MORDET PÅ HALLAND - Danske Bank

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 1
MORDET PÅ HALLAND

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 2
Af samme forfatter:
levende og lukket, digte, 1985
i brand måske, digte, 1987
Forgjort, digte, 1989
Skaden, roman, 1990
En død mands nys, digte, 1993
sagde jeg, siger jeg, digte, 1999
Mit forfærdelige ansigt, noveller, 2001
Gespenst & andre spil, dramatik, 2002
Adresser, b16, digte 2002
Lidt ligesom mig, roman for børn, 2004
På jagt, billedroman for børn, 2005
Dengang med hunden, noveller, 2005
Helt i skoven, digte, 2005

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 3
PIA JUUL
MORDET PÅ HALLAND
Roman
TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 4
Mordet på Halland
© 2009 Pia Juul/Tiderne Skifter
Forlagsredaktion: Claus Clausen
Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde
og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg
ISBN 978-87-7973-316-9
Printed in Denmark 2009
Forfatteren har modtaget støtte fra
Kunststyrelsens litteraturudvalg til arbejdet med denne bog
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K
Tlf. 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91
tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 5
Må de få komma samman
med hjärtans fröjd och gamman,
som längta till varann’!
SVENSK FOLKEVISE

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 6

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 7
1
Aftenen før havde vi siddet i stuen. Jeg drak kaffe, han
drak øl. Vi så en krimi. „Hende ville jeg gerne ligne,“ sagde
jeg om detektiven; den eneste modne kvinde, man nogensinde
så i fjernsynet. „Men det gør du ikke,“ sagde
han. Jeg drejede hovedet og så på ham. Kvinders ansigter
styrter. Mænd får pondus. „Du har pondus,“ sagde jeg.
Han drejede hovedet og så på mig.„Hvor?“ sagde han forskrækket.
„Ha-ha-ha,“ sagde jeg.
„Jeg kører klokken syv,“ sagde han og slukkede.
„Jeg går ind og skriver.“ Jeg lagde armene op om hans
hals og trykkede mig ind til ham så tæt jeg kunne, vi kyssede
hinanden, jeg gned min kind mod hans skægstubbe.
„Det varer ikke så længe.“
Jeg gik ind i mit arbejdsværelse, snublede over noget
på gulvet, men slæbte forsigtigt fødderne frem til bordet
og tændte arkitektlampen. Computeren blinkede. Der
stod et glas lunkent vand på bordet, jeg tog en slurk og
gik hen og tændte for radioen, satte en cd i, der lå løst på
hylden, jeg kunne ikke se, hvad det var for en. Im wun-
– 7 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 8
derschönen Monat Mai gjaldede det ud i rummet, men jeg
slukkede. Jeg kan kun høre den højt, og ingen ville blive
glade for at høre med så sent.
Jeg vækkede computeren og åbnede en bog og lagde
den fra mig. Jeg klikkede, jeg åbnede dokumentet, det var
ikke engang åbent, den sidste ændring var to dage gammel,
og da havde jeg kun rettet kommaer. Jeg kunne også
bare gå ind i seng. Måske sov han ikke endnu. Jeg var kuldskær,
jeg tog en trøje op fra gulvet og trak den over hovedet
og begyndte at læse. Så skrev jeg.
Det var kun sjældent sket før, men nu glemte jeg, hvor
sent det var, fordi mit eget manuskript optog mig. Der gik
timer. Jeg var stiv i ryggen, da jeg så op. Lyset var gråt,
fjorden fik den mest usandsynlige farve, jeg rejste mig og
åbnede vinduet. Der sad en solsort og fløjtede på tagryggen
af lysthuset. Det var den dejligste forårsmorgen, men
når man ikke har sovet om natten, og man er stiv i hele
kroppen og ens hoved er både stopfyldt og helt tomt, er
alt forkert.
Jeg prøvede, og det lignede mig heller ikke, at finde ud
af, hvordan man kunne beskrive fjorden, som den så ud
lige nu. Solen var ved at stå op, og vandet skiftede farve
hvert øjeblik.
Jeg ville ikke vække Halland, han skulle snart op. Jeg
gik ud og tissede og væltede ind i stuen på sofaen med et
tæppe. Da jeg vågnede, vidste jeg, jeg var vågnet ved en
lyd, men ikke hvilken. Der var et ekko af en høj lyd i mig.
