Pesten i København 1711-12 - Hovedbiblioteket.info

Februar, 237 for 1.—28. Marts, 211 for 29. Marts til 25.
April og 283 for 26. April til 30. Maj.
Selv efter at Pesten officielt var konstateret i Helsingør,
troede Autoriteterne — i alt Fald tilsyneladende —
paa, at København kunde skaanes. Den 4. Juni indgav
Politimester Ernst en Rapport til Kongen om, hvorledes
han paa Saltholmen med uendelig Forsigtighed har ladet
opbrænde den pestdøde Løjtnant af Marineregimentet Johan
Friderich Voigts Gang- og Sengeklæder, og han erklærede,
at »ved saadan Præcavtion er allerstørste Forhaabning
om at afverge denne græsselige U lykke for
denne gode Stad og for Majestætens Armé og Flaade«. Her
var efter Politimesterens Opfattelse slet intet »til nogen
smitsom Syge at fornemme, undtagen til dem, som blev
overført til Saltholmen«, og han paastod, at man af »Ugesedlerne«
kunde se, at der i Aar ikke døde halvt saa
mange Folk som »forleden Aar, ihvorvel her nu ligger
saa mange 1000 Matroser og Soldater«. Han følte sig
vis paa, at Byen i Aar ikke skulde blive hærget af nogen
Epidemi, men tilføjede dog forsigtig: »uden enten nogen
Person eller noget Gods hertil indkom fra besmittede Steder«.
At dette kunde ske og gentagne Gange var sket,
fremgaar af selve hans Skrivelse, da han meddeler, at den
Dreng fra Helsingør, der havde smittet Løjtnant Voigt,
havde »foraarsaget tvende Lig og trende Syge« i Huset i
Løbet af 8 Dage, inden han selv døde.
Den af Politimesteren i ovennævnte Rapport omtalte
Nærværelse af de mange Soldater, der var vendte tilbage
fra den uheldige Krig i Skaane, modløse og medtagne af
Mangel og Sygdom, gjorde det endnu mere forstaaeligt, at
Pesten maatte finde en kun alt for frodig Jordbund i en
By, hvor den offentlige og private Renlighed tilmed var
alt andet end betryggende.
At København ikke udmærkede sig ved Renlighed,
fremgaar, som Dr. Mansa med Rette fremhæver, klart af
m
p!