POLITIKENS KRONIK MANDAG DEN 20. SEPTEMBER 2010 Nej til ...

House, som hvert år giver verdens lande karakterer for graden af politiske rettigheder og borgerrettigheder, giver
Afghanistan karakteren 6 ud af 7. Det er på linje med Zimbabwe og Iran. At Afghanistan ikke har udviklet et reel
demokrati er imidlertid ikke så underligt, når man tænker på, at landet er et af verdens absolut fattigste. Afghanistan
har brug for, at verdenssamfundet er til stede mange tiår endnu. Det har brug for massiv dansk udviklingshjælp og
støtte til demokratifremme. Men den støtte bør ikke primært være militær.
Det overordnede mål med den militære indsats er altså sikkerhedspolitisk – og når det er defineret som sådan, ligger
det lige for at spørge, hvordan indsatsen i Afghanistan hænger sammen med den generelle terrortrussel, som
Danmark og Vesten konfronteres med? Verden står fortsat over for en betydelig terrortrussel fra Al Qaeda og
ligesindede. Men truslen kommer ikke længere kun fra Afghanistan. Terroristerne som sprængte bomber i Londons
undergrund boede i England, men havde trænet i Pakistan. Den terrorist, som sidste jul var meget tæt på at sprænge
et fly i luften over Detroit var nigerianer og havde trænet i Yemen. Den mand, som få dage efter angreb Kurt
Westergaard med en økse i Århus var somalier og havde efter sigende forbindelser til den radikale Al-Shabaab
bevægelse i Somalia. Afghanistan er tydeligvis ikke det eneste sted, hvor Al Qaeda og deres sympatisører kan slå rod.
Man kan derfor med god ret spørge, om det giver mening at have en så massiv militær indsats koncentreret i
Afghanistan, når truslen i høj grad også kommer andre steder fra? Svaret er selvsagt ikke at invadere og besætte
ethvert land, hvor Al Qaeda opererer. Tværtimod må en langsigtet militær indsats i kampen mod terrorisme rette sig
mod at hjælpe og træne lokale sikkerhedsstyrker i de stater, hvor terroren har slået rod – og så naturligvis bruge de
ikke-militære virkemidler som diplomati og udviklingshjælp til at fjerne grobunden for terrorisme. Første skridt i den
proces er at nedtrappe engagementet i Afghanistan og lade afghanerne være ansvarlige for deres egen sikkerhed.
Hvad er status i Afghanistan?
Skal man tro Udenrigsministeren og Forsvarsministeren går det fremragende i Afghanistan. I foråret proklamerede
Gitte Lillelund Bech at ”vi er på vej mod sejren i kampen mod Taliban” og for nyligt slog Lene Espersen fast, at det, vi
ser nu, er Talibans ”sidste krampetrækning”. Logikken ser ud til at være følgende: Hvis der er færre Taliban-angreb, er
det fordi, de er lige ved at være slået. Og hvis der er flere angreb, er det fordi de i desperation iværksætter angreb,
fordi de er lige ved at være slået. Det giver ikke rigtig mening - og de to danske ministre står da også ret alene med
deres rosenrøde beskrivelse af kampen mod Taliban. New York Times rapporterede for nyligt, at det anslåede antal
Taliban-krigere faktisk stiger. To store annoncerede offensive operationer i henholdsvis Marjah og Kandahar er ikke
gået efter planen. Og tilliden til det korrupte regeringsapparat kan ligge på et lille sted.
Der er imidlertid også opnået resultater i Afghanistan. De danske styrker har formået at presse Taliban tilbage i et
meget vanskeligt område af Helmandprovinsen. De ekstra amerikanske styrker, som Obama i december besluttede at
udsende, er nu på plads. Det går fremad med at træne sikkerhedsstyrker, om end især politistyrkernes kvalitet stadig
ikke er imponerede. En del tyder på, at man snart vil kunne begynde at overdrage ansvaret for sikkerheden i hele
provinser i det nordlige Afghanistan til afghanske sikkerhedsstyrker.
Men ”sejren” er på ingen måde nær, trods de to ministres forsikringer. Slet ikke, hvis man dermed mener, at vi er ved
at nedkæmpe og udslette Taliban. Det er nemlig noget naivt at tro, at vi kan udslette Taliban – eller at gøre det til
målet for indsatsen. Taliban-bevægelsen er dybt integreret blandt de pashtunske stammer, som udgør den største
befolkningsgruppe i det sydlige Afghanistan og nordvestlge Pakistan. Det betyder, at Taliban-krigerne bevæger sig
relativt frit på tværs af grænsen. Derfor kan bevægelsen kan derfor aldrig besejres alene i Afghanistan – og at udvide
krigen til også at omfatte Pakistan er vist noget, selv ikke Søren Espersen har lyst til. I stedet for at fokusere på en total
udslettelse af Taliban, er tendensen i dag, at man prøver at svække Taliban-bevægelsen ved at lokke de menige
soldater til at lægge våbnene til gengæld for et job, samtidig med at man prøver at forhandle med de mindst rabiate
dele af Taliban – dem, som nok kæmper mod de internationale styrker, men som ikke har ambitioner om international
terrorisme eller lyst til at lægge hus til Al Qaeda.
Taliban er ikke ved at vinde – men Taliban er heller ikke i dødskramper. Status i Afghanistan er, at Taliban er en
magtfaktor, som ikke umiddelbart lader sig besejre, men som på den anden side fortsat er marginaliseret og fortrængt
til Afghanistans randområder. Der er opnået en slags status quo, som betyder fortsat krig og lidelser for den afghanske
befolkning, og for soldater og deres pårørende fra Danmark og andre lande med soldater i Afghanistan.