en Public Choice teori om politisk gevinstsøgning Ny sv - Libertas

3
Når staten ikke kan, hvad den bør
Næsten samtlige politiske ideologier og bevægelser har et arsenal af opgaver, Staten bør løse: Sikre ro og orden, beskyttelse imod
fjendtlige invasioner, infrastruktur, omsorg for de syge og svage, »retfærdig« fordeling af goderne, et rent miljø, sikre et »sundt«
kulturliv, uddanne de unge, tage hånd om de gamle, skabe fuld beskæftigelse, forhindre inflation og konjunkturudsving...
Men en ting er, hvad staten bør gøre. Noget andet er, hvad den kan. I mange år har statsorienterede ideologier sat lighedstegn
mellem bør og kan - og gør det stadig. Men med svigtende overbevisning. Det skyldes fremkomsten af den såkaldte Public
Choice skole i politologisk teori gennem de seneste årtier.
Det revolutionerende i Public Choice skolens statsteori er, at den ikke alene tager udgangspunkt i, hvordan staten formelt er
organiseret, men også motivationen, ressourcerne, viden og præferencerne hos de enkeltindivider; som handler inden for den
formelle organisation. Når »staten« handler, er det ikke den formelle organisation selv, der agerer, men et resultat af, at mange
enkeltindivider - vælgere, pressionsgrupper, embedsmænd, politikere osv. - handler.
At man ikke bare frit kan designe en funktionel, formel statsorganisation, lægger store begrænsninger på, hvad staten kan -
uanset hvad man så end måtte mene, at den bør. De statsorienterede politiske ideer må derfor også i stigende grad benytte sig
af ren mysticisme eller ignorance for at forsvare deres position - hvis den da ikke består af de romantiserede forestillinger om
staten, som er en kombination af både mysticisme og ignorance! Her optræder staten stadig som en Vor Herres stedfortræder,
der efter den rette politiske, økonomiske eller miljøbiologiske tilrettevisning kan træde til og skabe menneskelig lykke.
Da de klassiske økonomer begyndte at studere markedsøkonomien, blev de ofte forbløffet over at opdage, hvordan
markedsagenternes egennyttige handlinger ikke. resulterede i kaos og fattigdom - selv om der ikke var nogen overordnet styring
- men i stabilitet, større velfærd og indbyrdes koordination. Public Choice teoretikerne står i. omtrent den modsatte situation.
Kollektive beslutningsprocesser i statsligt regi er uundgåeligt forbundet med ustabilitet, velfærdsforringelser og manglende
koordination. For mange Public Choice teoretikere, der oprigtigt ønsker sig en stor og velfungerende stat, har det været en
frustrerende oplevelse. Desværre er det et af Public Choice teoriens egne resultater, at dens opdagelser næppe vil få den store
indflydelse på den politiske ‚virkelighed i vor del af verden. Politikere, embedsmænd, private virksomheder og interessegrupper
har en egennyttig interesse i at opretholde statsfunktioner, selv om de aldrig vil kunne komme til at fungere som i de romantiserede
forestillinger. Selv uafhængige institutioner som pressen og Det økonomiske Råds formandsskab ser en fremdeles berettigelse
i at opdage »problemer«, som det ukritisk forventes, at statsmagten kan løse.
I andre dele af verden er situationen mere opløftende. Vestlige økonomiske eksperter valfarter i disse tider til Østeuropa for
at rådgive om privatisering, opbygning af finansielle markeder, management og så videre. Det vil imidlertid kunne vise sig, at den
enkeltstående vigtigste »teoretiske eksportartikel«, vestlige intellektuelle kan tilbyde de nye systemer i Østeuropa, er Public
Choice teori. Østeuropa har en enestående chance for at tilrettelægge samfundsmæssige strukturer så at sige fra grunden, og
dette valg vil mere end noget andet blive afgørende for den fremtidige udvikling.
Der findes dog ikke alene en teoretisk; men også en bemærkelsesværdig historisk inspirationskilde for Østeuropa i denne
henseende. I en lignende situation indså de amerikanske revolutionære for 200 år siden, at statsmagten ikke kun var et farligt
redskab i hånden på den engelske konge, men også i hånden på dem selv. Derfor måtte dens spillerum på forhånd begrænses:
Hvis de østeuropæiske revolutionære på samme måde indser, at det ikke er tilstrækkeligt at erstatte dårlige ledere med gode -
Honnecker’ne med Havel’erne - har de en unik mulighed for at undgå at blive fanget i de negativ-sum spil, som de vestlige
demokratiet er endt i. I det mindste - som i USA’S tilfælde - i en langvarig periode.
For dele af Østeuropa, der er præget af nationalistiske modsætninger, er der særlig relevant inspiration at hente i Schweiz. Når
Schweiz har udviklet sig fra de traditionelle stridigheder i en kulturelt heterogen befolkning med hele fire forskellige sprog til en
sådan grad af harmoni, at landet engang imellem endog beskrives som kedeligt, så hænger det i første række sammen med stærke
konstitutionelle bindinger på statsmagten; bindinger, der begrænser befolkningsgruppernes muligheder for at anvende statsmagten
til at dominere hinanden.
Redaktionen
1990