Download - Forlaget Spring

Lasse Horne Kjældgaard
HVAD TÆNKTE
EGENTLIG
ALKMENE?
En læsning af „Alkmene“
med henblik på forholdet
mellem Blicher og Blixen
Download fra Spring nr. 17, 2001.
Copyright, Forlaget Spring
www.forlagetspring.dk
1. Blicher og Blixen
På trods af deres naboskab på mange reoler er det kun sjældent at Steen
Steensen Blichers (1782-1848) og Karen Blixens (1885-1962) fortællinger
er blevet sammenstillet af deres kritikere. Det er blevet nævnt i forbifarten
at Blicher har haft indflydelse på Blixen, 1 men man har varet sig for at
beskrive forholdet nærmere, og det er hidtil ikke blevet tillagt nogen betydning
i læsningen af Blixens fortællinger. Denne vane vil i nærværende
artikel blive brudt, dels med nogle generelle bemærkninger om forholdet,
og dels med en læsning af Blixens vintereventyr „Alkmene” (udg. 1942),
hvori Blichers novelleverden trænger sig på som en væsentlig baggrund
for fortolkningen.
Den intertekstuelle indfaldsvinkel har for længst etableret sig i Blixen-forskningen
i blød overgang fra tidligere tiders kildestudier. Konstateringen
af at Blixens tekster er mosaikker af referencer til og fra den vestlige
såvel som den danske kanon, er blevet gjort så ofte, at den i dag må siges
at være triviel. I denne vrimmel af litterære stemmer hører Blichers ikke
til de mest insisterende. Blicher er ikke hyppigt citeret i forfatterskabet, 2
og han hører tilsyneladende ikke til dem der har modtaget svar fra Blixen
i form af en „modfortælling”. Men han er der, hun læste ham, og man kan
også i Blixens breve finde klare vidnesbyrd om at hun agtede ham højt.
Ikke mindst for hans evne til „at ‘danne Mythe’”, 3 som hun lod sin søster
Ellen Dahl vide i et brev fra 1928. Denne evne var, som bekendt, også en
Blixen selv besad, og man kan godt få den fornemmelse at netop kontrasten
imellem de to forfattermyter – præsten over for baronessen, realisten
over for „fantasten” – har været medvirkende til at de så sjældent er set
sammenlignet.
155

I brevet til Ellen Dahl skriver Blixen således også om Blichers noveller
at
dem læser jeg forresten saa tidt i, og jeg synes, at naar han vil holde
sig fra de komplet idiotiske „Intriger”, som vel mere eller mindre
skulde til paa hans Tid, er han næsten fuldkommen. Saaledes er,
synes jeg, „En Landsbydegns Dagbog”, „Kæltringeliv”, „Præsten
i Vejlbye”, „Røverstuen” Mesterværker af første Rang. 4
Denne henkastede bemærkning fastslår i det mindste at Blicher befandt
sig inden for Blixens horisont på det tidspunkt hvor hun var ved at finde
den litterære form som hun slog igennem med. Tyve år efter blev Blicher
taget op i de to søstres korrespondance. I et brev af d. 19/8 1948 skrev
Dahl til Blixen at hun havde
tænkt meget over, hvad det i Grunden er, der giver dine Historier
deres Charme. Jeg har netop læst Blichers Noveller (hvoraf flere
for Resten er ‘det rene Vrøvl’) og ved dem følt noget af den samme
Fortryllelse. Maaske ligger det i den mageløse Ubesværethed,
hvormed I henkaster de gruligste og mest indtagende Ting mellem
hinanden, dog altid med en bestemt Hensigt; man er tryg for
Logiken deri. 5
Ellen Dahls sammenligning er bemærkelsesværdig alene af den grund at
den til dato nok er den mest omfangsrige. Der er dog andre som bekræfter
hende. En af dem der har haft med deres fælles „logik” at bestille i sin
egen skrivegerning, er Per Højholt:
Når jeg i al beskedenhed men uden uskyld, forsøger at skrive som
fx. Blicher og Goldschmidt, så trækker jeg Blixen med ind, for det
gjorde hun osse, omend ikke helt så skyldbevidst som jeg, fordi de
alle tre repræsenterer en konvention og en kvalitet som jeg formoder
lader sig bruge en sidste gang, nemlig som en parodi. 6
Netop dette ekko i parodien er et sikkert tegn på en lighed som ikke i første
omgang har med det indholdsmæssige at gøre. Blicher og Blixens fortællinger
har en fælles baggrund i attenhundredtallets tyske novelleform, hvorfra
f.eks. knopskydningen af fortælleniveauer og brugen af (pseudo-)historiske
baggrunde stammer. Til gengæld er der også mange slående forskelle i
deres brug af formen, og den væsentligste af disse er forskellen på deres
fortællerperspektiver: Blicher aflivede den olympiske fortællerskikkelse
156

over 100 år før Blixen genoplivede den. Før jeg begynder min læsning af
„Alkmene”, vil jeg trække forskellen på disse fortællerperspektiver op. Det
er nemlig nødvendigt at skitsere hvad der er Blixens „normale” fortællerperspektiv
for at vise hvilken undtagelse „Alkmene” udgør.
Perspektivforskellen består imellem det „høje embede” som Blixens
afindividualiserede trediepersonsfortællere forvalter, og den plads dybt
nede i fortællingens virkelighed som er Blichers individualiserede førstepersonsfortællere
beskåret. Forskellen kan også beskrives som en kontrast
imellem det overblik som Blixens fortællere besidder, og det manglende
overblik som Blichers fortællere begrænses af – hvad de så end prøver at
bilde sig selv eller læseren ind. I disse fortællinger findes overblikket kun
i det hinsidige og kun som en trossætning. Det er dette forhold som med
det berømte retoriske spørgsmål i „Skytten paa Aunsbjerg” defineres som
et universelt vilkår: „Er ikke al vor Kundskab herneden Stykkeviis? er
ikke al vor Visdom dunkel?”. 7 Jo, det er den i Blichers novelleverden, men
„herneden” står i kontrast til et „deroppe,” hvor der antageligvis befinder
sig en skjult, passiv, tilskuende Gud, en deus absconditus.
Et sådan „guddommeligt” perspektiv finder man i Blixens noveller,
men dér tilhører det fortælleren som i forhold til sin fortælling er ophøjet,
tilskuende, men ikke deltagende i nogen af dette ords betydninger. Der er
en absolut forskel på dette perspektiv og novellepersonernes orientering i
fortællingen. Et genkommende mønster er fortællingen om det prometanske
individ som tror sig i stand til at iscenesætte sin helt egen fortælling
og dermed rane den plads som Gud tidligere har haft. Dets forsøg på at
digte sig selv overbydes imidlertid af mere komplekse og mere magtfulde
mønstre eller fortællinger. Det sættes på plads, så at sige. Først og fremmest
er individet nemlig altid fortalt, der står en højere instans over det,
hvad enten det ved det eller vil det, og deri består novellernes kendte,
programmatiske ironi.
Det er altså en anden form for ironi end den vi finder hos Blicher. Her
findes den i kløften mellem den individualiserede fortæller og den implicitte
forfatter. Denne kløft markerer især dét der undergraver eller overgår den
individuelle fortællerbevidsthed. De har hyppigt noget i klemme, Blichers i
høj grad menneskelige fortællere. De er prisgivet de drifter, fortrængninger
og ideologiske fraser som forbinder dem med deres verden. Det er velkendt
at Peer Spillemands fortællinger også handler om hans egen forfængelige
selviscenesættelser, og „Sildig Opvaagnen” handler jo ikke blot om et fatalt
trekantsdrama, men også om en fortællende præst som skaber en erotisk
vampyr ud af sit eget begær. Upålidelighed er ofte en alt for spinkel og
psykologisk kategori at bruge om disse fortællere. Det handler ikke kun
om individuelle dårskaber, men også om det sociale vildnis fortællerne
157