Jeg satte mig op og tog fat i mit hår, en bevægelse jeg
– 8 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 9
kendte fra film, jeg sundede mig og knugede tæppet om
knæene. Blev jeg bange? Jeg tror ikke, jeg kan påstå, at jeg
blev bange, det ville også have været forrykt og profetisk,
men jeg husker i al fald en lille angst, en uro over at noget
var galt. Var det døren, jeg havde hørt, var det bare
Halland der var gået?
På vej ud på badeværelset kiggede jeg ind i soveværelset,
hvor sengen var tom. Så var han kørt.
Under bruseren gik det op for mig, at jeg også havde
set hans jakke og mappe i gangen. Så var han altså ikke
kørt. Jeg lukkede for vandet og kaldte på ham. Han svarede
ikke, men nu var jeg urolig, tørrede mig og viklede
håndklædet om mig på vej gennem huset. Jeg kunne se
nogen gennem den lille matte rude i gadedøren, jeg troede,
det måske var ham, der stod udenfor, og skulle til at
åbne døren, da det ringede på. „Øjeblik!“ råbte jeg og løb
ind i soveværelset, smed håndklædet, tog Hallands badekåbe
på og bandt den på vej ud.
Da jeg åbnede, stod der en forvirret mand.
„I lovens navn!“ sagde han, og hans stemme knækkede.
Han rakte en hånd op. „Klokken er 7.47, og du er anholdt
... Nej –.“ Han hev efter vejret.
Jeg troede ikke mine egne ører. Nu genkendte jeg ham.
Jeg kendte ham ikke, men genkendte ham, han kom hver
morgen og parkerede skråt overfor ved politistationen.
Jeg havde engang været derinde for at forny mit pas, det
var alt. Jeg vidste ikke, om han var sekretær eller politibetjent,
jeg havde aldrig skænket det en tanke, og det
– 9 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 10
gjorde jeg heller ikke nu. Jeg grinede ikke, for det var
tydeligvis ikke for sjov, men han var rundt på gulvet, han
så skræmt ud. Så begyndte han forfra: „Er du ikke Halland
Roes kone?“
„Jo!“ sagde jeg
„Du er anholdt. Du er arresteret for mordet på Halland
...“ Han bukkede sammen, han var virkelig uhyggeligt
forpustet.
Jeg gik forbi ham ud på de kolde brosten, ud på torvet
og så mig om. Langt nede i den anden ende var der
opløb af folk. Nu hørte jeg udrykningen i det fjerne.
„Hvad er der sket?“ sagde jeg.
Inger kom ud på trappestenen til nabohuset.„Hvad er
der sket, Bjørn,“ sagde hun til manden. „Halland Roe er
blevet skudt!“ gispede han og pegede ned mod den anden
ende. Så pegede han på mig. „Det var hende, der –“
Jeg løb. „Stop hende!“ råbte idioten og løb efter. Men
jeg løb jo ned for at se, hvad der var sket, jeg flygtede ikke.
Det absurde var ikke, at han påstod, jeg havde skudt nogen,
men det at Halland skulle være skudt. Jeg troede
overhovedet ikke på det, ikke før jeg så ham.
„Hvis du går,“ havde min mand sagt dengang for ti år siden,
„får du aldrig Abby at se igen.“ „Det kan du ikke bestemme!“
sagde jeg skingert. Jeg hørte, at min stemme var
skinger og undrede mig. Abby var fjorten år, hun kunne
vel bestemme selv. Det kunne hun, og det gjorde hun.
Enten kendte han hende bedre, end jeg gjorde, og det er
– 10 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 11
sandsynligt, eller også påvirkede han hende, og det er
også sandsynligt. Jeg havde kun set hende ganske få gange
siden, og det var længe siden sidst. Hun var stædig. Jeg
havde et lille album med billeder af hende, som jeg havde
slidt.
Men jeg vidste det godt, at det var gratis at være sentimental
på den måde. Hun foragtede mig, og det gjorde
jeg også selv, hvis jeg tænkte efter, så jeg tænkte kun meget
sjældent efter. For eksempel holdt jeg næsten helt op
med at drikke, kort efter at jeg var flyttet fra dem, i al fald
holdt jeg op med at drikke mig fuld. Efter at have siddet
flere gange i en brandert og flæbet over Abby og gennem
tågerne anet Hallands misfornøjede udtryk over, at jeg
ikke længere kun tænkte på ham, men altid på min datter,
besluttede jeg at holde mig til en enkelt øl, et enkelt
glas vin. Det havde han ingen indvendinger mod, når blot
jeg var opslugt af ham, og det var jeg så. Det var ikke noget,
han behøvede at sige højt, jeg opfangede alle små signaler.
