Se PDF-rapport 1 her (16 MB) - Møn

stiveste puds – små sko, stråhat, vandrerstav og parasol. Også fra Hamborg var der megen
turisttrafik. Selv mønboer drog til klinten for at få et gys – og et pust fra Klintekongen.
Der var også mulighed for overnatning på badehoteller og pensionater, og fra 1909 kom de første
lokale turistførere på tysk.
I første halvdel af 1900 var der stadig mange institutioner i sognene. Hvert sogn havde sin egen
øvrighedsperson - sognerådsformanden, sin egen skole og sin egen Brugsforening. Landskabet var
enten opdyrket eller bebygget. Flere steder på Møn blev der foretaget udstykninger til
statshusmandsbrug, f.eks. Ålebækgård i 1920, Nyvang i 1925 og Ryttervænget i 1943.
I 1920erne blev der også udstykket parceller til villakvarterer, f.eks. Græskevej. Udstykningen af
sommerhusgrunde ved vandet, især Ulvshale, begyndte ligeledes omkring 1920. Sidstnævnte
udstykninger ændrede bebyggelsesmønsteret, og gav en forsmag på det rekreative landskab, der
med tiden blev mere udbredt.
Da privatbilismen begyndte at brede sig omkring 1950, påvirkede det lokalsamfundets strukturer i
udpræget grad. Synligt i landskabet var nu broerne fra ø til ø. Dronning Alexandrines Bro og
dæmningen til Bogø var under stor bevågenhed blevet færdige i 1943. Samtidig begyndte de første
campingpladser at dukke op, f.eks. Ulvshale Lejrplads i 1940. Også sommerhusområder bredte sig
især på Ulvshale og Bogø – steder som nu nemt kunne nås i privat bil.
Umærkeligt begyndte afviklingen af de helt små samfund. I 1950´erne lukkede skoler, butikker og
småindustrier. Også smålandbrug lukkede, og bønder og husmænd flyttede ind i de nybyggede
parcelhuse eller plejehjem.
I løbet af 1960erne blev der anlagt omfartsveje ved Borre, Damme/ Askeby og Elmelunde, og nogle
af oplandsbyerne blev kloakeret, hvilket vidner om det moderne samfunds infrastruktur.
I 1968 blev de ni mønske kommuner sammenlagt til Møn Kommune. Ved denne lejlighed flyttede
den nye Møn Kommune ind i bygningen Storegade 56. Bygningen, der er opført 1915 gennemgik
en facaderenovering inden kommunes overtagelse, og i 1971 blev baghuset udvidet mod vest. Det
tidligere Rådhus med arrest, Storegade 39, huser i dag Politigården. Denne fredede bygning blev
opført i 1854 efter tegning af arkitekten M. G. Bindesbøll.
Mens afviklingen stod på, oplevede især Møn fra 1970 tilflytning af særlig karakter. Fra
Københavnsområdet kom kollektivister og hippier og bosatte sig i gamle, tomme mønske gårde.
Mange var på overførselsindkomst eller arbejdede periodevist i København, andre søgte at ernære
sig ved fremstilling og salg af kunsthåndværk. Kendetegnende var det, at tilflytterne søgte tilbage til
en enkel livsstil med selvforsyningen og fællesskabet som ambition.
Mødet mellem mønboer og kollektivister foregik med stor forundring og skepsis. Tilflytterne
åbnede eksempelvis butikken ”Land og By” i Stege, hvor de solgte utraditionelle varer. Der var
ikke mange mønboer blandt kunderne i de første år. Derimod har lokale og tilflyttere i mange
tilfælde kunnet nærme sig hinanden i naboskabet, trods store forskelle i påklædning og adfærd.
På den lokalpolitiske arena gav tilflytterne også deres besyv med. De startede en tværsocialistisk
borgerliste, kaldet Ø-listen, som gav dem mandater i kommunalbestyrelsen.
Også pendlere flyttede til øerne - eller pendlere blev skabt i takt med afviklingen af lokale
arbejdspladser. Individuel og fleksibel transport blev nødvendig i alle områder, og således blev
broen til Nyord færdig i 1968. Broen kunne dog ikke stoppe fraflytningen fra øen, hvor der i dag er
meget få fastboende.
Ved årsskiftet 1989/90 lukkede Sukkerfabrikken i Lendemarke, og ti-året efter blev DLG-siloerne
revet ned.
40