eretter om og befinder sig i.
2. En historie om Alkmene
Hvad den reduktive karakteristik af Blicher og Blixens fortællerperspektiver
skal bruges til her, er at stå som indledning til en læsning af den eneste
af Karen Blixens noveller som afviger fra karakteristikken: „Alkmene” fra
Vintereventyr. Fortællerkonstruktionen i denne undtagelse ligner i stedet
den blicherske til forveksling. Alene begyndelsen på „Alkmene” kan på
flere niveauer siges at bringe Blicher i erindring: „Min Faders Gaard laa
i en afsides Egn af Jylland, og jeg var hans eneste Barn”. 8 Ud af udsagnet
kan man fremlæse en spinkel reference til Blichers novelle „Eneste Barn,”
men stærkere står stedbetegnelsen, en gård „i en afsides Egn af Jylland,”
som jo om noget må siges at være Blichers foretrukne topos. Tættere på
Blicher kommer man endda med det præstegårdsmiljø som novellens
handling er centreret i og omkring. Før han modtog sit kald, havde den
fattige landsbypræst på gården endda måttet arbejde som landsbydegn,
hvad der jo også vækker blicherske associationer. Reminiscenserne i
indledningscitatet, som bestemt ikke er entydige, forstærkes imidlertid
af udsigelsen. Pronomenerne afslører dét som gør „Alkmene” til en helt
enestående novelle i Blixens forfatterskab: den er fortalt af en jeg-fortæller
– endda et navngivet individ, Vilhem – som ikke er formidlet af en højere
fortællerinstans. Han er tilmed med i den historie han fortæller, som derfor
ikke bliver fortalt på andet end en tidslig afstand af begivenhederne. 9 I alt
dette ligner han en blichersk fortæller. 10
„Dette er en Historie om Alkmene,” (236) deklarerer Vilhem godt inde
i fortællingen, men deri har han kun delvis ret. I kraft af fortællerkonstruktionen
handler den i lige så høj grad om Vilhelm selv og om hans eget møde
med Alkmene. Overdeterminationen af fortællingens titel og den angivelige
hovedpersons navn kløver sig ind imellem fortæller og fortælling i „Alkmene”.
Den henviser direkte til myten om Amphitryons kone Alkmene,
som blev bedraget og besvangret af Zeus i Amphitryons skikkelse. 11 Dette
er i det mindste den mest kendte del af Amphitryon-myten, som har haft et
rigt efterliv i den europæiske litteratur. Den er blevet brugt af Plautus i en
markant tragikomedie (Amfitryon), til komedier af Moliére (Amphitryon
(1668)) og Dryden (Amphitryon (1690)), til en tragedie af Kleist (Amphitryon
(1807)) og – i det 20. århundrede – til en komedie af Jean Giraudoux
(Amphitryon 38 (1929)). Men selvom hele dette genremæssige spillerum
som ligger i mytens spørgsmål om identitet og forholdet mellem guder og
mennesker, rummer et rigt potentiale for Blixens notoriske brydninger af
det komiske og det tragiske, er „Alkmene” overvejende blevet fortolket
158

som en tragisk fortælling – en fejlslagen romance – og Alkmene selv som
et skyggerids af et offer for en overgribende adoption og en uforstående
og uformående „elsker”, fortælleren Vilhelm. 12 Novellen taler dog ikke
med kun én stemme og i én genre, og en række af dens flertydige detaljer
åbner for andre fortolkninger som bl.a. det sideskrævende blik til Blicher
kan bidrage til.
3. Skriften på væggen
Vilhelm beretter historien om den forældreløse Alkmene der som seks-årig
bliver bortadopteret til Vilhelms lærer, præsten Jens Jespersen, og hans kone
Gertrud. Pigen bliver sendt til det barnløse ægtepar af en professor i København
som præsten kender fra sin studietid, men det mærkelige er at pigens
mytologiske navn også er titlen på en tragedie præsten forfattede dengang,
i en periode præget af svær åndelig uro. I sin studietid kunne præsten ikke
bortmane den tanke at han var udvalgt af Gud til store bedrifter, og det var
fra denne svimlende forestilling han flygtede, ud af byen og til Jylland,
hvor han havde fundet ro. Mere permanent er denne ro dog ikke, end at
han allerede før Alkmenes ankomst fortolker hende som en trussel imod
sit åndelige Stilleben i den jyske præstegård. Alt ved Alkmene bekræfter
præstens anelse. Hun ankommer til præstegården som et prædiluviansk
væsen der i snart sagt alt er adoptivmiljøets antitese. Hun præsenteres som
et romantisk grænsevæsen som kommunikerer med fuglene og uden spor
af frygt bærer snogene med sine hænder. Hun kender hverken til frygt eller
til forskellen mellem løgn og sandhed. Hun elsker musik og danser så
ukunstlet „som om hun, idet hun rørte sig, talte til Verden og aabenbarede
sit sande Væsen”, fortæller Vilhelm (223).
Men dette „sande Væsen” står i dyb kontrast til præstegårdens syndsbevidste
kristendom. Det skal knægtes, og derfor forbyder præsten hende at
danse, lige såvel som han holder op med at give hende lektioner i græsk,
hvori hun ellers viser sig at være særdeles modtagelig. For „væsenet” er
jo – som hendes navn antyder – græsk, ufordoblet og helt og med en enhedsfølelse
i sit forhold til naturen. Det opfattes som en trussel mod den
orden som hersker i præstegården, og den trussel er ligeledes indskrevet
i det amputerede kælenavn hvorved hun kaldes i præstegården, Mene:
„mené, mené, teqél, ufarsín” („har talt, vejet og sønderdelt”) lød varslet
om Babylons fald (Daniels Bog 5,25). Ifølge fortælleren Vilhelm er det dog
ikke præstegårdens kristendom der står for fald, men Alkmene som bliver
sønderdelt. Henvisningen til Daniels Bog kan imidlertid også læses som en
indledende antydning om den opgave som novellen „Alkmene” – og dens
angivelige hovedperson ved samme navn – stiller sin fortolker overfor.
159

