Download - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

Varslet om Babylons fald blev skrevet på væggen i Kong Belshassars palads, ikke af nogen forfatter, men af løsrevne fingre af en menneskehånd. Den eneste som kunne tyde varslet, var Daniel, hvem Gud havde givet „forstand og indsigt i al slags skrift og visdom” og „alle slags syner og drømme”. I Vilhelms fortælling vrimler det med syner af og drømme om Alkmene som antyder ukendte sammenhænge, som også anes i Alkmenes navn og dunkle herkomst. 13 Fortolkningsproblemerne fører alle tilbage til det samme, ubesvarlige spørgsmål som fortællingen rummer: hvem er Alkmene? 4. Alkmene var ganske alene Det er ikke kun landsbypræstens fortrængte fortid som vender tilbage i Alkmenes skikkelse. Fortællingen kan også læses som en allegori over kristendommens fødsel og de fortrængninger som den indebar. „Alkmene” er da også en genealogisk undersøgelse som er sammenlignelig med Nietzsches projekt i „Moralens oprindelse”, og afvisningen af Alkmene kan således ses som en gentagelse af slavemoralens konstituerende gerning. „Mens al fornem moral vokser ud af en triumferende sigen ja til sig selv,” skriver Nietzsche: „siger slave-moralen fra første færd nej til et ‘udenfor’, til et ‘anderledes’, til et ‘ikke-selv’: og dette nej er dens skabende handling.” 14 Med til afvisningen af den tilsyneladende autonome Alkmene hører der også en protestantisk udgrænsning af de værdier som hun repræsenterer i fortællingen: kropslighed, fiktion og teatrikalitet. Disse definerer i øvrigt et „slægtskab” imellem Alkmene og adoptivmoderen Gertrud, som før Jens Jespersens indtog i sognet har været ligesindet. Om Alkmenes manglende sondring mellem løgn og sandhed, kommenterer Vilhelm at hvis „Gertrud havde været alene med Barnet, vilde hun maaske taget sig denne moralske Skavank temmelig let, for hun havde en rigtig Almuekvindes Kærlighed til Eventyr, Fabler og Paahit” (220). Gertruds fabellyst modsvares af en sanselighed som kommenteres af præstens diabolske professorven. Under et besøg i tiden før Alkmenes ankomst grunder han om Gertrud mon „... bestandig [ville] være vor gode Præst en saa tro og lydig Hustru? Thi for en Kvinde med et fladt Ansigt, men et guddommeligt Legeme, maa Dyden dog undertiden tage sig paradoksal ud” (208). Hvad citatet fra „Moralens oprindelse” imidlertid også peger på, er skematismen i den fortolkning der stiller Alkmene og præstegårdsmiljøet, og i videre forstand: det hellenske og det kristne, op som hinandens absolutte modsætninger. Denne anskuelsesform er svært belastet af sin ophavsmand, for det er jo fra Vilhelm man i givet fald overtager et sådan fortolkningsskema. Det er sådan han har struktureret sin fortælling: over 160
umodererede modsætninger imellem Alkmene og præsteparret, og imellem en realistisk verden hvori fortællingen foregår, og en dybere, mere virkelig verden, hvori hans og Alkmenes forbund består. Denne rigide skematik iscenesætter en narrativ nødvendighed der kan begrunde hans passivitet i forhold til det fortalte da det skete. 5. Adoption og adaption Hvad der videre sker, er at Alkmene knyttes til den otte år ældre Vilhelm i et venskab som udfolder sig uden for de voksnes rækkevidde. „[F]remfor alt”, fortæller Vilhelm: „var der imellem os en tavs, dyb Forstaaelse, et slags Forbund, hvorom de Voksne intet kunne vide. Vi syntes hver for sig at vide, at vi to, midt i omgivelser, som var os ganske ulige, lignede hinanden” (222). På trods af forbundet og ligheden markerer Vilhelm adskillige gange afstanden imellem dem. Hans talrige latterudbrud har ofte hende som anledning, og i al gemytlig fortrolighed kalder han hende en „underlig og naragtig Skabning” (232) og et „lille Fæ” (226). Dette er i overensstemmelse med den let overlegne fortællerposition Vilhem indtager, både i epistemologisk og social forstand. Dels er han bedrevidende: en ting er at han påstår at kende Alkmene bedre end adoptivfaderen (239), men hævder også at kende adoptivfaderen bedre end denne kender sig selv (215). Vilhelm er nemlig også socialt overlegen: han er godsejerens eneste barn og arving og er derfor en smule hævet over de mennesker og begivenheder han fortæller om. Han kan derfor heller ikke tage forslaget om et ægteskab med Alkmene alvorligt: „Da Gertrud havde nævnt Pigebarnet som min Kone havde jeg leet ved mig selv. Saa ung som jeg var, kendte jeg dog for meget til Verden til at tænke paa at gifte mig med en Præstedatter” (222). Vilhelms troskab gælder altså i højere grad hans rolle i den sociale virkelighed (hvori han også placerer Alkmene som „Præstedatter”) end den dybere, uudtalte pagt med Alkmene. Vilhelms udlevelse af sin sociale rolle som godsejersøn går endda så langt at han i smug forgriber sig seksuelt på en landsbypige af jævnere byrd. Pigen bliver gravid, får et dødfødt barn og udråber Vilhelm som dets far. 15 Som en konsekvens af skandalen tvinges Vilhelm af sin far til at tage ophold på sin onkels gods på Djursland. Under skandalen er der kun én som uforbeholdent støtter ham, og det er selvfølgelig Alkmene. Hun tilbyder endda at løbe væk sammen med ham, ja hendes troskab rækker så vidt at hun vil følge ham til helvede, lader hun ham vide. „I dette Øjeblik saa jeg klart, at hun og jeg hørte sammen”, beretter Vilhelm, og han er lige ved at bede hende vente på sin hjemkomst – „Saa skal ingen skille os ad mere” (235). Men han gør det netop ikke. Alt dette sker i tiden lige efter Alkmenes 161
Page 1 and 2: Lasse Horne Kjældgaard HVAD TÆNKT
Page 3 and 4: over 100 år før Blixen genoplived
Page 5: som en tragisk fortælling - en fej
Page 9 and 10: Vilhelm har tidligere bedyret at i
Page 11 and 12: kun forstås metaforisk. Og spørgs
Page 13 and 14: „slaaet en Hosekræmmer ihjel”
Page 15 and 16: emærket hvordan de to synes mere
Page 17 and 18: ling. 21 På samme måde har man fo
Page 19 and 20: i fortællingen) og extradiegetisk

Download - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?