Download - Forlaget Spring

møde med den. „Skriften selv lærer os jo, at man kan finde Visdom i de
umyndiges Mund,” (211) siger præsten på et tidspunkt. Forudsætningen
for at få den umyndiggjorte Alkmene at høre igennem Vilhelms fortælling,
er dog i første omgang at man lytter opmærksomt efter hvad hun siger.
6. Kærlighedens ugerning
Utilgængeligheden af Alkmenes replikker i novellen bliver yderligere markeret
i hendes tale efter henrettelsen. Den spektakulære halshugning af Ole
Sjælsmark kan fortolkes som en symbolsk manifestation af den dualistiske
kristendoms spaltning af den hidtil harmoniske Alkmene. Symbolikken
er endda forudgrebet i præstens billedsprog dengang han besluttede sig
for at lade hende konfirmere: „’Vi har lagt Haanden paa Ploven,’” og må
nu „’...føre vor Gerning til Ende efter vor bedste Hensigt’” (228). Der er
mange tegn på at ploven har gjort sit arbejde på Alkmenes „sjæls mark”,
og at præstens gode vilje endelig er ført ud i livet. Da Alkmene under
københavnerturen omsider modtager noget der ligner et ægteskabstilbud
fra Vilhelm, kvitterer hun med dette gribende svar:
’Det er sent at tale om saadanne Ting nu ... nu ved jeg, at der er
mange maader at se en Ting paa. Nu taler du om mit liv. Men før,
og mens det endnu var Tid, gjorde du ikke noget for at frelse det ...
Du hjalp hende ikke. Vidste du ikke hele Tiden, at de var alle imod
mig, alle? ... De var de stærkeste. Det kunde ikke være andet, naar
det altid var dem, der havde Ret. Alkmene var ganske alene. Og
naar de døde, og lod hende se paa det, saa kunde hun ikke længere
staa op imod dem. Hun kunde ikke se nogen udvej uden den, at
hun selv maatte dø.’ (247)
I denne resignerede tale formulerer Alkmene det perspektivopløsende vilkår
i Blichers fortællinger: „kun Gud ved alt” og „der er mange maader at se
en Ting paa”. Denne doktrin har hun nu tilsyneladende gjort til sin egen
på bekostning af sin tidligere enhedsværen.
Indholdet af Alkmenes svar underbygges af det skift i grammatisk
person, fra første til tredie person, hun foretager undervejs i omtalen af
sig selv. Skiftet synes at demonstrere at Alkmene er død og derfor ikke
identisk med den der udsiger replikken. Men hvem er det så der taler?
Denne substitution er ubegribelig, og i sin bogstavelige betydning er den
umulig. Her vil det være svært at tage for givet at Alkmenes „Ord [...] betød
lige hvad de sagde”, for Alkmenes sidste ord i ovenstående passage („Hun
kunde ikke se nogen udvej uden den, at hun selv maatte dø”) kan netop
164