Varslet om Babylons fald blev skrevet på væggen i Kong Belshassars palads,
ikke af nogen forfatter, men af løsrevne fingre af en menneskehånd.
Den eneste som kunne tyde varslet, var Daniel, hvem Gud havde givet
„forstand og indsigt i al slags skrift og visdom” og „alle slags syner og
drømme”. I Vilhelms fortælling vrimler det med syner af og drømme om
Alkmene som antyder ukendte sammenhænge, som også anes i Alkmenes
navn og dunkle herkomst. 13 Fortolkningsproblemerne fører alle tilbage
til det samme, ubesvarlige spørgsmål som fortællingen rummer: hvem er
Alkmene?
4. Alkmene var ganske alene
Det er ikke kun landsbypræstens fortrængte fortid som vender tilbage i Alkmenes
skikkelse. Fortællingen kan også læses som en allegori over kristendommens
fødsel og de fortrængninger som den indebar. „Alkmene” er da
også en genealogisk undersøgelse som er sammenlignelig med Nietzsches
projekt i „Moralens oprindelse”, og afvisningen af Alkmene kan således
ses som en gentagelse af slavemoralens konstituerende gerning. „Mens al
fornem moral vokser ud af en triumferende sigen ja til sig selv,” skriver
Nietzsche: „siger slave-moralen fra første færd nej til et ‘udenfor’, til et
‘anderledes’, til et ‘ikke-selv’: og dette nej er dens skabende handling.” 14
Med til afvisningen af den tilsyneladende autonome Alkmene hører der
også en protestantisk udgrænsning af de værdier som hun repræsenterer i
fortællingen: kropslighed, fiktion og teatrikalitet. Disse definerer i øvrigt et
„slægtskab” imellem Alkmene og adoptivmoderen Gertrud, som før Jens
Jespersens indtog i sognet har været ligesindet. Om Alkmenes manglende
sondring mellem løgn og sandhed, kommenterer Vilhelm at hvis „Gertrud
havde været alene med Barnet, vilde hun maaske taget sig denne moralske
Skavank temmelig let, for hun havde en rigtig Almuekvindes Kærlighed
til Eventyr, Fabler og Paahit” (220). Gertruds fabellyst modsvares af en
sanselighed som kommenteres af præstens diabolske professorven. Under
et besøg i tiden før Alkmenes ankomst grunder han om Gertrud mon „...
bestandig [ville] være vor gode Præst en saa tro og lydig Hustru? Thi for
en Kvinde med et fladt Ansigt, men et guddommeligt Legeme, maa Dyden
dog undertiden tage sig paradoksal ud” (208).
Hvad citatet fra „Moralens oprindelse” imidlertid også peger på, er
skematismen i den fortolkning der stiller Alkmene og præstegårdsmiljøet,
og i videre forstand: det hellenske og det kristne, op som hinandens
absolutte modsætninger. Denne anskuelsesform er svært belastet af sin
ophavsmand, for det er jo fra Vilhelm man i givet fald overtager et sådan
fortolkningsskema. Det er sådan han har struktureret sin fortælling: over
160

umodererede modsætninger imellem Alkmene og præsteparret, og imellem
en realistisk verden hvori fortællingen foregår, og en dybere, mere virkelig
verden, hvori hans og Alkmenes forbund består. Denne rigide skematik
iscenesætter en narrativ nødvendighed der kan begrunde hans passivitet i
forhold til det fortalte da det skete.
5. Adoption og adaption
Hvad der videre sker, er at Alkmene knyttes til den otte år ældre Vilhelm i
et venskab som udfolder sig uden for de voksnes rækkevidde. „[F]remfor
alt”, fortæller Vilhelm: „var der imellem os en tavs, dyb Forstaaelse, et
slags Forbund, hvorom de Voksne intet kunne vide. Vi syntes hver for
sig at vide, at vi to, midt i omgivelser, som var os ganske ulige, lignede
hinanden” (222). På trods af forbundet og ligheden markerer Vilhelm adskillige
gange afstanden imellem dem. Hans talrige latterudbrud har ofte
hende som anledning, og i al gemytlig fortrolighed kalder han hende en
„underlig og naragtig Skabning” (232) og et „lille Fæ” (226). Dette er i
overensstemmelse med den let overlegne fortællerposition Vilhem indtager,
både i epistemologisk og social forstand. Dels er han bedrevidende: en
ting er at han påstår at kende Alkmene bedre end adoptivfaderen (239),
men hævder også at kende adoptivfaderen bedre end denne kender sig
selv (215). Vilhelm er nemlig også socialt overlegen: han er godsejerens
eneste barn og arving og er derfor en smule hævet over de mennesker og
begivenheder han fortæller om. Han kan derfor heller ikke tage forslaget om
et ægteskab med Alkmene alvorligt: „Da Gertrud havde nævnt Pigebarnet
som min Kone havde jeg leet ved mig selv. Saa ung som jeg var, kendte jeg
dog for meget til Verden til at tænke paa at gifte mig med en Præstedatter”
(222). Vilhelms troskab gælder altså i højere grad hans rolle i den sociale
virkelighed (hvori han også placerer Alkmene som „Præstedatter”) end
den dybere, uudtalte pagt med Alkmene.
Vilhelms udlevelse af sin sociale rolle som godsejersøn går endda så
langt at han i smug forgriber sig seksuelt på en landsbypige af jævnere
byrd. Pigen bliver gravid, får et dødfødt barn og udråber Vilhelm som dets
far. 15 Som en konsekvens af skandalen tvinges Vilhelm af sin far til at tage
ophold på sin onkels gods på Djursland. Under skandalen er der kun én som
uforbeholdent støtter ham, og det er selvfølgelig Alkmene. Hun tilbyder
endda at løbe væk sammen med ham, ja hendes troskab rækker så vidt at
hun vil følge ham til helvede, lader hun ham vide. „I dette Øjeblik saa jeg
klart, at hun og jeg hørte sammen”, beretter Vilhelm, og han er lige ved at
bede hende vente på sin hjemkomst – „Saa skal ingen skille os ad mere”
(235). Men han gør det netop ikke. Alt dette sker i tiden lige efter Alkmenes
161

konfirmation, hvor der også indtræffer en anden betydningsfuld begivenhed.
Præsten får meddelelse om at der er tilfaldet Alkmene en meget stor
arv af ukendt oprindelse. På Alkmene gør den intet indtryk, mens præsten
opfatter den som en udfordring af sin religiøse habitus. Arven vækker netop
Vilhelms faders begær efter mammon, og efter han forgæves har forsøgt
at overtale Vilhelm til at fri til hende, gør han det selv – uden held. Efter
dette pinlige optrin rejser Vilhelm tilbage til Djursland.
Da Vilhelm vender tilbage til præstegården, er præsten død, og Alkmene,
som nu er 15 år gammel, er alene på gården imens Gertrud besøger sin
søster. Alkmene beder Vilhelm rejse med hende til København, hvor hun
ønsker at se en offentlig henrettelse af en berygtet morder ved navn Ole
Sjælsmark. Denne begivenhed er blevet fortolket som fortællingens vendepunkt,
dvs. som en iscenesættelse af Alkmenes omvendelse og hendes
underkastelse af adoptivmiljøets moral. Til Vilhelms bemærkning om at
det blot er et skuespil for mængden siger Alkmene nu nemlig:
‘Nej, (...) Det er ikke noget Skuespil. Det er en Advarsel for de
Mennesker, som kunde komme til at begaa de samme Gerninger, og
som ikke vil lade sig advare af noget andet. Nu vil Synet af denne
Mands Død bevare dem fra selv at blive som han (...) For kun Gud
ved alt, og hvem kan vel sige om sige selv: ‘I en saadan Gerning
kunde jeg aldrig have gjort mig skyldig?’ (244)
Fortolkningen af denne tale som et udtryk for Alkmenes omvendelse
baserer sig således til dels på en forståelse af dette sidste spørgsmål som
værende retorisk, hvorfor dets ophavsmand fremstår som et forvandlet
væsen som nu har internaliseret den kristne syndsbevidsthed.
Alligevel er der noget der skurrer, nemlig udtrykkets umarkerede citatstatus
og dets performative status. Denne tale før henrettelsen, som kan
fortolkes som det klareste udtryk for „Alkmenes fald”, er en gentagelse.
Ordene er nemlig præstens, som før Alkmenes ankomst til præstegården
formanede Vilhelm at det „...dog [...] alene [er] Gud, der kender til disse
Ting. Den Mand skal være viis og kende sit eget Hjerte vel, som nogensinde
her i Livet vover at sige: ‘I noget saadant kunde jeg aldrig selv gjøre mig
skyldig’” (209-10, min kursivering [lhk]). Alkmenes replik lægger sig så
ordret op ad præstens, at der nærmest er tale om et citat, og som sådan
kan det enten vidne om en total overgivelse til hans kristne ideologi eller
en parodi af den. Det hænger sammen med den flertydighed som knytter
sig til udsagnets performativitet: spørgsmålet er nemlig ikke nødvendigvis
retorisk, det kan også fortolkes som et bogstaveligt spørgsmål.
Denne flertydighed er gennemgående for Alkmenes vigtigste replikker.
162

