i samlingen er gældende, at „En række af digtene lader
tiden rulle frem og tilbage i strid med hvad den kan” (s. 169), vurderer
Bredsdorff, at Nordbrandts paradoksale tidsholdning i „Genvej“ er ironisk,
i stedet for retteligt at forstå paradokset som et opgør med hvad man
almindeligvis tror, at tiden kan. Det mest paradoksale ved forfatterskabet
er, at dets paradokser først åbner sig, når de tages bogstaveligt. Jeg mener
Nordbrandts digte ofte er gåder, der skal løses, hvorimod Bredsdorff altid
ser dem som illusionsløse blindgyder. Han skriver, at Ormene ved himlens
port udtrykker Nordbrandts illusionsløshed og verificerer „at om døden ved
vi intet, og i at fra døden kommer ingen tilbage, selv ikke med de smukkeste
ord, for verden er ét og ordene om den et andet, og ord skaber ikke liv.”
(s. 168). Men Nordbrandt rykker netop ved denne absolutte grænse. Med
samlingen lykkes det Nordbrandt at få bragt nogle levedygtige rester ud af
dødens intethed. Igennem digtningen og ved en bevægelse som den, han
124

karakteriserer i „Genvej“, lykkes det stedvist digterjeget at få fremkaldt
sig selv fra sorgen og dermed et billede af kæresten, som gør det muligt
for ham at leve videre. Der er sket en forskydning i ham, som afspejler en
livskraft, og derved er døden delvist omgået.
Der har generelt i litteraturkritikken (jf. Bredsdorff, s. 171) været enighed
om, at Ormene ved himlens port betegner kulminationen på Nordbrandts
sortsyn. Det er korrekt for så vidt som samlingen er koncentreret om
dødstematikken, men som karakteristik af digterjegets gennemgående bestræbelse
på at bearbejde og overleve tabet er det ikke korrekt. Samlingen
er tværtimod præget af en alvor og et opdriftsmotiv, der slet ikke er set
tidligere i forfatterskabet. Tilstedeværelsen af livskraft i dødens situation
er mere opsigtsvækkende, end den smerte man må regne med. De nye
muligheder i den tilspidsede eksistentielle situation beskriver digterjeget
i digtet „Opdrift“: „I årevis er jeg ikke blevet blændet (...) eller har haft en
stærkere følelse af, at opdrift / er en naturlov og ikke en tilkæmpet evne.”
Opdriften betegner ligesom genvejen jegets positive projekt: at bearbejde
tabet og dermed delvist forvandle dødens virkninger.
Bredsdorff konkluderer i Med andre ord: „Virkeligheden og poesien
er i de Nordbrandt‘ske digtes verden to adskilte fænomener.” (s. 105).
Nordbrandts paradoks udstiller ifølge Bredsdorff, hvad verden ikke kan,
og står da i kontrast til en romantisk idealisme:
Romantisk æstetik består i at indsnævre og nedbryde skellet mellem
sprog og verden og fremme den illusion at digterværket kan smelte
sammen med den verden det skildrer. Det her er lige modsat en
sproglig konstruktion der benytter sig af den egenskab ved sproget
at det ikke er identisk med den verden det beskriver. (s. 81)
Fraværet er ifølge Bredsdorff symptomatisk for Nordbrandts digteriske
sprog, der er baseret på „hævdelsen af (...) intet. Den tomme verden fyldes,
ikke med idé, som i romantikken, men med fravær af idé, som i modernismen,”
(s. 97). Med udgangspunkt i ombygningsfiguren er det derimod
min opfattelse, at der er et idealistisk forsøg i Nordbrandts digtning på at
sammenknytte sprog og omverden. Ombygningsfiguren er en paradoksal
metode, som Bredsdorff overser i Med andre ord. Den kan være udtryk
for splittelse, når tidssammenstillingen virker adspredende og meningsløs
for jeget, men det interessante er, at ombygningsfiguren er den metode i
Nordbrandts digtning, der kan tilvejebringe en helhedsdannelse af idealistisk
karakter.
Jeg mener, at Bredsdorff begår en fejl ved at erklære forfatterskabets
paradokser for blinde, dvs. at de ikke påpeger en egenskab uden for sig
125

