en Public Choice teori om politisk gevinstsøgning Ny sv - Libertas

Nr. 10 38
1974.
44 Historien er ikke uden eksempler på at anarki faktisk kan
forekomme og til dels fungere. Man behøver blot at tænke på „det
vilde vesten“ i USA for mere end hundrede år siden. Her var der
rigeligt med konflikter mellem f. eks. fåreavlere og kvægavlere. På
samme måde i Kaliforniens guldminer. Efter en kort anarkistisk
tilstand opstod der spontant en lokal politisk orden med anerkendte
og kontrollerede ejendomsforhold.
45 Se også Karl Brunner: „Die Erosion der Verfassung und der
Verfall des Rechtsstates“, 1988.
46 Det bør kort anføres, at for Public Choice skolen er økonomens
traditionelle problemstilling omkring optimal ressourceallokering
(jfr. Pareto-kriteriet) forfejlet. Buchanan kritiserer den
traditionelle analyse for at være optaget af en statisk optimal ligevægtstilstand,
hvorved man ganske forfejler markedsøkonomiens dynamiske
aspekt. I lighed med f. eks. Hayek og Lachmann ønsker
Buchanan at analysere markedet som en proces. For Buchanan er
denne proces, der består af bytte, handel, aftaler og kontrakter,
udtryk for en spontan orden og er i virkeligheden det eneste princip
i en økonomisk teori (Buchanan: „Liberty, Market and the State“,
1986).
47 De meget komplekse problemer omkring miljø og de særdeles
lovende markedskonforme løsninger, man fra liberale økonomers
side har udviklet, kan desværre ikke behandles inden for rammerne
af denne artikel. Se nærmere hos Holger Bonus:
„Marktwirtschaftliche Konzepte im Umweltschutz“, 1984, Lothar
Wegehenkel: „Gleichgewicht, Transaktionskosten und Evolution“,
1981, L. Wegehenkel (udg.): „Marktwirtschaft und Umwelt“, 1981,
samt L.Wegehenkel (udg.): „Umweltprobleme als Herausforderung
der Marktwitschaft - neue Ideen jenseits des Dirigismus“, 1983.
48 Ud over at sondre mellem private og kollektive goder operer
man ofte med en tredje kategori, nemlig positionsgoder. Et sådant
gode er karakteriseret ved kun at stå til rådighed for relativt få.
Grænsen mellem private, kollektive og positionsgoder er selvsagt
glidende.Se Erich Weede: „Demokratie, schleichender Sozialismus
und Ideologischer Sozialismus als Deterninanten des
Wirtschaftswachstums“, Zeitschrift für Politik, december 1984, samt
af samme forfatter: „Konfliktforschung“, 1986.
49 Der findes vigtige kollektive goder, som ikke vil blive omtalt i
denne artikel, således fælles kultur og almen viden. Se kpt. 7 og 8 i
Buchanan’s „The Limits of Liberty“, 1975 samt af samme forfatter:
kpt. 11 i „Liberty, Market and State“, 1986. Endvidere er gode love
og et velfungerende marked et eksempel på et kollektivt gode, se
Norman Barry: „Ideas and Interests: The Problem Reconsiderd“, i
IEA’s publikation: „Ideas, Interests & Consequences“, 1989. Den af
Buchanan anvendte definition af kollektive goder synes at afvige
noget fra Samuelsons, et problem vi imidlertid ikke kan komme
nærmere ind på her.
50 John Stuart Mill er formentlig den første, der bruger lystårnet
som eksempel på et gode, som ikke skulle kunne frembringes
ad frivillighedens vej i markedet. Således siger han (i „Principles of
Political Economy“:
„It is a proper office of government to build and maintain
lighthouses, establish buoys, etc. for the security of navigation:
for since it is impossible that the ships at sea which
are benefited by a lighthouse, should be made to pay a toll
on the occasion of its use, no one would build lighthouses
from motives of personal interest, unless indemnified and
rewarded from a compulsory levy made by the state“.
I Paul A. Samuelson’s meget brugte lærebog i økonomi „Economics“
bliver et lignende sysnspunkt fremført.
51 Det må formentligt anses som tvivlsomt, om sådanne kollektive
goder definerede som bl. a. Paul A. Samuelsen gør det, overhovedet
findes i virkelighedens verden, f. eks. er der meget, der tyder
på, at det ikke lader sig gøre at udvide kredsen af brugere omkostningsfrit.
Se især Kenneth D. Goldin: „Equal Access vs. Selective Access:
A Critique of Public Goods Theory“, i Tyler Cowen (ed.), op. cit.