Vilhelm har tidligere bedyret at i Alkmenes mund betød „almindeligvis
et Ord eller en Sætning [...] lige hvad de sagde, og kunde tages, som man
siger, ‘au pied de la lettre’” (234). Dengang han sagde sådan, var det fordi
han havde misforstået Alkmenes udbrud ved hans bekræftelse af forholdet
til Sidsel („Hvor vover du!”) som et retorisk spørgsmål. Sådan var det ikke
ment, det skulle forstås som et rigtigt spørgsmål. At det samme ikke skulle
være tilfældet med Alkmenes tilsyneladende syndsbevidste spørgsmål
(„hvem kan vel sige om sig selv: ‘I en saadan Gerning kunde jeg aldrig
have gjort mig skyldig?’” (244)), er ikke noget Vilhelm bemærker. Dette
spørgsmål anses for at være retorisk og fortolkes dermed netop ikke ‘au
pied de la lettre’. Hvis man gennemgår Alkmenes citerede replikker i
fortællingen, viser det sig at mange af dem rummer lignende spørgsmål
der overvejende „lægger op til” at blive fortolket retorisk. Det gælder
fx det vigtige spørgsmål „Hvad med de Børn som ikke bryder sig om at
blive elskede?” (226), som i kraft af den retoriske fortolkning tilskrives
en selvkarakteriserende effekt. Men kan vi være sikre på at det er ment
sådan? Et andet eksempel er da Alkmene forsøger at flygte sammen med
en omvandrende gøglertrup, hvilket får Gertrud til at forsøge at skræmme
hende. Hun fortæller Alkmene at gøglerne ville have slagtet og spist hende.
„Vilde de have spist mig?”, spørger Alkmene, og Gertruds fortolkning falder
uden tøven: „... Gertrud troede, at hun gjorde Nar af hende” (226).
Hvad mener Alkmene egentlig? Vilhelms bemærkning ovenfor skaber
tvivl om disse spørgsmåls illokutionære kraft: skal de forstås retorisk eller
bogstaveligt? Generelt er det meningsløst at spørge til spørgsmål om
de er sande eller ej. Den interrogative flertydighed er for så vidt hinsides
sondringen imellem løgn og sandhed, men det er Alkmenes indikativiske
tale jo også: hun syntes ikke „ret at kende Forskel paa Løgn og Sandhed”,
som Vilhelm bemærker (219). Alkmenes deklarativer er altså mærket af
en anden slags flertydighed som skyldes denne manglende skelnen. I
sin ukonventionelle omgang med disse niveauer – løgn og sandhed, det
retoriske og det bogstavelige – opfører Alkmene sig som et hermeneutisk
problembarn. Sådan må hun nødvendigvis også være som den der er så
radikalt forskellig fra sin omverden. Det får Vilhelm formuleret ganske
klart i sin bemærkning om at „hun så mange Ting, som andre ikke fik Øje
paa, og alt her i Verden maatte bestemt for hende tage sig anderledes ud
end for andre Mennesker, mange Gange paa den særeste og mest uventede
Maade” (219-20). Denne diskrepans imellem Alkmenes og andre menneskers
syn på tingene gør misforståelsen til et uomgængeligt vilkår i mødet
imellem dem og hende. „Alkmene” er i den forstand en novelle der handler
om hvordan man kommunikerer med den anden, den fremmede. Denne
problematik er ikke kun relevant i fortællingen, men angår også læserens
163

møde med den. „Skriften selv lærer os jo, at man kan finde Visdom i de
umyndiges Mund,” (211) siger præsten på et tidspunkt. Forudsætningen
for at få den umyndiggjorte Alkmene at høre igennem Vilhelms fortælling,
er dog i første omgang at man lytter opmærksomt efter hvad hun siger.
6. Kærlighedens ugerning
Utilgængeligheden af Alkmenes replikker i novellen bliver yderligere markeret
i hendes tale efter henrettelsen. Den spektakulære halshugning af Ole
Sjælsmark kan fortolkes som en symbolsk manifestation af den dualistiske
kristendoms spaltning af den hidtil harmoniske Alkmene. Symbolikken
er endda forudgrebet i præstens billedsprog dengang han besluttede sig
for at lade hende konfirmere: „’Vi har lagt Haanden paa Ploven,’” og må
nu „’...føre vor Gerning til Ende efter vor bedste Hensigt’” (228). Der er
mange tegn på at ploven har gjort sit arbejde på Alkmenes „sjæls mark”,
og at præstens gode vilje endelig er ført ud i livet. Da Alkmene under
københavnerturen omsider modtager noget der ligner et ægteskabstilbud
fra Vilhelm, kvitterer hun med dette gribende svar:
’Det er sent at tale om saadanne Ting nu ... nu ved jeg, at der er
mange maader at se en Ting paa. Nu taler du om mit liv. Men før,
og mens det endnu var Tid, gjorde du ikke noget for at frelse det ...
Du hjalp hende ikke. Vidste du ikke hele Tiden, at de var alle imod
mig, alle? ... De var de stærkeste. Det kunde ikke være andet, naar
det altid var dem, der havde Ret. Alkmene var ganske alene. Og
naar de døde, og lod hende se paa det, saa kunde hun ikke længere
staa op imod dem. Hun kunde ikke se nogen udvej uden den, at
hun selv maatte dø.’ (247)
I denne resignerede tale formulerer Alkmene det perspektivopløsende vilkår
i Blichers fortællinger: „kun Gud ved alt” og „der er mange maader at se
en Ting paa”. Denne doktrin har hun nu tilsyneladende gjort til sin egen
på bekostning af sin tidligere enhedsværen.
Indholdet af Alkmenes svar underbygges af det skift i grammatisk
person, fra første til tredie person, hun foretager undervejs i omtalen af
sig selv. Skiftet synes at demonstrere at Alkmene er død og derfor ikke
identisk med den der udsiger replikken. Men hvem er det så der taler?
Denne substitution er ubegribelig, og i sin bogstavelige betydning er den
umulig. Her vil det være svært at tage for givet at Alkmenes „Ord [...] betød
lige hvad de sagde”, for Alkmenes sidste ord i ovenstående passage („Hun
kunde ikke se nogen udvej uden den, at hun selv maatte dø”) kan netop
164

