Rapport Sandflugt og klitfredning - erfaringer og status - Naturstyrelsen

at man er blevet opmærksom på, at tålegrænsen for kvælstof for flere af klittens naturtyper
ligger så lavt, at nedfald af fjerntransporteret luftbåret kvælstof overskrider
denne grænse, er dette ophørt.
Hø og halm anvendes til dæmpning af mindre klitbrud i den grå klit. Materialet lægges
ud i 5-10 cm’s tykkelse. Såfremt arealet er fuldt af huller og toppe kan det være
nødvendigt forinden at udjævne disse, så bruddet får en mere jævn facon, så vinden
kan glide af under mindst mulig erosion. Der kastes lidt sand på høet for at det ikke
skal blæse væk. Sandet kommer derved i ro, og den naturlige vegetation kan gradvist
indfinde sig. Såfremt bruddet er opstået på grund af intensiv færdsel kan man
sikre ro i et område ved yderligere pålæg af store sitka eller havtorngrene, der dirigerer
færdslen en anden vej og i sjældne tilfælde ved i en periode at spærre området
for offentlig færdsel.
Vedligeholdelse af stier er en meget vigtig forebyggende foranstaltning mod sandflugt,
da et velfungerende stisystem er en vigtig forudsætning for, at så stor en del af
færdslen i klitområderne foregår på stier og ikke som diffus fladefærdsel med risiko
for nedslidning af vegetationen. Bortset fra meget overordnede cykel- og gangstier er
man meget tilbageholdende med asfalt- og grusbelægning af stier i klitterne. Hø,
halm og træflis kan anvendes. Det kan se meget kunstigt ud i klitten, når det lige er
lagt på, men det gråner med tiden og kommer til at passe godt ind i landskabet. Træflis
er det mest langtidsholdbare, men de fleste badegæster, der går på bare fødder,
vil ikke kunne gå på træflis, så de vil foretrække hø eller halm.
18