Rapport Sandflugt og klitfredning - erfaringer og status - Naturstyrelsen

I dele af middelalderensvar var store dele af det vestlige og nordlige Jylland dækket af store vandremiler.
Sandflugtslovgivningen er et eksempel på en meget tidlig regulering af fast ejendom.
Allerede i 1539 udstedte Christian III en forordning, der sigtede mod en beskyttelse
af kystklitternes vegetation. Straframmen for at forbryde sig mod forordningen var
hård – der var mulighed for pisk og hængning. Som følge af de hårde straffe, var der
ingen sager. Med de konsekvenser var der ingen, der havde lyst til at stå frem og
vidne mod en nabo, som havde forset sig på klittens vækster.
Nye forordninger kom til i de følgende århundreder med tilsvarende strenge strafbestemmelser
og med anvisninger om, hvordan dæmpningsarbejdet skal udføres.
Nedenstående uddrag af ”Instrux for Klitfogederne i Hjørring Amt fra 1870 viser, at
fronterne mellem klitsognenes beboere og sandflugtsmyndighederne har været hårdt
trukket op:
Han (klitfogeden) fører Tilsyn med Klitstrækningernes Tilstand, med de til Lodsejerne
overgivne Strækningers Behandling, og må med yderste Nøjagtighed paasee
Fredens Overholdelse i Fredklitten, i hvilken Henseende han er pligtig til, naar
Tilstanden fordrer det, dagligt at passere sit Distrikts Klitter, og selv staa til Ansvar
for al begaaet Ufred.
Med Hensyn til Fredningen maa han fornemmelig paasee: a. at Fredningslinierne er i
Orden og tydeligt betegnede ved opkastede Doler; b. at Planter og andet Materiale,
8