kun forstås metaforisk. Og spørgsmålet om hvordan de skal forstås, hvad
det egentlig betyder at dø i denne passage, er afgørende for fortolkningen
af novellen.
Hvis man læser dem som et udtryk for en total omvendelse til kristendommen,
glider fortællingen ind i den særligt kristne genre 16 for omvendelsesfortællingen.
Dermed kan kristendommens sejr over Alkmene spores
helt ind i fortællingens form. Alligevel er der noget der ikke stemmer: citatet
demonstrerer klart at Alkmene er reflekteret omkring sit livsforløb – det
rummer en fortolkning af hvad der er sket. Den som taler her, er en Alkmene
som er i stand til at sammenligne sit nuværende selv med et tidligere, og
det skulle hun vel strengt taget ikke være i stand til hvis kristendommen
i den grad havde overtaget hendes bevidsthed, endsige slået den „gamle”
Alkmene ihjel.
Men man kan også læse historien om Alkmene som en (romantisk)
dannelsesfortælling, hvorved den kommer til at omhandle en diskontinuert
dannelsesproces der har dødsbevidstheden som drivkraft. Vilhelm har
tidligere beskrevet hvordan Alkmene blev rædselslagen ved synet af en
død fugl, „det frygtløse Pigebarn syntes at være ukendt med Døden” (221),
og man må så formode at dødens bekendtskab ved faderens bortgang har
haft eksistentielle konsekvenser. Disse to fortolkninger er selvfølgelig tæt
forbundne og enige om at Alkmene undergår en radikal forandring. Men
der findes også en tredie mulighed, som jeg her vil følge, som tager hensyn
til at substitutionen og metaforikken i Alkmenes tale byder trods imod
entydig fortolkning. I denne forstand forbliver Alkmene så utilgængelig
som et gådefuldt tegn eller et varsel hvis tydning kræver en fortolker med
Daniels evner. Man kan i stedet kigge andre steder efter tegn på hvad der
kan være sket.
7. Gensyn med Gertrud
En af de figurer som Alkmene lignes med før hun kommer til præstegården,
er Perdita fra Shakespeares The Winter’s Tale. I Shakespeares drama
bliver prinsessen Perdita som nyfødt sat ud af sin far, Kong Leontes af
Sicillien, da han råder i den vildfarelse at hun er resultatet af en mesalliance
mellem hans Dronning og hans bedste ven, Kongen af Böhmen,
Polixenes. Denne tragedie varer de første tre akter, hvorefter de to sidste
forener alle og kompenserer for alt det tabte. Polixenes søn falder for
Perdita, som han møder i en hyrdedatters skikkelse, og derefter går alting
til som i en lykkelig forvekslingskomedie. Så derfor, når det om Alkmene
siges at hun er „saa ene og tragisk stillet i Livet, at hun burde være kaldt
„Perdita” efter Kongedatteren i Shakespeares Tragedie” (211), må det
165

tilføjes at denne tilstand ikke er uafvendelig for Perditas vedkommende.
Den varer 16 år, som er det tidsrum der skiller akt III og IV, og dermed
tragedien fra komedien. I den danske udgave af „Alkmene” går der 15 år
imellem turen til København og til at Vilhelms vej igen krydser Alkmenes;
i den engelske udgave går der 16 år. 17 Denne forskel, som i sig selv er en
mikroskopisk detalje, antyder en sammenhæng imellem den temporale
struktur i Shakespeares og Blixens vintereventyr. Denne overensstemmelse
kan siges at gøre slutningen endog mere bitter, men den kunne også være
et tegn på at tiden i „Alkmene”, ligesom i The Winter’s Tale, også udgør
en forsonende, genopbyggelig kraft.
15 eller 16 år efter turen til København falder Vilhelms vej altså forbi
den øde gård, hvor Alkmene og moderen har slået sig ned efter at have
forladt præstegården. Her dyrker de uld og lever i øvrigt – på trods af
Alkmenes formue – så nøjsomt og arbejdsomt at det ligner en parodi på
den protestantiske arbejdsetik. Alkmene møder vi ikke, men Vilhelm ved
besked: „I disse femten Aar var den rige Kvinde paa den ensomme Gaard
blevet en Slags Fabel paa Egnen, og Folk var lidt bange for hende, som
for en vanvittig eller en Heks. Alting omkring mig i Stuen og paa Gaarden
bekræftede nu Rygterne” (251). Det gør Gertrud også i sine beklagelser
over hvor streng og hård Alkmene er mod sig selv; ingen hvile under hun
sig. Ved novellens afslutning bryder hun grædende sammen med ordene:
„‘Vilhelm, (...) ved du hvad? Hun har ingen Særk paa’” (252). Som sidste
replik og sidste linie i „Alkmene” står dette udbrud i en position som
forstærker både dets vægt og dets uransagelighed.
Slutreplikken kan tolkes i den retning at Alkmenes overgivelse til
miljøet er fuldbragt, og at hun altså fuldstændig har underlagt sig kravet
om glædesløs udførelse af den jordiske pligt. At replikken er et citat fra
tidligere i fortællingen, problematiserer imidlertid sådan en fortolkning.
Faktisk er replikken en ordret gentagelse af Gertruds udbrud ved Alkmenes
ankomst til præstegården: „’Ak Jens, ... hun har ingen Særk paa’” (218).
Den manglende særk kan dermed i stedet fortolkes som et tegn på at hun
„inderst inde” er forblevet Alkmene. I så fald er det helt i overensstemmelse
med Vilhelm og Gertruds roller i fortællingen at de overser det. Her
kunne Vilhelm godt ligne en fortæller som Peer Spillemand i Blichers
„Ak! hvor forandret”, der fremmaner dette udbrud ved gensynet med sin
ungdoms elskede som jo tværtimod er ganske uforandret – i hvert fald i sin
manglende tilbøjelighed over for fortællerens inklinationer. Men ironien
i „Alkmene” strækker sig videre end det, hvad en sammenligning med
Blichers „Hosekræmmeren” kan bekræfte.
Flere steder i novellen bringer „Hosekræmmeren” i erindring: Alkmene
stikker på et tidspunkt af sammen med en flok sigøjnere som mentes at have
166