52 Se nærmere om gratistproblemet hos Anthony de Jasay: „So-
cial Contract , Free Ride“, 1989.
53 Nærmere ang. goder der giver prestige, såkaldte positionsgoder,
se kpt. 2 „Kollektivgüter, Positionsgüter und die Entstehung
von Macht und Herrschaft“ i Erich Weede: „Konfliktforschung“,
1986.
54 Nærmere om dette spørgsmål se især Ronald H. Coase: „The
Lighthouse in Economics“, i Tyler Cowen (ed.): „The Theory of
Market Failure“, 1988.
55 Ang. kritik af påstanden om at såkaldte kollektive eller offentlige
goder ikke kan frembringes i markedet se Harold Demsetz:
„The Private Produktion of Public Goods“, i Tyler Cowen (ed.), op.
cit. 56 Det er ikke kun den økonomiske teori, der opfatter mennesket
som et rationelt, nyttemaksimerende væsen. Inden for f. eks.
discipliner som psykologi eller den sociologisk orienterede konfliktforskning
arbejder man ligeledes ofte ud fra tilsvarende antagelser,
kendt under betegnelsen metodologisk individualisme. Ud fra en
sådan „nytteteori“ er to faktorer vigtige, når man vil forklare menneskers
adfærd: for det første den værdi, en person tillægger resultatet
af en påtænkt handling, for det andet de overvejelser, personen
gør sig med hensyn til sandsynligheden af, at handlingen vil få de
tilsigtede konsekvenser. Begge komponenter indeholder naturligvis
i større eller mindre udstrækning subjektive elementer. Dette
metodologiske udgangspunkt behøver ikke indeholde mere end en
„minimal rationalitetshypotese“; det står således helt åbent, om en
beslutning er truffet bevidst eller mere eller mindre ubevidst (formentlig
træffer vi alle de fleste af vore beslutninger i en bred
„tusmørkezone“ mellem bevidsthed og underbevidsthed). En sådan
minimal rationalitetshypotese siger kun, at mennesket er i stand til
at opfatte alternative handlingsmuligheder, konsekvenser og sandsynligheden
for alternativernes realisation, hvorfor en person også
principielt er i stand til at vælge det alternativ, vedkommende finder
mest fordelagtig. Faren ved denne hypotese er , at den på grund af sit
ekstremt lave informationsindhold let medfører ad hoc eller tautologiske
forklaringer. Nærmere om dette emne, se Viktor Vanberg:
„Die zwei Soziologien“, 1975.
57 Richard B. McKenzie and Gordon Tullock: „The New World
of Economics“. 1978.
58 Det klassiske eksempel på en cirkelforklaring lyder omtrent
sådan: En dreng og dennes far står ved verdenshavet. Drengen
spørger sin far: „Far, hvorfor er verdenshavet så oprørt i dag“.
Hans far svarer: „Det er fordi Neptun er vred“. Drengen spørger
tilbage: „Ja men far, hvor ved du fra, at Neptun er vred?“ Drengens
far: „Det kan du da se, dreng, havet er jo oprørt i dag!“. Se Wolfgang
Stegmüller: „Wissenschaftliche Erklärung und
Begründung“, Band I, 1969.
59 Karl Brunner (op. cit.) nævner i den forbindelse, at den
amerikanske Kongres har vedtaget to love, der pålægger det private
erhvervsliv krav i form af „truth in lending“ og „truth in packaging“,
krav som politikerne selv ville have svært ved at opfylde.
60 „An Economic Theory of Democracy“, New York, 1957.
61 Dette paradoks går i litteraturen under betegnelsen „the voters
paradox“; se nærmere hos f. eks. George Stigler: „Economic
Competition and Political Competition“, i Public Choice 13, Fall 1972
samt Dennis C. Mueller „Voting Paradox“, i Charles K. Rowley (ed.):
„Democracy and Public Choice“, 1987.
62 Citeret efter Dennis C. Mueller, op. cit.
63 Karl Brunner: „Reflections on the Political Economy of
Government“, Schweizerische Zeitschrift für Volkswirtschaft und
Statistik“, 1978.
64 En undersøgelse af beslægtet karakter har J. Grønnegård Christensen
givet om danske forhold i sin bog „Den usynlige stat“,
1991.
65 Citat fra Karl Brunner, 1987, op. cit.
66 Se især J.M. Buchanan, C.K. Rowley og R.D. Tollison:
„Deficits“, 1987.
67 Litteraturen om den førte boligpolitiks katastrofale følger er
stor, her skal derfor blot nævnes to små arbejder, begge fra The