selv, men blot påpeger, at sproget kan noget, verden ikke kan. Det er
med sin paradoksale sproganvendelse, at Nordbrandt viser en potentiel
sammenhæng og syntese i virkeligheden, som kortslutter en realistisk
virkelighedsopfattelse, og idealismen er til stede i hans digtning i længslen
efter denne syntese og i opnåelsen af den. Idealismen optræder som
en overordnet overensstemmelse og betydning inden for tidens hastige
strøm og i stedernes stadige vekslen, der melder sig for digteren i et særligt
fortættet og lykkeligt øjeblik. Nordbrandt er også idealist, ikke fordi
digterjeget formår at efterleve idealerne, men fordi jeget ofte beskriver
sin illusionsløshed og smerte i en længsel efter en ideel sammenhæng.
Hans modernistiske illusionsløshed gør, at han kun sjældent er idealistisk
i praksis, men han er til gengæld heller ikke uden idealistiske fordringer,
som Bredsdorff mener.
Når Nordbrandt kortfattet karakteriserer sin poetik i artiklen „Mellem
tyve snedækte bjerge“ (Chancen, nr. 5, 1980) orienterer han sig om den
digteriske metode, han kalder for „springet”; den pludselige og overraskende
sammenføring af to uensartede elementer. Metoden er paradoksal
og bryder med en realistisk beskrivelse og er kernen i ombygningsfigurens
paradoksale arbejdsmetode. Han skriver i artiklen, at „springet” som digterisk
metode har han „troet på og forsøgt at anvende lige siden jeg begyndte
at skrive”, og for at eksemplificere “springet” citerer han følgende tre vers
af Wallace Stevens:
Mellem tyve snedækte bjerge
var solsortens øje
den eneste ting i bevægelse.
Her bevirker sammenføringen af det store perspektiv – bjergene – og det
helt nære – solsortens øje – et spring i teksten, som overrumpler og skaber
et fortættet poetisk billede. Nordbrandt har mange steder berømmet Wallace
Stevens, og han afslutter sin artikel med at bestemme, at de tre vers
har været hans digteriske tilskyndelse: „Det er i hvert fald, om ikke min
programerklæring, så mit springbræt”. Bredsdorff opfatter springet som
så selvfølgeligt i modstrid med verdens realistiske indretning, at det udelukkende
siger noget om sprogets evne; det er sproget, der har paradoksal
springkraft, ikke verden. Men springet er både for Wallace Stevens og
Nordbrandt et forsøg på at beskrive en sammensat verden.
For Bredsdorff skildrer Nordbrandts digtning ikke verden, men alene
en egenskab ved sproget, og imellem verden og sprog er der et skel. Jeg
mener, det er en konklusion, der er hentet uden for og i uoverensstemmelse
med Nordbrandts forfatterskab. Nordbrandt arbejder ikke ud fra,
126

at idealiteten først og kun opstår i digtet som en særlig fint forarbejdet og
strukturgivende æstetik, men at denne faktisk afspejler en egenskab ved
stederne og det konkrete. Motiveringen er principielt ikke skabelsen af en
ren autonom kunstnerisk verden, men en åbning af virkeligheden.
Drømmebroer
Med Ormene ved himlens port (1995) og Drømmebroer (1998) er der sket
en forskydning i forfatterskabets bærende erkendelse, der indebærer Nordbrandts
tiltagende forståelse af den potentielle krise, der ligger i hans rejsers
mange opbrud og følelsen af aldrig at finde sig tilpas et sted. I Ormene ved
himlens port konfronteres digterjeget for første gang i forfatterskabet med
en uafvendelig realitet – kærestens død – hvorved Nordbrandts digtning
endelig har udgangspunkt i, at der ikke er noget valg. Tidligere har han
skrevet ud fra friheden i de ubegrænsede valgmuligheder, men i de to seneste
samlinger forsøger han at finde mulighederne i ikke at have et valg.
I Drømmebroer uddybes denne nyorientering, hvor det ikke længere er
sanseaktiviteten i fremmede steder, der åbner hans poetiske verden, men
en mere tvangsfri åbenhed over for emner og følelser, som han tidligere har
behandlet med ironi eller rædsel.
Drømmebroer er kendetegnet ved dels at gennemtrænge barndommen
og nogle danske miljøer med en fortolkningsmagt, der ikke er set tidligere
i forfatterskabet, og dels at gengive et jeg, der er overraskende stærkt. Det
indledende digt „Solhverv“ afspejler en positiv ændring og forbedring af
Nordbrandts syn tilbage og muligheden for en ny begyndelse. Første strofe
beskriver etableringen af et nyt udsyn:
Ved midvinter faldt solen så lavt
at man kunne se ud
under alle verdens porte.
Anden strofe beskriver, at det hidtidige billede af barndommen går i
stykker:
Savværket over dalen gik i stå
så det flængede
barndommens mørnede tapeter.
Det nye udsyn opstår i forlængelse af, at forhænget bagud sønderrives og
at erindringen om barndommen ikke længere står uimodsagt, men gennemtrænges
af fortolkning. Fjerde strofe betegner med sin association til
dåben, at Nordbrandt kan anlægge et nyt perspektiv på sit liv, ikke mindst
127

