Se PDF-rapport 1 her (16 MB) - Møn

mange søer blevet afvandet for at blive brugt til landbrug. Dertil kommer, at masser af småsøer og
vandhuller gennem tiden er fyldt op. På den anden side har gravning efter tørv, mergel, kalk, sand,
grus og ral skabt i tusindvis af nye vandhuller og småsøer. Møn rummer mange gode eksempler på
afvandede sø- og moseområder, eksempelvis Maglemosen, Råbylille Sø, Råby Sø og Røddinge
Askeby Sø med sidstnævnte som det mest markante eksempel.
Moser
Ordet mose bruges i flæng om mange forskellige slags områder med et morads af planter og våd,
sumpet bund. Den folkelige betydning af ordet mose er en rodebutik af flere naturtyper. Rundt om
på Møn findes mange småmoser. En enkelt, stor mose markerer sig virkelig i landskabet:
Busemarke Mose, som er en af Møns vigtigste naturlokaliteter. Mosen har et rigt plante- og dyreliv
og mange spændende, landskabelige karaktertræk. Alle de mønske moser er gennem århundreder
blevet påvirket af mennesket på mange forskellige måder, for eksempel ved tørvegravning,
afvanding, gødskning, græsning, høslet, tilplantning og opfyldning, Kigger man på gamle kort
fremgår det umiddelbart, at vådområderne tidligere havde en meget større udbredelse. For at en
mose kan dannes skal der ske en tilgroning af landskabet. Lige efter istiden var det, der siden skulle
blive til de mønske moser, søer og havbugter. For eksempel var Busemarke Mose engang en sådan
havbugt. Senere blev bugten lukket af en landtange – havbugten blev til en sø – og søen groede
efterhånden til og blev til en mose, hvor folk hentede tagrør til stråtage og tørv til brændsel. En del
af mosen voksede til som eng, hvor man kunne høste hø og have kvæget gående på græs. Og
endelig voksede der skov op på en del af engen, her kunne man hente træ, blandt andet til brændsel.
Enge
Enge er en ældre betegnelse for udyrkede, fugtige områder, der blev benyttet til høslet. Efter at høet
var høstet, blev engene afgræsset. De fleste enge lå ved søer, vandløb og moser og blev gødet ved
oversvømmelser – de var selvgødende. Den vådeste eng blev ikke afgræsset, dyrene ville ødelægge
jorden ved optrampning. Høhøsten begyndte omkring 1. juni og bønderne regnede med et læs hø
som passende for en ko eller hest hele vinteren, men mange mønske gårde har gennem tiden haft
store problemer med at skaffe hø nok. I dag fremtræder de få enge, der er tilbage, stadig som
fugtige eller våde, åbne naturområder med frodig græsvegetation. Men da enge overvejende er en
menneskeskabt landskabsform, har vi svært ved at bevare dem, når driften ophører – de gror til i
skov. På engene er der rigeligt med vand og et stort næringsindhold, som giver mulighed for en stor
stofproduktion. Her lever mange plantearter, som kræver megen næring, og med bestemte planter
følger bestemte dyr. Engene var fede græsgange for kvæget og dermed indirekte med til at skaffe
husdyrgødning til de opdyrkede marker – eng er agers moder. Sådan er det ikke mere. Enge har
flyttet sig fra at være landbrugets vigtigste aktiver, til at være områder det ikke engang kan betale
sig at bruge. På Møn findes enge eksempelvis ved Fanefjorden, Busemarke Mose, og Busene Have.
12