Download - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

lens kærlighedshistorier, selv Vilhems perifere ‘eventyr’, hører op, på nær ét tilsyneladende: dét der består mellem Gertrud og Alkmene, og i videre forstand dét der består imellem de to og dyrene samt naturen, som jo var genstand for deres kærlighed og fortrolighed før mændene kom ind i billedet. Om denne afslutning er lykkelig eller ulykkelig, kan der herske flere meninger om; her gælder det at der er „mange maader at se en Ting paa”, som Alkmene siger. 9. Alkmene revisited Den perspektivpluralistiske indsigt som Alkmene formulerer ved Vilhelms friermål, er nok én af de sikreste konklusioner der kan drages over vintereventyret „Alkmene”: der er „mange Maader at se en Ting paa”, og der er mange måder hvorpå man kan fortolke Alkmene og Vilhelms fortælling om hende. Det er her nærliggende at drage endnu en parallel til Nietzsches Moralens oprindelse og dens berømte bud om at der „findes bare en perspektivisk måde at se på, bare en perspektivisk måde at ‘erkende’ på; og jo flere øjne, forskellige øjne vi kan sætte ind for os for den samme sag, desto mere fuldstændigt vil vort ‘begreb’ om den sag og vor ‘objektivitet’ være”. 20 Dette er undergravende for Vilhelms „Historie om Alkmene” såvel som for alle andre fortolkningsmæssige forsøg på at fiksere Alkmene ud fra denne fortælling. Jeg har i det forudgående peget på en række af de problemer som Alkmenes tale og adfærd byder fortolkeren. Det er blevet vist hvor vanskeligt det er at fastlægge noget udviklingsforløb for Alkmene, hvilket hænger uløseligt sammen med flertydigheden i hendes tale og færden samt alle de gådefulde omstændigheder som iøvrigt knytter sig til hende: hvor kommer hun fra, hvor kommer arven fra, hvem er hun? Den logiske forudsætning for at tale om et udviklingsforløb for en person, er at man har et nogenlunde klart begreb om vedkommendes identitet – ved forløbets begyndelse og ved dets afslutning. Men Alkmene forbliver fortællingens ubekendte, og som sådan kan hun ikke indsættes i noget entydigt forløb. Ved at fokusere på udviklingen af Alkmene og Gertruds forhold, aner man fx. konturerne af en alternativ fortælling end den fejlslagne romance som „Alkmene” muligvis også er. Man skal altså hele vejen omkring identitetsproblematikken, det blixenske grundtema, før man indleder fortolkningen af fortællingens forløb. Alkmene-figurens modstand er her repræsentativ for den anonymitetens poetik som antager mange former i Blixens værk. En beslægtet figur er Pellegrina Leoni fra „Drømmerne”, der er på evig flugt fra sine mandlige fortolkere og deres ambitioner om at fiksere hende i én rolle og én fortæl- 170
ling. 21 På samme måde har man forsøgt at fastslå Alkmenes identitet, f.eks. ud fra de litterære figurer hun sammenlignes med i fortællingen, den episke Alkmene og Perdita. Man kan også forsøge at bestemme Alkmenes identitet ud fra hendes angivelige lighed med Blixen som biografisk person, især ud fra hendes „bekendelser” i det såkaldte „Lucifer-brev”. 22 Eller man kan, som jeg har gjort, se hende som en anden Cecilia, dvs. en slags „afledning” af Blichers hosekræmmerdatter. „Alkmene” kan altså også læses som en replik til Blichers „Hosekræmmeren”. Dermed ikke være sagt at det er alt hvad Alkmene og fortællingen om hende er. Dette forslag er blot ét mere perspektiv i Nietzsches – og tør man sige, Alkmenes? – forstand. Fortællingen om Alkmene udspiller sig i et intertekstuelt rum hvori hverken den klassiske myte om Alkmene og Amphitryon, Shakespeares Winter’s Tale, Blixens „Lucifer-brev” eller Blichers „Hosekræmmeren” kan fungere som nogen suveræn allegorisk referent. Man kan altså ikke uden videre „blive færdig” med „Alkmene”. Set i sammenhæng med det blixenske program kan det ikke overraske at det må gå galt for et opsætsigt individ som Vilhelm, der tilraner sig det høje fortællerembede. At Vilhelms fortælling siger ham imod, er kun hvad man kan forvente. Efter at man i første læsning har gennemlevet Vilhelms illusion, kan man efterfølgende begynde at „modlæse” hans fortælling, gå bag om ryggen på ham og forsøge at udfolde alle de mytologiske og litterære referencer som går imod hans realistiske fortælling. Midt i denne intertekstuelle mangfoldighed risikerer man dog at imitere Vilhelm i det omfang man mener at have læst sig frem til et uillusioneret niveau – eller tror at have adskilt de allegoriske niveauer, for den sags skyld. Det er i den forstand Alkmene altid får det sidste ord. Noter 1. Allerede Hans Brix, som jo har skrevet monografier om både Blicher og Blixen, bemærkede at Blicher var “højt skattet” af Blixen. I Karen Blixens Eventyr (København, 1949) fandt han således også en håndfuld Blicher-allusioner i fortællingerne, men han reflekterer ikke videre over forholdet. Bernhard Glienke har i Fatale präzedenz. Karen Blixens Mythologie (Vol. 18, Skandinavistische studien, Neumünster, 1986) placeret Blixens noveller sammen med H.C. Andersens historier og M.A. Goldschmidts fortællinger som Blixens nærmeste slægtskaber i dansk litteratur (se p. 253). Blicher står også opført flere steder i det “Referenzinventar” som hører til Fatale präzedenz. I Søren Baggesens klassiske Blicher-afhandling Den blicherske novelle (København, 1965) noteres det at Blichers indflydelse på 171
Page 1 and 2: Lasse Horne Kjældgaard HVAD TÆNKT
Page 3 and 4: over 100 år før Blixen genoplived
Page 5 and 6: som en tragisk fortælling - en fej
Page 7 and 8: umodererede modsætninger imellem A
Page 9 and 10: Vilhelm har tidligere bedyret at i
Page 11 and 12: kun forstås metaforisk. Og spørgs
Page 13 and 14: „slaaet en Hosekræmmer ihjel”
Page 15: emærket hvordan de to synes mere
Page 19 and 20: i fortællingen) og extradiegetisk

Download - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?