Download - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

I brevet til Ellen Dahl skriver Blixen således også om Blichers noveller at dem læser jeg forresten saa tidt i, og jeg synes, at naar han vil holde sig fra de komplet idiotiske „Intriger”, som vel mere eller mindre skulde til paa hans Tid, er han næsten fuldkommen. Saaledes er, synes jeg, „En Landsbydegns Dagbog”, „Kæltringeliv”, „Præsten i Vejlbye”, „Røverstuen” Mesterværker af første Rang. 4 Denne henkastede bemærkning fastslår i det mindste at Blicher befandt sig inden for Blixens horisont på det tidspunkt hvor hun var ved at finde den litterære form som hun slog igennem med. Tyve år efter blev Blicher taget op i de to søstres korrespondance. I et brev af d. 19/8 1948 skrev Dahl til Blixen at hun havde tænkt meget over, hvad det i Grunden er, der giver dine Historier deres Charme. Jeg har netop læst Blichers Noveller (hvoraf flere for Resten er ‘det rene Vrøvl’) og ved dem følt noget af den samme Fortryllelse. Maaske ligger det i den mageløse Ubesværethed, hvormed I henkaster de gruligste og mest indtagende Ting mellem hinanden, dog altid med en bestemt Hensigt; man er tryg for Logiken deri. 5 Ellen Dahls sammenligning er bemærkelsesværdig alene af den grund at den til dato nok er den mest omfangsrige. Der er dog andre som bekræfter hende. En af dem der har haft med deres fælles „logik” at bestille i sin egen skrivegerning, er Per Højholt: Når jeg i al beskedenhed men uden uskyld, forsøger at skrive som fx. Blicher og Goldschmidt, så trækker jeg Blixen med ind, for det gjorde hun osse, omend ikke helt så skyldbevidst som jeg, fordi de alle tre repræsenterer en konvention og en kvalitet som jeg formoder lader sig bruge en sidste gang, nemlig som en parodi. 6 Netop dette ekko i parodien er et sikkert tegn på en lighed som ikke i første omgang har med det indholdsmæssige at gøre. Blicher og Blixens fortællinger har en fælles baggrund i attenhundredtallets tyske novelleform, hvorfra f.eks. knopskydningen af fortælleniveauer og brugen af (pseudo-)historiske baggrunde stammer. Til gengæld er der også mange slående forskelle i deres brug af formen, og den væsentligste af disse er forskellen på deres fortællerperspektiver: Blicher aflivede den olympiske fortællerskikkelse 156
over 100 år før Blixen genoplivede den. Før jeg begynder min læsning af „Alkmene”, vil jeg trække forskellen på disse fortællerperspektiver op. Det er nemlig nødvendigt at skitsere hvad der er Blixens „normale” fortællerperspektiv for at vise hvilken undtagelse „Alkmene” udgør. Perspektivforskellen består imellem det „høje embede” som Blixens afindividualiserede trediepersonsfortællere forvalter, og den plads dybt nede i fortællingens virkelighed som er Blichers individualiserede førstepersonsfortællere beskåret. Forskellen kan også beskrives som en kontrast imellem det overblik som Blixens fortællere besidder, og det manglende overblik som Blichers fortællere begrænses af – hvad de så end prøver at bilde sig selv eller læseren ind. I disse fortællinger findes overblikket kun i det hinsidige og kun som en trossætning. Det er dette forhold som med det berømte retoriske spørgsmål i „Skytten paa Aunsbjerg” defineres som et universelt vilkår: „Er ikke al vor Kundskab herneden Stykkeviis? er ikke al vor Visdom dunkel?”. 7 Jo, det er den i Blichers novelleverden, men „herneden” står i kontrast til et „deroppe,” hvor der antageligvis befinder sig en skjult, passiv, tilskuende Gud, en deus absconditus. Et sådan „guddommeligt” perspektiv finder man i Blixens noveller, men dér tilhører det fortælleren som i forhold til sin fortælling er ophøjet, tilskuende, men ikke deltagende i nogen af dette ords betydninger. Der er en absolut forskel på dette perspektiv og novellepersonernes orientering i fortællingen. Et genkommende mønster er fortællingen om det prometanske individ som tror sig i stand til at iscenesætte sin helt egen fortælling og dermed rane den plads som Gud tidligere har haft. Dets forsøg på at digte sig selv overbydes imidlertid af mere komplekse og mere magtfulde mønstre eller fortællinger. Det sættes på plads, så at sige. Først og fremmest er individet nemlig altid fortalt, der står en højere instans over det, hvad enten det ved det eller vil det, og deri består novellernes kendte, programmatiske ironi. Det er altså en anden form for ironi end den vi finder hos Blicher. Her findes den i kløften mellem den individualiserede fortæller og den implicitte forfatter. Denne kløft markerer især dét der undergraver eller overgår den individuelle fortællerbevidsthed. De har hyppigt noget i klemme, Blichers i høj grad menneskelige fortællere. De er prisgivet de drifter, fortrængninger og ideologiske fraser som forbinder dem med deres verden. Det er velkendt at Peer Spillemands fortællinger også handler om hans egen forfængelige selviscenesættelser, og „Sildig Opvaagnen” handler jo ikke blot om et fatalt trekantsdrama, men også om en fortællende præst som skaber en erotisk vampyr ud af sit eget begær. Upålidelighed er ofte en alt for spinkel og psykologisk kategori at bruge om disse fortællere. Det handler ikke kun om individuelle dårskaber, men også om det sociale vildnis fortællerne 157
Page 1: Lasse Horne Kjældgaard HVAD TÆNKT
Page 5 and 6: som en tragisk fortælling - en fej
Page 7 and 8: umodererede modsætninger imellem A
Page 9 and 10: Vilhelm har tidligere bedyret at i
Page 11 and 12: kun forstås metaforisk. Og spørgs
Page 13 and 14: „slaaet en Hosekræmmer ihjel”
Page 15 and 16: emærket hvordan de to synes mere
Page 17 and 18: ling. 21 På samme måde har man fo
Page 19 and 20: i fortællingen) og extradiegetisk

Download - Forlaget Spring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?