Hvis ikke jeg var opslugt af ham, var alt jo desuden
omsonst. Endnu mere omsonst.
Jeg var stivnet. Jeg stod lidt derfra og så på Hallands tunge
krop, hans ansigt på brostenene, det ene halvåbne øje,
hans store mund med de smalle læber, det tilbageredte
hvide hår, det sorte slips, den hvide skjorte med blodplamagen.
Pondus.
Abby, tænkte jeg.
Brostenene skinnede, de var våde, og det var morgen-
– 11 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 12
lyset. Torvet lå ellers altid øde hen, nu myldrede det med
folk, et par roser blomstrede allerede op ad de gule og
hvidkalkede mure.
„Det er hendes mand,“ var der en der sagde, og de rykkede
sig og gjorde plads, men jeg havde set nok. Jeg kunne
mærke dem stirre. Noget et sted i mit baghoved foreslog
mig at kaste mig over hans legeme og græde højlydt,
men det hele var meget uklart og uvirkeligt og ville ikke
blive tydeligere af, at jeg blev teatralsk. I stedet gik jeg baglæns
og vendte til sidst om og gik tilbage mod huset på
iskolde fødder. Døren stod åben endnu, og jeg begyndte
at ryste i samme sekund jeg tog fat om dørhåndtaget.
Knap havde jeg skubbet døren i bag mig, før jeg sank ned
på gulvet i entreen og lå sammenkrøbet og hulkede højt.
Men det jeg tænkte var ikke: Halland, åh Halland – det
var igen, som for lidt siden ude på torvet: Abby! Jeg vil
ringe til Abby!

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 13
2
Far var foruroliget. Han kneb øjnene halvt i. Nærsynet?
Nej, sådan kiggede Wilhelm Tell, da han spændte buen og
rettede den mod sin søn under æbletræet.
BELGIENS SORG Hugo Claus
Jeg hørte godt postyret udenfor, men jeg tog mig ikke rigtig
af det. Jeg kom op fra gulvet og styrede mod telefonen
inde på mit skrivebord, min mors nummer var kodet ind,
selvom det var uhyre sjældent jeg ringede til hende. Til
gengæld blev jeg advaret, når hun ringede, og det var lige
så sjældent. Hun blev forbavset, ikke mindst fordi det var
så tidligt, at jeg vækkede hende. „Er der sket noget?“ sagde
hun med det samme. Og så gik jeg i stå. Men jeg svarede
ikke på spørgsmålet, jeg sagde: „Mor! Du bliver nødt
til at give mig Abbys telefonnummer. Jeg skal tale med
hende, det er meget vigtigt!“
„Selvfølgelig er det vigtigt,“ sagde hun. „Det har det
været lige siden du lod hende i stikken. Men hvorfor lige
nu og midt om natten?“
– 13 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 14
„Det er ikke midt om natten! Jeg har været oppe længe!“
sagde jeg. „Vil du ikke nok give mig nummeret?“
Jeg kunne høre, hun lå i sengen endnu, der var en lyd
af dyner omkring hende. „Det vil jeg helst ikke,“ sagde
hun. „Men jeg kan love dig, at jeg ringer til hende, når jeg
har fået øjne, og fortæller hende, at du har ringet. Så kan
det være, hun ringer til dig!“
„Jamen, det gør hun jo ikke!“ sagde jeg desperat.
„Noget andet er ...“ sagde hun og lød, som om hun nu
var ved at vågne. „Jeg har villet ringe til dig i en uges tid,
for der er en anden, der gerne vil tale med dig.“
„Hvem?“
„Morfar.“
„Vil morfar tale med mig?“ Mit hjerte hamrede, jeg
kunne høre dets dunken helt op i øret. „Hvorfor? Jeg mener,
hvorfor har han så ikke ringet?“
„Han vil gerne have, du besøger ham.“
„Ja?“ sagde jeg.„Hvorfor har du ventet en uges tid med
at sige det? Det er da vigtigt!“
„Tror du, du vil tage over og besøge ham?“ sagde hun.
„Ja, selvfølgelig! Hvad tror du? Jeg har ikke set ham i
mange år, selvfølgelig vil jeg besøge ham. Hvorfor vil han
pludselig tale med mig nu?“
„Han er syg.“ Så tav hun. Og jeg tav.
„Er du der?“ sagde hun.
