Download - Forlaget Spring

tilføjes at denne tilstand ikke er uafvendelig for Perditas vedkommende.
Den varer 16 år, som er det tidsrum der skiller akt III og IV, og dermed
tragedien fra komedien. I den danske udgave af „Alkmene” går der 15 år
imellem turen til København og til at Vilhelms vej igen krydser Alkmenes;
i den engelske udgave går der 16 år. 17 Denne forskel, som i sig selv er en
mikroskopisk detalje, antyder en sammenhæng imellem den temporale
struktur i Shakespeares og Blixens vintereventyr. Denne overensstemmelse
kan siges at gøre slutningen endog mere bitter, men den kunne også være
et tegn på at tiden i „Alkmene”, ligesom i The Winter’s Tale, også udgør
en forsonende, genopbyggelig kraft.
15 eller 16 år efter turen til København falder Vilhelms vej altså forbi
den øde gård, hvor Alkmene og moderen har slået sig ned efter at have
forladt præstegården. Her dyrker de uld og lever i øvrigt – på trods af
Alkmenes formue – så nøjsomt og arbejdsomt at det ligner en parodi på
den protestantiske arbejdsetik. Alkmene møder vi ikke, men Vilhelm ved
besked: „I disse femten Aar var den rige Kvinde paa den ensomme Gaard
blevet en Slags Fabel paa Egnen, og Folk var lidt bange for hende, som
for en vanvittig eller en Heks. Alting omkring mig i Stuen og paa Gaarden
bekræftede nu Rygterne” (251). Det gør Gertrud også i sine beklagelser
over hvor streng og hård Alkmene er mod sig selv; ingen hvile under hun
sig. Ved novellens afslutning bryder hun grædende sammen med ordene:
„‘Vilhelm, (...) ved du hvad? Hun har ingen Særk paa’” (252). Som sidste
replik og sidste linie i „Alkmene” står dette udbrud i en position som
forstærker både dets vægt og dets uransagelighed.
Slutreplikken kan tolkes i den retning at Alkmenes overgivelse til
miljøet er fuldbragt, og at hun altså fuldstændig har underlagt sig kravet
om glædesløs udførelse af den jordiske pligt. At replikken er et citat fra
tidligere i fortællingen, problematiserer imidlertid sådan en fortolkning.
Faktisk er replikken en ordret gentagelse af Gertruds udbrud ved Alkmenes
ankomst til præstegården: „’Ak Jens, ... hun har ingen Særk paa’” (218).
Den manglende særk kan dermed i stedet fortolkes som et tegn på at hun
„inderst inde” er forblevet Alkmene. I så fald er det helt i overensstemmelse
med Vilhelm og Gertruds roller i fortællingen at de overser det. Her
kunne Vilhelm godt ligne en fortæller som Peer Spillemand i Blichers
„Ak! hvor forandret”, der fremmaner dette udbrud ved gensynet med sin
ungdoms elskede som jo tværtimod er ganske uforandret – i hvert fald i sin
manglende tilbøjelighed over for fortællerens inklinationer. Men ironien
i „Alkmene” strækker sig videre end det, hvad en sammenligning med
Blichers „Hosekræmmeren” kan bekræfte.
Flere steder i novellen bringer „Hosekræmmeren” i erindring: Alkmene
stikker på et tidspunkt af sammen med en flok sigøjnere som mentes at have
166