Download - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

eretter om og befinder sig i. 2. En historie om Alkmene Hvad den reduktive karakteristik af Blicher og Blixens fortællerperspektiver skal bruges til her, er at stå som indledning til en læsning af den eneste af Karen Blixens noveller som afviger fra karakteristikken: „Alkmene” fra Vintereventyr. Fortællerkonstruktionen i denne undtagelse ligner i stedet den blicherske til forveksling. Alene begyndelsen på „Alkmene” kan på flere niveauer siges at bringe Blicher i erindring: „Min Faders Gaard laa i en afsides Egn af Jylland, og jeg var hans eneste Barn”. 8 Ud af udsagnet kan man fremlæse en spinkel reference til Blichers novelle „Eneste Barn,” men stærkere står stedbetegnelsen, en gård „i en afsides Egn af Jylland,” som jo om noget må siges at være Blichers foretrukne topos. Tættere på Blicher kommer man endda med det præstegårdsmiljø som novellens handling er centreret i og omkring. Før han modtog sit kald, havde den fattige landsbypræst på gården endda måttet arbejde som landsbydegn, hvad der jo også vækker blicherske associationer. Reminiscenserne i indledningscitatet, som bestemt ikke er entydige, forstærkes imidlertid af udsigelsen. Pronomenerne afslører dét som gør „Alkmene” til en helt enestående novelle i Blixens forfatterskab: den er fortalt af en jeg-fortæller – endda et navngivet individ, Vilhem – som ikke er formidlet af en højere fortællerinstans. Han er tilmed med i den historie han fortæller, som derfor ikke bliver fortalt på andet end en tidslig afstand af begivenhederne. 9 I alt dette ligner han en blichersk fortæller. 10 „Dette er en Historie om Alkmene,” (236) deklarerer Vilhem godt inde i fortællingen, men deri har han kun delvis ret. I kraft af fortællerkonstruktionen handler den i lige så høj grad om Vilhelm selv og om hans eget møde med Alkmene. Overdeterminationen af fortællingens titel og den angivelige hovedpersons navn kløver sig ind imellem fortæller og fortælling i „Alkmene”. Den henviser direkte til myten om Amphitryons kone Alkmene, som blev bedraget og besvangret af Zeus i Amphitryons skikkelse. 11 Dette er i det mindste den mest kendte del af Amphitryon-myten, som har haft et rigt efterliv i den europæiske litteratur. Den er blevet brugt af Plautus i en markant tragikomedie (Amfitryon), til komedier af Moliére (Amphitryon (1668)) og Dryden (Amphitryon (1690)), til en tragedie af Kleist (Amphitryon (1807)) og – i det 20. århundrede – til en komedie af Jean Giraudoux (Amphitryon 38 (1929)). Men selvom hele dette genremæssige spillerum som ligger i mytens spørgsmål om identitet og forholdet mellem guder og mennesker, rummer et rigt potentiale for Blixens notoriske brydninger af det komiske og det tragiske, er „Alkmene” overvejende blevet fortolket 158
som en tragisk fortælling – en fejlslagen romance – og Alkmene selv som et skyggerids af et offer for en overgribende adoption og en uforstående og uformående „elsker”, fortælleren Vilhelm. 12 Novellen taler dog ikke med kun én stemme og i én genre, og en række af dens flertydige detaljer åbner for andre fortolkninger som bl.a. det sideskrævende blik til Blicher kan bidrage til. 3. Skriften på væggen Vilhelm beretter historien om den forældreløse Alkmene der som seks-årig bliver bortadopteret til Vilhelms lærer, præsten Jens Jespersen, og hans kone Gertrud. Pigen bliver sendt til det barnløse ægtepar af en professor i København som præsten kender fra sin studietid, men det mærkelige er at pigens mytologiske navn også er titlen på en tragedie præsten forfattede dengang, i en periode præget af svær åndelig uro. I sin studietid kunne præsten ikke bortmane den tanke at han var udvalgt af Gud til store bedrifter, og det var fra denne svimlende forestilling han flygtede, ud af byen og til Jylland, hvor han havde fundet ro. Mere permanent er denne ro dog ikke, end at han allerede før Alkmenes ankomst fortolker hende som en trussel imod sit åndelige Stilleben i den jyske præstegård. Alt ved Alkmene bekræfter præstens anelse. Hun ankommer til præstegården som et prædiluviansk væsen der i snart sagt alt er adoptivmiljøets antitese. Hun præsenteres som et romantisk grænsevæsen som kommunikerer med fuglene og uden spor af frygt bærer snogene med sine hænder. Hun kender hverken til frygt eller til forskellen mellem løgn og sandhed. Hun elsker musik og danser så ukunstlet „som om hun, idet hun rørte sig, talte til Verden og aabenbarede sit sande Væsen”, fortæller Vilhelm (223). Men dette „sande Væsen” står i dyb kontrast til præstegårdens syndsbevidste kristendom. Det skal knægtes, og derfor forbyder præsten hende at danse, lige såvel som han holder op med at give hende lektioner i græsk, hvori hun ellers viser sig at være særdeles modtagelig. For „væsenet” er jo – som hendes navn antyder – græsk, ufordoblet og helt og med en enhedsfølelse i sit forhold til naturen. Det opfattes som en trussel mod den orden som hersker i præstegården, og den trussel er ligeledes indskrevet i det amputerede kælenavn hvorved hun kaldes i præstegården, Mene: „mené, mené, teqél, ufarsín” („har talt, vejet og sønderdelt”) lød varslet om Babylons fald (Daniels Bog 5,25). Ifølge fortælleren Vilhelm er det dog ikke præstegårdens kristendom der står for fald, men Alkmene som bliver sønderdelt. Henvisningen til Daniels Bog kan imidlertid også læses som en indledende antydning om den opgave som novellen „Alkmene” – og dens angivelige hovedperson ved samme navn – stiller sin fortolker overfor. 159
Page 1 and 2: Lasse Horne Kjældgaard HVAD TÆNKT
Page 3: over 100 år før Blixen genoplived
Page 7 and 8: umodererede modsætninger imellem A
Page 9 and 10: Vilhelm har tidligere bedyret at i
Page 11 and 12: kun forstås metaforisk. Og spørgs
Page 13 and 14: „slaaet en Hosekræmmer ihjel”
Page 15 and 16: emærket hvordan de to synes mere
Page 17 and 18: ling. 21 På samme måde har man fo
Page 19 and 20: i fortællingen) og extradiegetisk

Download - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?