„slaaet en Hosekræmmer ihjel” (225); den aften hvor Alkmene og Vilhelm
kommer hjem til præstegården fra den fejslagne hyrdetime på højen, sidder
Gertrud og stopper Alkmenes strømper som en anden hosekræmmerkone
(233); og ligesom den rejsende fortæller i „Hosekræmmeren” ser Vilhelm
syner – eller rettere „...store Luftspejlinger [...] op over Heden” (225). Den
mindst tvivlsomme allusion til „Hosekræmmeren” er imidlertid novellens
afsluttende del, gensynet med Gertrud. Gensynsmotivet forekommer
selvfølgelig i mange af Blichers noveller, men det mest berømte sted er
nok i „Hosekræmmeren”, hvor fortælleren efter seks år genfinder Cecilia
og hosekræmmerenken, som fortæller resten af den kendte historie om
datteren og Esben. Gensynet med de efterladte kvinder i denne novelle
minder tankevækkende meget om Vilhelms gensyn med de ligeledes efterladte
Gertrud og Alkmene (in absentia). Denne lighed gælder også de
to kærlighedshistorier.
Begge kærlighedshistorier er af den ulykkelige slags, det er klart nok,
men de er også strukturelt beslægtet på anden vis. Plottet i „Alkmene” kan
med god ret læses som en revision af Blichers fortælling om hosekræmmerens
datter, Cecilia, eftersom der ikke ligger noget artikuleret forbud
til grund for at Vilhelm og Alkmene ikke kan få hinanden. Der er ingen
far som stiller sig i vejen for deres ønske, tværtimod er Vilhelms far fuld
af tilskyndelser da han hører om Alkmenes arv. Denne moderne deus ex
machina, arven, optræder jo også i „Hosekræmmeren”, hvor Esben af en
onkel bliver betænkt med en klækkelig sum som skaffer ham hosekræmmerens
mandat til giftermålet. Men da er det for sent: igennem en patologisk
sublimering har hans udkårne bogstaveliggjort det kristne verdensbillede
og opgivet det dennesidige til fordel for et giftermål i Paradis.
Tilsvarende kan Vilhelm siges at være en hybrid af „Hosekræmmeren”s
fortæller og Esben. Ligesom fortælleren i Blichers novelle er Vilhelm én
af dem der mener at kunne iagttage og fortælle uden at deltage – og, mest
af alt, uden at hjælpe. Det er det Alkmene bebrejder ham i sin tale: „Nu
taler du om mit liv. Men før, og mens det endnu var Tid, gjorde du ikke
noget for at frelse det ... Du hjalp hende ikke”. Vilhelm hjalp hende ikke,
og dermed gik han i den omvandrende fortællers fodspor – i „Hosekræmmeren”
afslår fortælleren netop at blande sig i „Esben og Cecilias roman”, 18
selv om han i høj grad er bevidst om den uret der gøres imod dem. Det er
denne gestus Vilhelm gentager ved at gestalte sine erfaringer i en fortælling
som synes at udfolde sig uafhængigt af ham. Han har delt verden op
i to: en hvori han og Alkmene ligner og er forbundet med hinanden, og
en anden hvor deres socialt definerede roller gør dem uforenelige. Og alligevel
er det ikke miljøet som sådan der formulerer uforeneligheden; her
er det „elskeren” selv som har overtaget miljøets fortolkning og taget dens
167

konsekvenser. Det tragiske resultat er i begge historier at opspaltningen af
verden bogstaveliggøres og påføres den anden med vold: Cecilia skærer
halsen over på Esben, imens Alkmene halshugges, omend kun i billedlig
forstand.
Forskellen imellem den reelle og den metaforiske død som adskiller de to
ulykkelige historier, „Hosekræmmeren” og „Alkmene”, er ikke uvæsentlig.
Den sidste kan man nemlig stille spørgsmålstegn ved. Alkmenes svar på
Vilhelms friermål rummer, som vi har set, refleksioner der modsiger hendes
påståede „død”. Tilsvarende kan den manglende særk tages som et tegn på
en konstans snarere end en omvendelse. Det er altså ikke uvæsentligt at
Alkmenes krop – i modsætning til Esbens – er intakt. Vi har tidligere fået
at vide at hendes autentiske udtryk var kropsligt: „idet hun rørte sig, talte
[hun] til Verden og aabenbarede sit sande Væsen”, som Vilhelm skriver i
en allerede citeret passage. Det er således også med kroppen at hun helliger
sig arbejdet og eftergør protestantismens arbejdsetiske, kapitalkakkumulerende
og livsforsagende gesti på en måde som antyder at hendes „sande
væsen” måske netop er tilegnet protestantismens parodi.
8. Fortællingens veje
„Den der vil arbejde, han føder sin egen Fader”, lyder en kendt linie fra
Frygt og Bæven. 19 Den der vil arbejde, hun føder sin egen (adoptiv)mor,
kunne man sige i forbindelse med „Alkmene”, for det er rent faktisk dét
Alkmene gør. Det fremgår af Vilhelms indtryk af Gertrud:
Gertrud blev ivrig mens hun talte om Faarene, fik Roser i Kinderne
og brugte et djærvt, aabent Sprog, som jeg aldrig i Præstegården
havde hørt i hendes Mund. Jeg forstod, at det fattige Hedelandskab,
og Faarene selv, havde ført hende tilbage til hendes Barndom og
tidlige Ungdom. Jeg sad i Virkeligheden her og talte med den unge
Bondepige, som min gamle Lærer engang havde forelsket sig i,
og friet til. Paa samme Maade havde nok ogsaa hendes Datter, i
Gertruds Bevidsthed, indtaget hendes egen gamle, længst døde
Moders Plads, ja, hun mægtede saa lidt i Tanken at skelne de to fra
hinanden, at hun bag sin Datters Ryg med stille Fornøjelse, kunde
spille hende sit lille Puds med den hemmelige Kaffebeholdning
i Skrinet, saadan som hun vel, som ung Pige, i al Troskyldighed
havde narret sin Moder. (250-1)
Rolleombytningen imellem Alkmene og Gertrud er kulminationen på en
kompleks udvikling af deres indbyrdes forhold. Det er tidligere blevet
168

emærket hvordan de to synes mere „beslægtede” end som så, eller rettere
hvordan „Almuekvinden” Gertruds kropslighed og undertrykte fabellyst
forbandt hende med adoptivdatteren. Man kunne også sige at der er en
figural sammenhæng imellem Gertruds opspaltning af krop og forstand og
hvad der senere synes at overgå Alkmene. I begyndelsen af deres forhold
er Alkmene fascineret og tiltrukket af Gertrud, senere bliver hun trodsig og
holder hende på afstand, men da hun bliver fortalt om adoptionen, gendannes
båndet imellem dem. Gertrud beretter sin glæde til Vilhelm:
‘Hun er kommet tilbage til mig, og holder sig til mig, saa sødt som
da hun var en lille Pige. Jeg er selv blevet ung derved. Jeg traf til at
se mig i et Spejl i Dag, – og du ler nok ad mig, men jeg syntes, det
var en ung Kones Ansigt, jeg saa derinde! Nu har jeg paa Følelsen,
skønt jeg ikke ret ved hvorfor, at Kærligheden imellem os skal vare,
saa længe vi lever.’ (229)
Denne profeti synes bekræftet ved gensynet med Gertrud. At Gertrud
da er gået i barndom, er ét eksempel på den rekursive temporalitet som
„Alkmene” synes at have overtaget fra Shakespeares Winter’s Tale. Der
er endda tale om en tilbagevenden i mere end én forstand og i flere forhold.
Gertruds ligefremme sprog antyder en afvikling af hendes rolle som
præstefrue. Hendes erhverv repræsenterer en tilbagevenden til den levevej
som blev budt hende i barndommen, da hun efter faderens konkurs ved
statsbankerotten i 1813 hjalp sin moder med at holde får. Dette liv havde
ikke engang samlivet med præsten fået hende til at give helt slip på, eller
som Vilhelm bemærker til hendes beretning om denne livsfase: „Gertruds
Hjerte var endnu hos Faarene” (217). Dem er hun altså vendt tilbage til,
lige såvel som Alkmene er vendt tilbage til hende. Dermed er Alkmene
også „vendt tilbage” til Perdita-figuren og til dennes liv som hyrdinde i
de udsatte år. Denne livsform har endda indfriet fordringen i hendes navn
og gjort hende til en myte eller en „Slags Fabel paa Egnen”, som Vilhelm
kalder det. Gertruds eneste bekymring synes at være at Alkmene udlever
den hårde læresætning som Gertrud fik med sig fra sin barndom: „’Men
hvad bedre,’ sagde Gertrud, ‘er der paa Jorden end det haarde, ærlige Arbejde,
som Gud har sat os her for at udføre? Vi skulde ikke knurre imod
hans Vilje, og ikke forske hans Veje ud’ (217).
Man behøver nu ikke at forske særlig intensivt i fortællingens veje for
at se mønsteret i de forskellige veje dens mænd og kvinder går. Ligesom
kvinderne i Gertruds barndom tog over da den fallerede mand blev tungsindig
og satte ud, har Gertrud og Alkmene klaret sig selv efter præstens
død og etableret et pastoralt eksil, fri fra ham og fra Vilhelm. Alle novel-
169