„Ja,“ sagde jeg. „Hvor syg er han, hvad mener du?“
„Han ligger på sygehuset i Reading, og han er ved at
dø.“
– 14 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 15
„Hvordan ved at dø?“ Min stemme steg, mit åndedræt
steg, og dørklokken ringede.
„Nu får du gæster,“ sagde min mor.
„Nej,“ sagde jeg.
„Det ringer på døren, det kan jeg da høre,“ sagde hun.
„Ja. Jeg ringer igen om lidt.“ Jeg lagde på.
Morfar. Jeg sad og stirrede på telefonen og skrivebordet
med min computer. Jeg løftede låget på den og skulle
til at tænde den, da det ringede på igen.
Der stod en høj mørkhåret mand udenfor og sagde,
han var fra politiet. Bag ham kom en ældre fyr til syne, de
nikkede mod mig med bedrøvede miner. De ville gerne
ind.
„Jeg har slet ikke fået tøj på endnu,“ sagde jeg og blev
stående. „Eller morgenmad.“
„Skal jeg ikke lave en kop kaffe, mens du klæder dig
på?“ sagde den høje. „Eller te? Vil du have te?“
Jeg pegede ind i stuen mod døren til køkkenet og gik
selv ind i soveværelset og lukkede efter mig. Der lå mit
våde håndklæde på sengen. Jeg tog det op. Jeg satte mig
på kanten og kiggede på telefonen der hang på væggen.
Jeg trykkede 5 for mor.
„Allerede?“ sagde hun.
„Hvad er der med morfar?“ sagde jeg.
„Ja, hvad er der, han er 96, han har kræft i maven, han
har det meget dårligt, men han vil så gerne se dig.“
„Hvorfor ringede du ikke med det samme? Ville du
overhovedet have sagt det, hvis jeg ikke havde ringet i dag?“
– 15 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 16
„Hvem var det, der ringede på hos dig?“ sagde hun.
„Mor, er han lige ved at dø, skal jeg skynde mig? Har
du besøgt ham?“
„Jeg tror godt, du må skynde dig.“
„Kan man ringe til ham, tror du?“
„Aner det ikke. Vil du ikke tage derover?“
„Jo. Nej. Jeg ved det ikke. Der er sket noget her. Har
du ringet til Abby?“
„Jeg er ikke kommet i tøjet endnu! Jeg skal nok ringe
senere! Senere! Hvad er det, der er sket?“
Jeg fik øje på mig selv i spejlet. Jeg forsvandt i Hallands
grå badekåbe, mit hår var stadig vådt og hang i et virvar.
Mit blik var fremmed. På væggen ved mit hovedgærde
hang to små fotografier i sorte rammer. Et usædvanlig
personligt indslag i huset. Jeg fandtes ellers kun for alvor
i mit arbejdsværelse. De to billeder her forestillede min
morfar og Abby. Hun var fjorten, da jeg forlod hende,
men her var hun syv, tandløs og tankefuld, det sommerhvide
hår havde løftet sig i vinden. Han sad i en liggestol
med stråhat på. „Morfar!“ sagde jeg. „Jeg må i det mindste
ringe til ham!“ Jeg begyndte at græde.
„Hvorfor kan du ikke besøge ham?“ sagde min mor.
„Halland er død,“ sagde jeg og hængte hurtigt røret på
plads. Jeg rodede rundt i en bunke tøj på stolen og fandt
nogle lange bukser og en trøje.
Det bankede på døren. „Kom ind!“ sagde jeg og trak
en børste gennem håret. Den høje kiggede ind.
„Er der andre hjemme end dig?“ sagde han.
– 16 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 17
„Nej!“ sagde jeg. „Jeg talte i telefon.“
„Med hvem?“ sagde han.
„Det kommer sgu ikke dig ved!“ sagde jeg. „Med min
mor.“ Min stemme knækkede igen. „Undskyld! Det er
bare det ... det er bare fordi,“ nu kunne jeg ikke beherske
mig og skyndte mig at sætte begge hænder op for ansigtet.
Han skulle ikke se mig sådan her, en vildtfremmed.
„Undskyld, men min ...“
„Kom ind og få noget kaffe,“ sagde han.
Jeg fulgte efter ham ind i min egen stue, som så forkert
ud. Jeg græd stadig, mens jeg tog tæppet op fra sofaen
og begyndte at lægge det sammen. Telefonen ringede.
