Iliaden

Stande dig kraftigen bi, os Zeus har givet sit Minde.
Ei er den Lod dig bestemt, at finde din Død udi Floden;
Snart vil den synke til Hvile, som selv du grandt skal formærke;
Dog vi formane dig stærkt, om ellers vort Raad du vil følge,
Lad ei hvile din Haand fra den altødelæggende Kampfærd,
Før du har drevet Enhver af de Troiske Kæmper, som undflyer,
Ind bag Ilions herlige Muur, men har Hektor du fældet,
Gak da til Skibene hjem, vi forlene dig, Hæder at vinde.
Saa de talte; da ginge de hen til de øvrige Guder.
Høiligen styrket ved Gudernes Raad begav sig Achilleus
Videre hen ad Marken, som heelt var beskyllet af Flodvand.
Mange fortrinlige Vaaben af Mænd, som i Kampen var dræbte,
Svam omkring blandt Liig, og mens mod Strømmen han fremad
Foer, da hopped i Veiret hans Knæe, men Floden den brede
Standsed ham ei, saa stor var den Kraft, Athene ham indgjød.
Ei dog havde Skamandros forvundet sin Harm mod Achilleus,
Grammere selv end tilforn i Veiret den skjød sig og reiste
Høit sine rullende Bølger, mens lydt den til Simois raabte:
Broder! o lader os Begge forenede kue den stærke
Mand, hvis ei da styrter ret snart han Priamos' Kongstad;
Ei vil de Troiske Mænd mod ham kunne staae sig i Striden,
Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! opfyld dine Strømme!
Fyld dem af Kildernes Væld! kom Bækkenes Vand til at svulme!
Frisk! lad Bølgerne hæve sig høit! lad Stammer og Stene
Rulle med frygteligt Brag, at den rædsomme Mand vi kan tæmme!
Nu er han vældig forsand, hans Daad er som Guders Bedrifter,
Dog skal hans Kraft knap baade ham stort, saalidt som hans Skjønhed,
Eller hans deilige Vaaben, etsteds paa Bunden af Sumpen
Ligge de skal, bedækte med Dynd, men ham selv vil jeg grave
Dybt ned i Sandet, og dække ham til med utallige Smaasteen
Rundt om; ei skal Achaiernes Mænd hans Been kunne sanke,
Saadanne Bunker af Mudder og Gruus vil jeg over ham dynge;
Der skal hans Gravmæle staae, og ei skal Achaiernes Sønner
Have behov, at jorde hans Liig og kaste hans Tue.
Talt; høit bovned den brusende Flod, og foer mod Achilles,
Altsom den pladsked med Skum, med Blod og med Dødningekroppe;
Ja! den regnopsvulmede Flod med purpurne Vande
Hævede høit sine Bølger, og styrtede frem mod Achilleus.
Ængstelig skreg da Here, for Aiakos' Ætling hun grued
Svart, at den dybthenhvirvlende Flod opsluge ham skulde.
Flux til Hephaistos, sin elskede Søn, saalunde hun talte:
Op! til Strid! lamfodede Søn! thi skjønner jeg rigtig,
Kan med den rivende Xanthos du vist i Kampen dig maale.
Op da! til Hjelp, saa hurtig du kan! lad Luerne blusse!
Selv vil jeg bort, Vestvinden paastand og den klarende Sydvind
Vække jeg vil, at de reise fra Strand en rygende Stormvind;
Frem skal den drive den hærgende Ild, for at brænde desbedre
Troiske Vaaben og Mænd! stik Ild paa Træerne langs med
Side 283