i forhold til barndommen, så individuationen skærpes og forårsager etableringen
af et forbedret jeg:
En faldende dråbe oplyste mørket
og brændte hul i tæppet af grannåle.
Det lød som skridt i et sakristi
kort før en dåb.
Ligesom lyset tiltager fra midvinter, bliver Nordbrandts bevidsthed skærpet
og det formørkede i hans baggrund oplyses og afdækkes.
Den nye mere gennemgribende opmærksomhed om barndommen er
udslag af den erkendelse, han kort beskriver i digtet „Nogle uger efter
sankt-hans“:
Når vinden blæser, værker det i de rødder
jeg så ofte har benægtet var mine.
Den potentielle krisesituation i samlingen er, at digterjeget er midtvejs i sit
liv, og dermed i stigende grad kun kan se frem imod sin død. Men netop
midtvejspositionen kan som i „Solhverv“s beskrivelse af midvinter også
være positiv og lovende, og i kontrast til de negative billeder af destruktion
og fastlåsthed er der flere smukke beskrivelser af foråret, kærligheden og
naturen.
To momenter i Drømmebroer melder sig som en næsten overrumplende
nyhed i forfatterskabet. Det er dels den fortolkende indsats over for barndommens
vrangbilleder og dels beskrivelserne af at digterjeget forlader sin
selvcentrering til fordel for den elskede anden. Begge momenter betegner
en ny alvor i forfatterskabet og behandles i digtet „Junihav“, som først
beskriver positionen midt i livet, hvor livskræfterne tilsyneladende trækker
sig tilbage:
Hvad gør dette strålende junihav
nu hvor livet ligger bag mig?
Det er en fornærmelse!
På havet viser de hvide sejl
hvordan havet er.
Men i mit liv hersker skyggerne.
Og så sker det afgørende omslag i digtet, som er overraskende nyt i forfatterskabet:
Derfor må jeg lære at elske gitterlågerne, kirkeskibene
128

skridt.
den svimlende hastighed
hvormed sarkofagerne står
under det nyudsprungne løv
og ordet prokurator.
Derfor går jeg dødsenglen på bådebroen i møde med lette
De ting, der normalt forbandes, ikke mindst i forholdet til barndommen,
er jeget her imødekommende over for, og den erkendelse markerer et skift
i digtet. De livskræfter, han til at begynde med manglede, er han til slut
i besiddelse af:
Foran mig ligger nu hele mit liv
fuldt af sejl i mange farver.
Bag mig vandrer havet op i sluserne.
Vandet når mig
til min elskedes læber.
I digtet harmonerer “bag mig” og “foran”, og det afspejler, at jeget som
konsekvens af samlingens overvejelser om barndommen og af den elskedes
håndgribelighed har fundet sig til rette med at være midtvejs. Det er
interessant, at digtets skift er en følge af, at jegets orientering om sig selv
sprænges, idet jegets læber bliver den elskedes. Det gælder i Drømmebroer,
at jeget kan ophøre med at være en af sine forfalskninger, og det er parallelt
med, at den elskede føles meget nærværende.
To tilbagevendende motiver i Nordbrandts digtning er øerne og husene,
og de karakteriserer begge de abstrakte og fragmenterede dele i psyken,
som digterjeget søger at sammenbringe på en positiv måde. I Drømmebroer
optræder der – symptomatisk for hans nye forsonende holdning over for
danske miljøer – i stedet en række skove. I det næstsidste digt „Drøm om
skov“ beskriver han en skov, der er fuld af vejskilte, men ingen veje eller
tydelige forbindelser. Skoven betegner den positive mulighed for nyformulering
i psyken og ombygningsfiguren:
Jeg så den skov, og den var mærkelig!
Der var i massevis af vejskilte, men ingen veje
og slet ingen ende på træerne. (...)
Hvis man var rendt på sig selv
ville man ikke være blevet overrasket (...)
Og hvis der havde været nogen vej ud af den
eller ende på den
129

