Iliaden

Drive den Fjermer du frem, og husk at slappe dens Tømme,
Men naar om Maalet du svinger, saa drei saa kort med den Nærmer,
At med sin Nav det rullende Hjul fast synes at røre
Lige ved Randen, men vogt dig vel for at tørne mod Stenen,
At ikke Vognen skal knækkes, og Hestene komme til Skade,
Gammen for Andre, men Tort for dig det vilde jo være.
Derfor, min elskede Søn! vær snild og yderst forsigtig!
Kommer du først i strygende Fart paa hiin Side Pælen,
Ei skal Nogen da hente dig ind, eller slippe foran dig,
Selv om han bag dig kjørte den herlige Ganger Arion,
Runden af Gudernes Blod, Adrasts rapfodede Stridshingst,
Eller Laomedons Heste, de dygtigste Dyr her i Landet.
Saaledes talede Nestor, og hen paa sin Plads han sig satte,
Da han sin Søn havde sagt hvad i Alt vilde være ham tjenligst.
Men som den Femte for Karm sine Heste Meriones spændte.
Flux de stege tilvogns, i en Hjelm deres Lodder de kasted,
Helten Achilles den rysted, og først udsprang Nestoridens
Lod, men næst efter ham Kong Eumelos kom til at kjøre.
Tredie var Atreus's Søn, Menelaos, den dygtige Spydhelt,
Fjerde Meriones blev, og sidst i Rækken det tilfaldt
Tydeus's Søn at kjøre, men flinkest han var af dem Alle.
Bag hverandre de holdt i en Rad, da betegned Achilles
Fjernt paa Sletten de Kjørendes Maal, og kaared til Synsmand
Phoinix, den aldrende Helt, hans Faders fortrinlige Væbner,
Grandt at agte paa Løbet, og Alt at berette med Sandhed.
Alle tilhobe de løfted nu Pidsk over Gangernes Hoved,
Jog dem afsted med muntrende Raab og med smeldende Svøbe,
Ivrig i Hu, og i strygende Fart de løb over Sletten
Rask fra Skibene bort, og trindt om Gangernes Bringe
Reiste sig tykt den hvirvlende Støv, lig Skyen i Stormveir,
Mens i den susende Blæst vildt Mankerne flagred om Halsen.
Snart løb Vognene rolig afsted heelt nede ved Jorden,
Snart i Veiret de sprang, men fast paa de rullende Karme
Stod de kjørende Mænd, mens høit i Barm deres Hjerte
Klapped af Haab om Seier, og lydt tilhobe de muntred
Gangernes Spand, som i støvende Fart fløi hen over Sletten.
Men da de hurtige Heste sig nærmede Enden af Banen,
Svingende ned mod det graalige Hav, da kom deres Flinkhed
Ret for en Dag, og i langstrakt Fart de traved, men forrest
Løb for Eumelos' Vogn de to rapfodede Hopper.
Næst efter ham kom Tydeus's Søn med de Troiske Hingster,
Ikke dog langt tilbage, nei tæt bagefter, thi hartad
Lod det, som Hingsterne op paa Eumelos' Karm vilde springe,
Og mod hans mægtige Hærder og Ryg deres glødende Aande
Pusted, ja Snuden endog i den flyvende Fart ham berørte.
Vist var han sluppen forbi, i det mindste ham kommen paa Siden,
Naar ikke Phoibos Apollon, af Harm mod den stærke Tydeide,
Pludselig havde ham slaaet af Haand den flunkende Svøbe;
Ud af hans Øine da styrtede brat Forbittrelsens Taarer,
Side 308