Iliaden

Vogt dig, at Ingen et Spyd gjennem Ryggen dig stinger paa Flugten!
Tøv dog, at Gubben beskjerme vi kan mod den rædsomme Kæmpe!
Saa han raabte, ham hørte dog ei den Ædling Odysseus,
Brat han foer ham forbi til Achaiernes bugede Skibe;
Dog Diomedes, skjøndt ene, gik frem mod de forreste Fiender,
Trædende hen foran Vognen, som bar den Gereniske Gubbe,
Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
Gubbe! din Plage du har med det unge behjertede Mandskab;
Sløvet er nu din Kraft, den besværlige Alder har naaet dig;
Ogsaa din Svend er maadelig stedt, dine Gangere trætte.
Derfor velan! stig op paa min Vogn, at selv du kan lære,
Hvordan de Troiske Heste forstaae over Sletten at fare
Hurtigen frem og tilbage, til Flugt eller stormende Anfald;
Nys fra Aineias jeg tog dem, de skræmmende Hingster i Feltslag.
Lad nu Svendene sørge for dine, saa vil vi med mine
Gangere fare mod Troerne løs, at Hektor tilfulde
Selv kan see, om ogsaa mit Spyd i Næven kan rase.
Saa han talte, hans Ord adlød den Gereniske Nestor.
Flux for Oldingens Heste nu sørgede begge hans Svende,
Sthenelos drabelig stærk, og Eurymedon saare behjertet.
Hine besteg nu begge den Helt Diomedes's Stridskarm,
Nestor i Hænderne greb den stadselig flunkende Tømme,
Pidsked paa Gangernes Spand, og snart de nærmed sig Hektor.
Just som imod dem han foer, udsendte Tydeiden sin Landse,
Rigtignok glipped hans Kast, men Svenden, som Gangerne kjørte,
Og som Eniopeus hedd', en Søn af den bolde Thebaios,
Denne med Tømmen i Haand han traf i Brystet ved Vorten;
Ned af Vognen han tumled, og brat de vælige Heste
Steiled af Rædsel tilbage, forødt var Livet og Kraften.
Hektor paa Sind faldt Sorgen saa tung for den myrdede Karmsvend,
Denne han lod dog ligge, skjøndt mod ihu for den Faldne,
Speided en Mand at hitte, som flinkt kunde Gangerne styre,
Ei ret længe de manglede Kudsk, thi snarlig han øined
Iphitos' mandige Søn Archeptolemos, bød ham bestige
Flux den hurtige Vogn, og gav ham Tømmen ihænde.
Nu var der hændet en Jammer og øvet ubodelig Gjerning,
Nu var de drevne til Byen lig Lam, der gjennes i Folden,
Naar ei Guders og Menneskers Fader det grandt havde mærket,
Frygtelig tordned han nu, og slynged sin blændende Lynild,
Ligeforan Diomedes's Spand slog Straalen i Jorden
Ned, og en Lue som brændende Svovl opblussede rædsomt,
Flux blev Hestene skye, og sprang mod Vognen tilbage;
Nestor af Hænderne gled den stadselig flunkende Tømme,
Slagen i Hjertet af Skræk tiltaled han saa Diomedes:
Tydeus's Søn! vend om, flygt hjem med de stampende Heste!
Eller fornemmer du ei, at Zeus forholder dig Seiren?
Hæder forlener Kronion idag den straalende Hektor,
Dog en andengang times den os, hvis saa ham behager,
Side 99