Download - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

Blixen er “stor” (se pp. 286-87n), men Baggesen undlader at kommentere videre på forholdet da dette ville kræve en særstudie i Blixens forfatterskab, som han skriver. Aage Kabell finder et enkelt motivfælleskab imellem Blichers “Rodiserinden” og Blixens “Den gamle vandrende Ridder” i sin studie af Karen Blixens litterære forudsætninger (Kabell, Aage: Karen Blixen debuterer, München, 1968 Kabell, Aage. Karen Blixen debuterer. München, 1968, p. 117). Hverken Robert Langbaum eller Aage Henriksen nævner derimod Blicher i deres banebrydende fortolkninger af Blixens værk (Henriksen, Aage: Det guddommelige barn og andre essays om Karen Blixen, København, 1965 og Langbaum, Robert: Mulm, latter og stråler, ovs. Clara Svendsen, København, 1964 (1958)). 2. Som eksempel kan nævnes de figurale slægskaber Hans Brix har fundet. Brix konstaterer bl.a. at Athene Hopballehus fra „Aben” – Blixens „Bjerg af en Skønjomfru”, som han kalder hende – har „...Stammoder i den af hende højt skattede Steen Blichers Jomfru Lammestrup (Ak hvor forandret!)” (op. cit., p. 60). Justitsrådens hustru i „Digteren”, som tror at hun er kommet i himlen hvor hun venter på sin mand, tilbagefører Brix også til Blicher, nemlig til Cecilias vrangforestillinger i „Hosekræmmeren” (p. 128). Betegnelsen „litterær allusion” bruges iøvrigt her som noget forskelligt fra den „intertekstuelle reference”. Forskellen angår deres forhold til forfatterintentionen og kan anskueliggøres med Robert Alters bemærkning om at man kan „alludere til et digt eller et drama, men man kan ikke ‘intertekstuel’ det. Mens allusionen forudsætter en forfatters aktive, betydningsfulde brug af tidligere tekster, er intertekstualitet noget man kan tale om når to eller flere tekster stilles over for hinanden” (Alter, Robert: The Pleasures of Reading, New York, 1989, p. 112). 3. Lasson, Frans, ed. Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-31, bind 2, København, 1978, p. 197. Denne beundring gentog hun i 1943 i sin mindetale over Johannes Ewald (Blixen, Karen: „Tale ved Mindefesten for Johannes Ewald i Rungstedlund have den 11. juli 1943“, i: Blixeniana, red. H. Andersen og F. Lasson, København, 1982, p. 9). 4. Ibid. 5. Lasson, Frans og Tom Engelbrecht, eds.: Karen Blixen i Danmark 1931-62, bind 1, København, 1996, p. 524. 6. Højholt, Per: Stenvaskeriet og andre stykker, København, 1994, p. 135. I det følgende springer jeg mellemmanden Goldschmidt over for bedre og mere direkte at kunne sammenligne denne artikels hovedpersoner. 7. Blicher, St. St.: Noveller, Danske Klassikere, København, 1991, p. 212. 8. Blixen, Karen: Vintereventyr, Karen Blixen Mindeudgave, bind 4, København, 1964 (1942), p. 206. De følgende parentetiske tal i teksten henviser til denne udgave. 9. Sat på narratologisk formel (Genette) består det enestående ved „Alkmene”s fortæller i at han som det yderste diegetiske led er homodiegetisk (han er en person 172
i fortællingen) og extradiegetisk (han bliver ikke selv fortalt). Derved adskiller han sig f.eks. fra Lincoln Forsner i „Drømmerne,” som, på trods af at han fungerer som hovedfortæller, stadig er fortalt af en højere explicit fortæller som er heterodiegetisk (hvilket kan illustreres med introduktionen af ham: „Den tredie paa Agterdækket var en rødhaaret Englænder, som hed Lincoln Forsner...”). Det samme gælder således også for kardinalerne i „Kardinalens første Fortælling” og „Kardinalens tredie Fortælling”: den første grad af udsigelse i disse fortællinger tilhører ikke kardinalerne eftersom også de er fortalt af en højere fortæller. De diegetiske begreber er definerede og diskuterede i kapitlet „Voice” i Genette, Gérard: Narrative Discourse. An Essay in Method, ovs. Jane E. Lewin, Ithaca, 1980, pp. 212-63. Se i øvrigt også Per Aage Brandts eksemplariske analyse af de diegetiske forhold i „Drømmerne” i Dinesen, Anne Marie: Grundbog i semiotik, København, 1994, pp. 111-18. 10. Jf. Søren Baggesen: „alle de blicherske noveller arbejder med en individualiseret fortæller inden for fiktionen” (Baggesen, Søren: Den blicherske novelle, København, 1965, p. 273). 11. Den homeriske baggrund for Blixens fortælling er beskrevet og udlagt af Aage Henriksen i kapitlet „Karen Blixen og marionetterne” fra Det guddommelige barn og andre essays om Karen Blixen, København, 1965, pp. 9-32. 12. Denne fortolkning er i særdeleshed grundlagt af Aage Henriksens indsigtsrige læsning af fortællingen i „Karen Blixen og marionetterne”. Henriksen viser hvordan Alkmene af præsteægteparret påtvinges et syndefald og dermed en selvfordobling. Aage Henriksen har bekræftet denne læsning i kapitlet „Karen Blixen” i Litterært testamente (København, 1998), hvori han skriver at Alkmenes syndefald „består i, at hun svigter sin egen natur og modtager den pålydende værdi, som ansættes af andre” (p. 218). For Robert Langbaum derimod er fortællingen om Alkmene „kun halvt tragisk, fordi den er den specielt moderne art af tragedie, der hænger sammen med uopfyldt drift” (op. cit., p. 207). 13. I denne sammenhæng er det ganske pudsigt at Hans Brix knytter mystikken omkring Alkmenes ophav til Blicher; de „falske Allusioner og Vildspor” erindrer ham om „Steen Blichers „Nøddaaben” og „Eneboeren paa Bolbjerg”, i hvilke Noveller den historiske Baggrund ligeledes er gjort forvirret og dunkel” (op. cit., p. 199). 14. Nietzsche, Friedrich: Moralens oprindelse, ovs. Niels Henningsen, Redaktion Filosofi, Frederiksberg, 1993, pp. 38-9. 15. For at redde æren gifter Sidsel sig med skytten, fortæller Vilhelms far ham (p. 233). Som om hun fra „Alkmene” flytter direkte ind i Blichers „Skytten paa Aunsbjerg”, hvor skytten Vilhelm (!) jo netop også gifter sig med en ung, æreskændet pige. 16. Se Abrams, M. H.: Natural Supernaturalism, New York, 1971, p. 48. 17. „Sixteen years after our journey to Copenhagen, it happened that a matter of 173
Page 1 and 2: Lasse Horne Kjældgaard HVAD TÆNKT
Page 3 and 4: over 100 år før Blixen genoplived
Page 5 and 6: som en tragisk fortælling - en fej
Page 7 and 8: umodererede modsætninger imellem A
Page 9 and 10: Vilhelm har tidligere bedyret at i
Page 11 and 12: kun forstås metaforisk. Og spørgs
Page 13 and 14: „slaaet en Hosekræmmer ihjel”
Page 15 and 16: emærket hvordan de to synes mere
Page 17: ling. 21 På samme måde har man fo

Download - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?