lens kærlighedshistorier, selv Vilhems perifere ‘eventyr’, hører op, på
nær ét tilsyneladende: dét der består mellem Gertrud og Alkmene, og i
videre forstand dét der består imellem de to og dyrene samt naturen, som
jo var genstand for deres kærlighed og fortrolighed før mændene kom ind
i billedet. Om denne afslutning er lykkelig eller ulykkelig, kan der herske
flere meninger om; her gælder det at der er „mange maader at se en Ting
paa”, som Alkmene siger.
9. Alkmene revisited
Den perspektivpluralistiske indsigt som Alkmene formulerer ved Vilhelms
friermål, er nok én af de sikreste konklusioner der kan drages over vintereventyret
„Alkmene”: der er „mange Maader at se en Ting paa”, og der er
mange måder hvorpå man kan fortolke Alkmene og Vilhelms fortælling
om hende. Det er her nærliggende at drage endnu en parallel til Nietzsches
Moralens oprindelse og dens berømte bud om at der „findes bare en perspektivisk
måde at se på, bare en perspektivisk måde at ‘erkende’ på; og
jo flere øjne, forskellige øjne vi kan sætte ind for os for den samme sag,
desto mere fuldstændigt vil vort ‘begreb’ om den sag og vor ‘objektivitet’
være”. 20 Dette er undergravende for Vilhelms „Historie om Alkmene” såvel
som for alle andre fortolkningsmæssige forsøg på at fiksere Alkmene ud
fra denne fortælling.
Jeg har i det forudgående peget på en række af de problemer som Alkmenes
tale og adfærd byder fortolkeren. Det er blevet vist hvor vanskeligt
det er at fastlægge noget udviklingsforløb for Alkmene, hvilket hænger
uløseligt sammen med flertydigheden i hendes tale og færden samt alle de
gådefulde omstændigheder som iøvrigt knytter sig til hende: hvor kommer
hun fra, hvor kommer arven fra, hvem er hun? Den logiske forudsætning
for at tale om et udviklingsforløb for en person, er at man har et nogenlunde
klart begreb om vedkommendes identitet – ved forløbets begyndelse og
ved dets afslutning. Men Alkmene forbliver fortællingens ubekendte, og
som sådan kan hun ikke indsættes i noget entydigt forløb. Ved at fokusere
på udviklingen af Alkmene og Gertruds forhold, aner man fx. konturerne
af en alternativ fortælling end den fejlslagne romance som „Alkmene”
muligvis også er.
Man skal altså hele vejen omkring identitetsproblematikken, det blixenske
grundtema, før man indleder fortolkningen af fortællingens forløb.
Alkmene-figurens modstand er her repræsentativ for den anonymitetens
poetik som antager mange former i Blixens værk. En beslægtet figur er
Pellegrina Leoni fra „Drømmerne”, der er på evig flugt fra sine mandlige
fortolkere og deres ambitioner om at fiksere hende i én rolle og én fortæl-
170

ling. 21 På samme måde har man forsøgt at fastslå Alkmenes identitet, f.eks.
ud fra de litterære figurer hun sammenlignes med i fortællingen, den episke
Alkmene og Perdita. Man kan også forsøge at bestemme Alkmenes identitet
ud fra hendes angivelige lighed med Blixen som biografisk person, især
ud fra hendes „bekendelser” i det såkaldte „Lucifer-brev”. 22 Eller man kan,
som jeg har gjort, se hende som en anden Cecilia, dvs. en slags „afledning”
af Blichers hosekræmmerdatter. „Alkmene” kan altså også læses som en
replik til Blichers „Hosekræmmeren”.
Dermed ikke være sagt at det er alt hvad Alkmene og fortællingen om
hende er. Dette forslag er blot ét mere perspektiv i Nietzsches – og tør
man sige, Alkmenes? – forstand. Fortællingen om Alkmene udspiller sig
i et intertekstuelt rum hvori hverken den klassiske myte om Alkmene og
Amphitryon, Shakespeares Winter’s Tale, Blixens „Lucifer-brev” eller
Blichers „Hosekræmmeren” kan fungere som nogen suveræn allegorisk
referent. Man kan altså ikke uden videre „blive færdig” med „Alkmene”.
Set i sammenhæng med det blixenske program kan det ikke overraske at
det må gå galt for et opsætsigt individ som Vilhelm, der tilraner sig det
høje fortællerembede. At Vilhelms fortælling siger ham imod, er kun hvad
man kan forvente. Efter at man i første læsning har gennemlevet Vilhelms
illusion, kan man efterfølgende begynde at „modlæse” hans fortælling,
gå bag om ryggen på ham og forsøge at udfolde alle de mytologiske og
litterære referencer som går imod hans realistiske fortælling. Midt i denne
intertekstuelle mangfoldighed risikerer man dog at imitere Vilhelm i det
omfang man mener at have læst sig frem til et uillusioneret niveau – eller
tror at have adskilt de allegoriske niveauer, for den sags skyld. Det er i
den forstand Alkmene altid får det sidste ord.
Noter
1. Allerede Hans Brix, som jo har skrevet monografier om både Blicher og Blixen,
bemærkede at Blicher var “højt skattet” af Blixen. I Karen Blixens Eventyr (København,
1949) fandt han således også en håndfuld Blicher-allusioner i fortællingerne,
men han reflekterer ikke videre over forholdet. Bernhard Glienke har i
Fatale präzedenz. Karen Blixens Mythologie (Vol. 18, Skandinavistische studien,
Neumünster, 1986) placeret Blixens noveller sammen med H.C. Andersens historier
og M.A. Goldschmidts fortællinger som Blixens nærmeste slægtskaber i dansk
litteratur (se p. 253). Blicher står også opført flere steder i det “Referenzinventar”
som hører til Fatale präzedenz. I Søren Baggesens klassiske Blicher-afhandling
Den blicherske novelle (København, 1965) noteres det at Blichers indflydelse på
171

