Iliaden

Til vi faae hærget den Troiske Stad, dog lyster det disse -
Lad dem paa Skibene hjem da rømme til Fædrenelandet
Sthenelos bliver os mig, vi to ville slaae, til vi træffe
Troias berammede Maal, selv en Gud var med os paa Henfart.
Saa han talte, da jublede høit Achaiernes Sønner,
Studsende froe ved det Ord som Gangerbetvingeren talte.
Frem da traadte paastand den bedagede Nestor og sagde:
Visselig est udi Kamp den tappreste du, Diomedes!
Ogsaa den bedste paa Thing iblandt jevnaldrende Svende.
Laste din Tale skal Ingen blandt samtlige Mænd af Achaia,
Eller dit Ord modsige, dog ei til Ende du talte.
Vel est du dertil en Yngling, godt kunde du være min yngste
Søn efter Aldren at regne, men dog til Argeiernes Konger
Lyder forstandigt dit Ord, thi skjelligen haver du talet;
Derfor velan, da med Æren jeg mig kan kalde den Ældre,
Bladet jeg tager fra Mund, reentud jeg taler, og Ingen
Vrag paa min Tale skal slaae, selv ei vor Drot Agamemnon.
Ikkun den lovløse Mand, som hverken har Slægt eller Arne,
Elsker den rædsomme Krig, som Landsmand fører med Landsmand!
Dog nu vil vi forsand adlyde den skumrende Aften.
Nu vil vi holde vor Nadver, men samtlige Kurer sig lægge
Hiinsides Muren paa Vagt, hvor Graven den dybe vi grove.
Ungersvendene byder jeg Sligt, men du, Agamemnon!
Skrid du først til Værket, du est jo den øverste Konning,
Giv os Drotter et Gilde, thi dig det egner og anstaaer,
Rundelig Viin du har udi Telt, som Achaiernes Skibe
Henover vildene Hav hver Dag dig bringe fra Thrake,
Samt hvad kræves til Gilde, thi Herre du est over Mange.
Samles vi saa udi Kreds, da lyde du den, som det bedste
Raad os at give formaaer, og i Sandhed Achaierne trænge
Haardt til et Raad, som er sindrigt og godt, da Fienderne Vagtblus
Nær ved Skibene brænde, os visselig ikke til Gammen;
Hæren maa frelses inat, hvis ei, da gaaer den tilgrunde.
Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.
Flux bevæbnede Mænd uddrog til det natlige Vagthold,
Disse blev ført af Nestors Søn, Thrasymedes, den Folkdrot,
Og af Askalaphos samt Ialmenos, Sønner af Ares,
Og af Meriones, Helten Deipyros samt Aphareus,
Og af den herlige Svend Lykomedes, hvis Fader var Kreion.
Syv vare Kurernes Formænd, og hver af de syv ledsaged
Hundrede Kæmper, som holdt udi Haand langskaftede Landser;
Bort de ginge, og leired sig hist mellem Graven og Muren,
Der antændte de Baal, og gave sig saa til at skaffe.
Atreus's Søn nu førte Achaiernes Ældste tilhobe
Ind i sit Telt, og satte saa frem en qvægende Nadver.
Disse nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Fremmest og først da tolked sit Sned den bedagede Nestor,
Han, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet;
Side 110