„Lad den være,“ sagde jeg. „Det er min mor. Jeg har
lige snakket med hende, og hun fortalte mig, at min morfar
er ved at dø, jeg ...“ Jeg hulkede og måtte sætte mig
ned. „Jeg har ikke set ham i mange år, og nu er han ved
at dø!“
De så på hinanden og på mig og tilbage på hinanden
igen. Jeg rejste mig og gik ud efter noget køkkenrulle i
køkkenet og snød min næse.
„Du er klar over, hvorfor vi er her nu?“ sagde den ældste
af dem.
Jeg svarede ikke, men nikkede lidt. „Jeg så ham godt
derude,“ sagde jeg.
„Halland Roe er blevet skudt og er død. Er du Bess?“
Jeg nikkede.
„Altså hans kone?“
„Vi er ikke gift,“ sagde jeg og så mig om i stuen. „Men
– 17 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 18
vi har boet her i ti år. Det er Hallands hus. Vil I arrestere
mig igen?“
„Arrestere dig?“
„Der kom en mand ... han hed Bjørn. Han sagde, jeg
havde skudt Halland.“
„Har du det?“
Jeg svarede ikke, begyndte bare at græde igen og vidste
ikke, hvorfor jeg græd. Over min morfar og Halland
og Abby på een gang. Over min målrettede energi, den
var jo vanvittig. Det havde forekommet mig indlysende
at ringe til Abby som et mål i livet, som om det var det
første mål i mit liv. Nu forstod jeg det slet ikke.
Jeg var vågnet ved et skud. Det var dét. De forklarede mig,
at Halland var skudt og død. Bjørn, der ikke var politibetjent
som jeg havde troet, men pedel på skolen der lå
længere nede bag ved torvet, havde set Halland blive ramt
og vakle og falde om. Og han mente, han havde hørt Halland
sige: „Min kone har skudt mig.“
Det forklarede de mig. Og så så de på mig med deres
mildt bedrøvede blikke. Men jeg forstod det slet ikke. Jeg
forstod ikke, at de gerne ville have en forklaring, for det
ville jeg jo ikke kunne give, det faldt mig ikke ind, at det
havde noget med mig at gøre. Jeg forstod ikke, at de
egentlig gerne ville finde ud af, om jeg kunne have skudt
ham. Eller. De sagde ikke mere, så nu gætter jeg. Men de
ventede, at jeg sagde noget, dét forstod jeg. Så jeg sagde:
„Kan jeg komme til at se ham igen?“
– 18 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 19
Det kunne jeg godt, senere.
Jeg græd ikke mere. Jeg drak af kaffen, han havde brugt
stempelkanden, vi aldrig brugte. Den havde nok været
støvet, mon han havde skyllet den først. Så opdagede jeg,
at den mørke talte til mig. Jeg så på ham.
„Hvad var det du hed?“ afbrød jeg ham.
„Funder,“ sagde han.
„Funder,“ gentog jeg.
„Har Halland familie, forældre, søskende – børn?“
sagde han.
„Nej ...“ sagde jeg, tøvede, tænkte. „Det er indviklet.
Men de er døde, tror jeg. Han havde vist ikke kontakt
med sin søster mere, da hun døde.“
„Var Halland gift, før han mødte dig?“
„Hvorfor spørger du om det?“ sagde jeg. „Nej.“
Han så skuffet ud.
„Han kan da ikke have sagt, hans kone skød ham.
Hvad sagde han præcis, kan ham Bjørn ikke have misforstået
det? Hvorfor så han ikke, hvem der skød ham?“
„Han blev skudt med en jagtriffel.“
„Hvordan ved I det?“
„Det kunne man høre på skuddet, man kan se det på
skudhullet. Og han er skudt på lang afstand. Bjørn har
ikke set det, og Halland har ikke set den der skød.“
„Jamen hvorfor så? Hvorfor sagde han så det?“
„Ja, hvorfor?“ sagde Funder. „Har du eller Halland en
jagtriffel?“
Nej, vi havde ingen våben.
– 19 –

Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 20
Nej, jeg havde ikke skudt Halland.
Nej, jeg havde ikke set Halland siden i aftes.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig, at nogen ville slå
Halland ihjel. Ingen fjender, det har man kun på film.
Skudt bliver man også kun på film. Og hvad vidste jeg om
Hallands liv uden for dette hus?
„Og vil du være fri for savn og sorg, da må du intet elske
her på jorden,“ sagde jeg.
Ordensmagtens mænd løftede hovederne og så på
mig.
„Ludvig Bødtcher?“ sagde jeg.