Blixen er “stor” (se pp. 286-87n), men Baggesen undlader at kommentere videre
på forholdet da dette ville kræve en særstudie i Blixens forfatterskab, som han
skriver. Aage Kabell finder et enkelt motivfælleskab imellem Blichers “Rodiserinden”
og Blixens “Den gamle vandrende Ridder” i sin studie af Karen Blixens
litterære forudsætninger (Kabell, Aage: Karen Blixen debuterer, München, 1968
Kabell, Aage. Karen Blixen debuterer. München, 1968, p. 117). Hverken Robert
Langbaum eller Aage Henriksen nævner derimod Blicher i deres banebrydende
fortolkninger af Blixens værk (Henriksen, Aage: Det guddommelige barn og andre
essays om Karen Blixen, København, 1965 og Langbaum, Robert: Mulm, latter og
stråler, ovs. Clara Svendsen, København, 1964 (1958)).
2. Som eksempel kan nævnes de figurale slægskaber Hans Brix har fundet. Brix
konstaterer bl.a. at Athene Hopballehus fra „Aben” – Blixens „Bjerg af en Skønjomfru”,
som han kalder hende – har „...Stammoder i den af hende højt skattede Steen
Blichers Jomfru Lammestrup (Ak hvor forandret!)” (op. cit., p. 60). Justitsrådens
hustru i „Digteren”, som tror at hun er kommet i himlen hvor hun venter på sin
mand, tilbagefører Brix også til Blicher, nemlig til Cecilias vrangforestillinger i
„Hosekræmmeren” (p. 128). Betegnelsen „litterær allusion” bruges iøvrigt her som
noget forskelligt fra den „intertekstuelle reference”. Forskellen angår deres forhold
til forfatterintentionen og kan anskueliggøres med Robert Alters bemærkning om
at man kan „alludere til et digt eller et drama, men man kan ikke ‘intertekstuel’
det. Mens allusionen forudsætter en forfatters aktive, betydningsfulde brug af
tidligere tekster, er intertekstualitet noget man kan tale om når to eller flere tekster
stilles over for hinanden” (Alter, Robert: The Pleasures of Reading, New York,
1989, p. 112).
3. Lasson, Frans, ed. Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-31, bind 2, København,
1978, p. 197. Denne beundring gentog hun i 1943 i sin mindetale over Johannes
Ewald (Blixen, Karen: „Tale ved Mindefesten for Johannes Ewald i Rungstedlund
have den 11. juli 1943“, i: Blixeniana, red. H. Andersen og F. Lasson, København,
1982, p. 9).
4. Ibid.
5. Lasson, Frans og Tom Engelbrecht, eds.: Karen Blixen i Danmark 1931-62, bind
1, København, 1996, p. 524.
6. Højholt, Per: Stenvaskeriet og andre stykker, København, 1994, p. 135. I det
følgende springer jeg mellemmanden Goldschmidt over for bedre og mere direkte
at kunne sammenligne denne artikels hovedpersoner.
7. Blicher, St. St.: Noveller, Danske Klassikere, København, 1991, p. 212.
8. Blixen, Karen: Vintereventyr, Karen Blixen Mindeudgave, bind 4, København,
1964 (1942), p. 206. De følgende parentetiske tal i teksten henviser til denne
udgave.
9. Sat på narratologisk formel (Genette) består det enestående ved „Alkmene”s
fortæller i at han som det yderste diegetiske led er homodiegetisk (han er en person
172

i fortællingen) og extradiegetisk (han bliver ikke selv fortalt). Derved adskiller
han sig f.eks. fra Lincoln Forsner i „Drømmerne,” som, på trods af at han fungerer
som hovedfortæller, stadig er fortalt af en højere explicit fortæller som er
heterodiegetisk (hvilket kan illustreres med introduktionen af ham: „Den tredie
paa Agterdækket var en rødhaaret Englænder, som hed Lincoln Forsner...”). Det
samme gælder således også for kardinalerne i „Kardinalens første Fortælling” og
„Kardinalens tredie Fortælling”: den første grad af udsigelse i disse fortællinger
tilhører ikke kardinalerne eftersom også de er fortalt af en højere fortæller. De
diegetiske begreber er definerede og diskuterede i kapitlet „Voice” i Genette,
Gérard: Narrative Discourse. An Essay in Method, ovs. Jane E. Lewin, Ithaca,
1980, pp. 212-63. Se i øvrigt også Per Aage Brandts eksemplariske analyse af de
diegetiske forhold i „Drømmerne” i Dinesen, Anne Marie: Grundbog i semiotik,
København, 1994, pp. 111-18.
10. Jf. Søren Baggesen: „alle de blicherske noveller arbejder med en individualiseret
fortæller inden for fiktionen” (Baggesen, Søren: Den blicherske novelle,
København, 1965, p. 273).
11. Den homeriske baggrund for Blixens fortælling er beskrevet og udlagt af Aage
Henriksen i kapitlet „Karen Blixen og marionetterne” fra Det guddommelige barn
og andre essays om Karen Blixen, København, 1965, pp. 9-32.
12. Denne fortolkning er i særdeleshed grundlagt af Aage Henriksens indsigtsrige
læsning af fortællingen i „Karen Blixen og marionetterne”. Henriksen viser hvordan
Alkmene af præsteægteparret påtvinges et syndefald og dermed en selvfordobling.
Aage Henriksen har bekræftet denne læsning i kapitlet „Karen Blixen” i Litterært
testamente (København, 1998), hvori han skriver at Alkmenes syndefald „består
i, at hun svigter sin egen natur og modtager den pålydende værdi, som ansættes
af andre” (p. 218). For Robert Langbaum derimod er fortællingen om Alkmene
„kun halvt tragisk, fordi den er den specielt moderne art af tragedie, der hænger
sammen med uopfyldt drift” (op. cit., p. 207).
13. I denne sammenhæng er det ganske pudsigt at Hans Brix knytter mystikken
omkring Alkmenes ophav til Blicher; de „falske Allusioner og Vildspor” erindrer
ham om „Steen Blichers „Nøddaaben” og „Eneboeren paa Bolbjerg”, i hvilke
Noveller den historiske Baggrund ligeledes er gjort forvirret og dunkel” (op. cit.,
p. 199).
14. Nietzsche, Friedrich: Moralens oprindelse, ovs. Niels Henningsen, Redaktion
Filosofi, Frederiksberg, 1993, pp. 38-9.
15. For at redde æren gifter Sidsel sig med skytten, fortæller Vilhelms far ham
(p. 233). Som om hun fra „Alkmene” flytter direkte ind i Blichers „Skytten paa
Aunsbjerg”, hvor skytten Vilhelm (!) jo netop også gifter sig med en ung, æreskændet
pige.
16. Se Abrams, M. H.: Natural Supernaturalism, New York, 1971, p. 48.
17. „Sixteen years after our journey to Copenhagen, it happened that a matter of
173

usiness took me out westwards, to the district where Alkmene’s farm lay”. Dinesen,
Isak: Winter’s Tales, Penguin Modern Classics, Harmondsworth, 1942, p.128.
18. Op. cit., p. 115.
19. Kierkegaard, Søren: Frygt og Bæven, Søren Kierkegaards Skrifter, ved N. J.
Cappelørn, J. Garff, J. Kondrup, A. McKinnon og F. H. Mortensen, bind 4, København,
1998 (1843), p. 123.
20. Op. cit., p. 130.
21. Se Charlotte Engbergs udfoldelse af denne pointe i sin læsning af „Drømmerne”
i „Fortællingen til døden”, Ny poetik. Tidsskrift for litteraturvidenskab
(4):40-49, 1995.
22. I dette brev af d. 1. og 3. april 1926 skrev Blixen til broderen Thomas Dinesen:
„Jeg tror, at det var for mig en stor Ulykke at vokse op, og komme til at høre til,
i den Familie, det Milieu, den ‘Livsanskuelse’, som jeg blev født ind i [...] Og
deres store, ubegrænsede Godhed og Kærlighed, hele Rækken af deres Velgerninger
mod mig var kun saa mange Ulykker mere. De gjorde Opposition umulig
for mig selv”. Lasson, Frans, ed.: Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-31, bind
2, København, 1978, p. 25.
Lasse Horne Kjældgaard, f. 1974. Ph.d.-stipendiat ved Institut for Nordisk
Filologi, KU.
174