Stadil Mejeriby - som jeg husker den

Stadil Mejeriby - som jeg husker den
Af Kristian Sand.
En forårsdag ringer Marie Kolby og spørger: ”Kunne du tænke dig at
skrive en artikel om Stadil Mejeriby i 1950’erne til Jul i Stadil-Vedersø
2009?”. ”Jooo, Jaaa, det kunne jeg måske godt”, svarer jeg. ”Du kan da
bare gå en tur rundt i byen, en dag du alligevel er heroppe”, konstaterer
hun. Og som sagt, så gjort... Mens Ejvind Stougaard skifter dæk på min
bil, vandrer jeg en tur rundt i mejeribyens gader og lader tankerne gå
tilbage til perioden fra sidst i 1940’erne til midt i 1950’erne.
Som den ubestridte centerby i Stadil Kommune var mejeribyen intet
mindre end verdens navle i 1950. Her blev alt klaret i dagligdagen. Kun
helt særlige anliggender var det nødvendigt at rejse til Tim eller
Ringkøbing for at få ordnet. Som byens navn antyder, var mejeriet det
centrale omdrejningspunkt. Men derudover rummede byen sognets
største købmandsforretning, en smede- og maskinforretning, flere
vognmænd, en tømrer- og bygningssnedker, en slagterforretning, tre
cykelforretninger, telefoncentral/posthus, et par frisører og en
hjemmesygeplejerske. Når mejeriet i sin tid blev placeret netop dette
sted, så var det fordi, sognets vigtigste veje krydsede hinanden netop her.
Nemlig vejen fra Stadil Kirkeby til Vedersø og vejen fra Tim til Husby
Klit. Den gang var det unavngivne grusveje, som kommunen havde sit
hyr med at holde i orden ved hjælp af et firehjulet køretøj med et stort
skråt skrabejern. Køretøjet blev spændt efter en lastvogn og trukket rundt
på de kommunale veje i hele sognet.
Vandreturen starter naturligvis ved vejkrydset i centrum. Mod syd (nu
Stadilvej) lå mejeriet på østsiden og fungerede som byens hjertemuskel.
Her var der aktivitet fra tidlig morgen til hen sidst på formiddagen.
Mælkevognene rullede ind i jævnt tempo fra syd, vest, nord og øst - og
på mejeriet havde man drønende travlt med at indveje sødmælk og
udveje den syrnede returmælk, som grise og kalve blev fodret med rundt
på gårdene. Den indvejede mælk blev så forarbejdet til smør. Mejeriet
blev styret med fast hånd af den temperemantsfulde Frands Madsen, der
ved sin side havde milde fru Maren. Og så havde de sønnen Verner, som
læste til lærer. Man talte en del om Madsens temperament, som i visse
19