ville man sikkert slet ikke have gidet
beskæftige sig med den i denne her form.
Så det er altså det, det handler om.
For Nordbrandt opnår subjektet nye genkendelser og indsigter igennem
abstraktionen og ombygningen. Både verden og sjælen er fuld af ikkerealistiske
forbindelser. Der findes mere regelrette veje igennem sansning
og eksistens, men i digtet fastslår Nordbrandt, at disse ikke eksisterer for
ham. Derfor tager han den komplekse vej, der indeholder muligheden
for afgørende erkendelser, og det er den samme holdning, som fandtes i
åbningsdigtet „Genvej“ fra Ormene ved himlens port, hvor det irrationelle
og komplekse bliver den hurtigste vej til målet. Når Bredsdorff konkluderer,
at digtenes korrespondancer og enhedsoplevelser er udtryk for ironi,
fordi de er ikke-realistiske, ignorerer han, at forfatterskabet har en abstrakt
erkendelse som central præmis.
Nordbrandt skriver generelt meget om drømme, og det er fremtrædende
i Drømmebroer. Hans digtning er paradoksal, og Bredsdorff ser det som
udtryk for, at indsigterne er i kontrast til verden; drømmen er noget uden
for virkeligheden og betegner, hvad sproget kan registrere, og hvad der kan
være levende i den kunstneriske tekst, men som ikke angår virkeligheden.
Men det er Nordbrandts pointe, at den abstrakte tilgang til eksistensen indeholder
en erfaring om det konkrete og virkelige. Netop i Drømmebroer
viser det sig, at Nordbrandts paradoksale krumspring tilfører digterjegets
virkelighed afgørende erfaringer og gør verden nemmere at leve i.
Det er vigtigt at understrege, at de erfaringer Nordbrandt skriver frem,
ikke er ved siden af eller uden for virkeligheden. Påstanden i store dele
af hans digtning er, at omverden rummer et forbillede for jeget. Derfor
er spejlingen et gennemgående motiv i forfatterskabet og en metode til
at vise en afgørende forbindelse imellem jeget og omverden. Desuden
er den paradoksale tidsoplevelse, hvor tilfældighederne optræder mønstergyldige,
en kvalitet ved virkeligheden og ikke en undsigelse af den.
Individuationsprocessen, som hos Nordbrandt er udtrykt i rejsetematikken
og ombygningsfiguren, indebærer en erkendelse af ikke-realistiske sammenhænge
imellem tid og sted, psyke og omverden. Ombygningsfiguren
illustrerer et sammenfald imellem et objektivt ydre og et subjektivt indre.
Nordbrandts poetiske sprog er ikke en autonom verden, men et forsøg på
at være mere verdensnær. Ombygningsfiguren er et metodisk redskab til at
opløse fraværet og tilskynde en oplevelse af nærvær og sammenhæng.
Der er i forfatterskabet sket en forskydning, hvor de tidlige digtsamlinger
var mere selvcentrerede og verdensholdningen blev til alene fra jegets
synsvinkel, mens det især med de seneste to samlinger, er blevet tydeligere,
130

at den enhedsskabende oplevelse konstitueres udefra. Den nye interesse
for en vedvarende kærlighed og forsoningen med barndommen er opstået
ved forståelsen af, at man må være afhængig af noget uden for sig selv for
at være fri.
Snarere end at karakterisere Nordbrandts digtning er Bredsdorffs ironiafslørende
læsning udtryk for, at han som læser har en ironisk distance til
enhver harmoniserende bestræbelse imellem sprog og omverden. Bredsdorff
ønsker i Med andre ord at fremhæve, at den sproglige magt og kraft i
modernismen eliminerer bestræbelsen på at beskrive en objektiv sandhed,
og at sprog ikke længere kan eftervise en sandhed i verden af idealistisk
karakter. Denne opfattelse indlæser han i Nordbrandts produktion, hvor
den ikke er berettiget. Jeg ønsker ikke at afskrive splittelsens afgørende
tilstedeværelse i digtene, men jeg definerer den bl.a. som manglen på den
enhed, Nordbrandt til stadighed søger.
Det er oplagt at illusionsløshed og fravær er en central del af Nordbrandts
kunstneriske udtryk, men som det eneste udsagn om forfatterskabet er det
utilstrækkeligt. I grel kontrast til at den er stort set ubehandlet i litteraturforskningen,
er det kunstneriske samsyn, som jeg har kaldt ombygningsfiguren,
en helt afgørende del af Nordbrandts digtning. Ombygningsfiguren
gengiver hans formidable kunstneriske forsøg på at lade omverden etablere
sin orden omkring og inden i subjektet, så fragmenterne i den omrystede
psyke samles inden for landskabets og stedets ramme. Det er ikke splittelsen,
og den medfølgende ironi og fraværsfølelse, der hermed understreges,
men forankringen og afhængigheden.
TRINE BUCKHARD er cand. mag. i dansk.
131