Iliaden

Eller betvinge sit hidsige Mod, og dæmpe sin Harme.
Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
Just som Sværdet af Balgen han trak, kom Pallas Athene
Ned fra Himlen, udsendt af den liliearmede Here,
Ligelig elsked hun Begge, og ømt for Begge hun sørged.
Bag Achilles hun treen, og trak i hans lysgule Lokker,
Synlig alene for ham, af de Øvrige saae hende Ingen.
Studsende vendte Peleiden sig om, og Pallas Athene
Kjendte han strax, hendes rædsomme Blik ham funkled imøde,
Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
Datter af Aigissvingeren Zeus! hvorfor est du kommen?
Mon for at see den haanlige Færd, Agamemnon beteer mig?
Dog det siger jeg dig, og vist fuldbyrdet det vorder,
Bøde han skal engang med sit Liv for denne sin Frækhed.
Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
Kommen jeg er for at dæmpe din Harm, ifald du vil lyde,
Kommen fra Himlen, mig sendte den liliearmede Here,
Ligelig elsker hun Eder, og ømt for Begge hun sørger.
Stands nu derfor med Strid, og drag ei Sværdet med Haanden!
Nei! men sæt ham irette med Ord, saameget dig lyster!
Dog, det siger jeg dig, og forsand fuldbyrdet det vorder,
Times dig skal engang for denne beskæmmende Medfart
Trefold herlige Gaver, thi tving dig, og lyd vor Formaning!
Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
Skjelligt, Gudinde! det er, Eders Ord at tage til Hjerte,
Om man i Sind er aldrig saa vred, thi tjenligst er dette;
Hvo som er lydig mod Gudernes Bud, ham høre de gjerne.
Talt, om det sølverne Hjalte han greb med sin vældige Næve,
Stødte det mægtige Sværd i Balg, og lød den Befaling,
Pallas Athene ham gav; alt var til Olympen hun dragen
Op til Aigissvingerens Borg, til de øvrige Guder.
Atter begyndte Peleiden at tale med spydige Gluffer
Til Agamemnon; end havde han ei betvunget sin Harme:
Rusende! Mand med Blik som en Hund, med Mod som en Daahjort!
Aldrig med Folket at gange til Kamp i Rustningens Plader,
Eller med Hærens fortrinligste Mænd at drage til Baghold,
Dristed dit Mod, den skinbarlige Død slig Færd dig jo tykkes.
Nemmere er det forsand, i Achaiernes talrige Krigshær
Gaver at rane fra den, som blot modsiger dit Tykke.
Folkopslugende! Drot elendige Mænd du behersker,
Ellers, Atreide! var denne din Haan vist bleven den sidste.
Dog, det siger jeg dig, og med Eed jeg bekræfter mit Udsagn:
Ja! ved denne min Stav, som skyder ei Løv eller Qviste
Meer fra den Stund, den Stubben forlod høit oppe paa Fjeldet,
Heller ei grønnes igjen, thi trindt afskrællede Malmen
Baade dens Bark og Løv, men Achaiernes Sønner ihænde
Bære den nu, naar de dømme paa Thing, dem Zeus har beskikket,
Hævd over Loven at holde, og dyr skal Eden dig vorde:
Side 6