Læs hele rapporten fra Egmont Fonden og Mandag Morgen her (pdf.)

38 når Sorgen rammer
BERETNING: ”JEG FIK ET TÆT FORHOLD TIL MIN FASTER,
EFTER MIN FAR DØDE”
Det er halvandet år siden, at min far døde efter et meget kort
sygdomsforløb. Lillejuleaften fik han konstateret modermærkekræft,
men han vidste ikke, hvor slemt det var.
Han døde en måned senere.
5. januar var vi til første samtale med en overlæge. Udsigten
var, at tre ud fire ville være raske efter den første operation.
Det skulle nok gå det hele. Vi sidder sammen, da han skal
skifte til hospitalstøjet. Så pludselig kommer der 5-7 læger og
sygeplejersker ind på stuen og ser meget alvorlige ud. Vi får at
vide, at kræften har spredt sig til stort set hele hans krop. At få
beskeden med min far, da lægerne kom ind, er en af de mest
surrealistiske og voldsomste oplevelser i mit liv. Jeg kan jo se
de her ansigter, som ikke ser ud, som de skal. Min far får sin
dødsdom der, mens jeg er i rummet.
I den korte tid, vi havde sammen under sygdommen, snakkede
min far og jeg meget sammen om sygdommen, om behandlingen
og om døden – jeg var tæt involveret i hele forløbet. Efter han
døde, har jeg snakket meget med min mor, min faster og mine
nærmeste venner.
UNG MAND, SOM MISTEDE SIN FAR, DA HAN VAR 20 ÅR.
Min mor og jeg har fået et bedre og tættere forhold. Før min far
døde, kunne min mor irritere mig helt vildt, men i det halve år
efter min far døde, kunne hun slet ikke irritere mig. Hun var
bare skidegod. Det er faktisk først efter, at jeg har fået det hele
på afstand, at hun nu igen kan irritere mig. Det er næsten rart.
Jeg har også fået et meget mere nært forhold til min faster efter
min fars død. Hun kommer godt nok fra Nordjylland, og vi bor i
København, men hun tog en kæmpe del i at hjælpe omkring min
fars sygdom og død. Min faster har fået en ny rolle for mig, og
jeg bruger hende til nogle ting, jeg ikke brugte hende til før. Hun
ved en masse om min far, som jeg ikke ved. Vi snakker meget
sammen om min far, og det er hun rigtig god til.
Mine venner talte jeg med hen ad vejen, når jeg så dem. De
vidste det alle sammen, inden han døde, og mange af dem var
også med til begravelsen i Thy. Jeg er virkelig blevet bekræftet
i, at mine venner er fantastiske. Vi har snakket om det, og de
har også bare været der. De har ikke været for berøringsangste.
Tværtimod synes jeg, at de har været gode til at prikke til mig.
Selv i dag er de gode til at spørge ind til, hvordan jeg har det. For
det kan være svært selv at snakke om det og opsøge det. Der har
mine venner virkelig været gode.
BERETNING: ”MIN LILLEBROR BLEV 3 ÅR OG 10 MÅNEDER”
Det er et år siden nu. Det skete i maj sidste år. Min lillebror døde
ved en ulykke i børnehaven. Det var en tirsdag. Vi skulle alle
sammen til Lalandia om onsdagen.
Jeg var i København for at besøge min moster og min lille kusine
på 6 måneder. Men så ringer mor. Jeg sætter medhør på, for jeg
kører bil. Der er en masse larm og råb og skrig. Jeg tænker, at det
er i børnehaven, for der er der jo masser af børn, som løber rundt
og larmer. Jeg tror, det er en fejl, at der er ringet op, og lægger på.
Så kommer jeg ind til min moster. Jeg når vel at være der i 10
minutter. Så ringer min morbror til min moster. Og jeg kan se,
at den er helt gal. Jeg tænker, at det er oldemor. Hun er 90. Så
kigger min moster hen på mig og siger: ”Jeg ved ikke, hvordan
jeg skal sige det.” Så tager jeg hænderne om hovedet og går rundt
UNG KVINDE, SOM MISTEDE SIN BROR, DA HUN VAR 20 ÅR.
i lejligheden. Hun siger, at det er min lillebror, og at de er ved
at give ham hjertemassage. Men inden vi når at komme derfra,
ringer de og siger, at der ikke er noget at gøre. Han er død.
Vi kører af sted til sygehuset. Min onkel kører bilen. Jeg kan
ingenting. Min kusine er med i bilen. Hun er kun 6 måneder,
og hun skriger. Alt går for langsomt. På hospitalet er alle samlet.
Det var en lang tur. Babyen skreg.
Nu bor jeg alene i et lille hus sammen med min hund. Jeg bor
ret tæt på resten af familien. Jeg læser til pædagog og er færdig
om halvandet år. Mit arbejde er vigtigt for mig. Det er vigtigt at
føle, at jeg gør en forskel for andre. Det er det blevet, efter at jeg
mistede min lillebror.