PROPEL 2007-1 - Flyvevåbnets Soldaterforening

14 PROPEL Nr. 5/2011
Ikke helt som F-100
Vi går ud til flyet. Jeg hilser på de to teknikere der står og
venter ved 822, som er nummeret på den Gripen vi skal flyve.
Det er en lille rigtig flot flyver. Den har nogle små vinger
foran de store vinger. Det gør bl.a. at den er rigtig meget
manøvredygtig. Det er et frækt kampfly at se på. Konstrueret
helt fra tegnebrættet til at kunne udføre luftkamp, til at kaste
bomber og til fotorekognosering. Et fly der er optimeret til alle
opgaverne. At skifte fra den ene opgave (under forudsætning af
man har våbnene hængt på flyet) sker blot med et enkelt tryk
på en af de mange knapper.
Jeg bliver spændt ind i sædet. Et Martin Baker sæde MK 10
(i F-100 havde vi et MK IV – men der er godt nok sket en
udvikling siden da).
Kroge bag på støvler og på ærmer får fastgjort nogle stropper.
De skal trække arme og ben sammen, i tilfælde af jeg skal
springe ud med katapultsædet. Hvis de ikke blev det og jeg
bliver skudt ud med høj hastighed, så kan arme og ben blive
flået af, og det var jo ikke lige meningen, nu mit helbred er OK
til flyvning.
Michael sætter strøm på flyet og vi kan nu tale sammen.
Han gennemgår startproceduren, og der kommer mere
strøm på, eftersom generatorerne kobler ind. De tre store
fjernsynsskærme foran i cockpittet giver et godt overblik over,
hvad der sker. Der bliver foretaget nogle check, og jeg checker,
hvad jeg skal i bagsædet. Bl.a. om der blæses luft i G-dragten.
Derudover så er der også temperaturregulering i noget af
flyveudrustningen. Man kan ikke trække vejret i iltmasken før
en kontakt er slået til. Det er fordi flyet selv laver ilt.
Der er ikke nogen iltbeholder med i flyet. Kun en lille en i
reserve, hvis det andet skulle svigte.
Motoren er nu oppe i tomgang og vi lukker canopyet. Herligt.
Næsten gennem lydmuren
Vi får tilladelse af tårnet til at taxi ud til banen. Det hele føles
slet ikke fremmed. Det er så naturligt unaturligt. Bedre kan jeg
ikke sige det. Naturligt unaturligt at sidde i et højteknologisk
jagerfly.
Vi holder på startbanen. Får tilladelse til take-off. Motoren
kommer op i fulde omdrejninger. Selv med hjelm og
høretelefoner på er det helt klart, at her sker der noget.
Bremserne slippes, efterbrænderen tændes og vi er på vej. En
utrolig acceleration og nu løftes næsen. Flyet næsten springer
op fra banen. Hjulene vælges op og næsen løftes yderligere. Vi
accelererer fortsat selv om flyet nu peger lodret op i himlen. Vi
er på vej. På vej op i det blå. Det er godt nok lidt vildt det her,
men intet ubehag. Bare stramme lår, mave og brystmuskler lidt.
Det går som det skal og som forventet.
Vi flader ud og flyver ud mod Sveriges østkyst. Ud mellem
Gotland og Sverige. Højt klart solskin. Blå himmel og hav.
Fantastisk syn. Vi manøvrerer lidt.
Jeg har selv styrepind og gashåndtag. Laver nogle rul. Et
kæmpe loop. Flere rul. Trækker 6 G. Ingen problemer. Kan
stadig tale sammen. Vi er blevet enige om at tale engelsk. Flyet
manøvrerer helt fantastisk. Er utrolig hurtig på de input jeg
giver. Her er virkelig tale om et manøvredygtigt fly. Flyver Mach
0,95. Altså lige under lydens hastighed. Tager også farten helt
af flyet for at checke egenskaberne ved langsom flyvning. Der
er fuld kontrol over flyet selv ved langsom fart.
Et pragtfuldt værktøj
Nå, men vi skal jo også prøve lidt af det, flyet er konstrueret til.
Nemlig at opdage, identificere og eventuelt nedskyde fjendtlige
fly og kaste bomber.
Med det elektroniske udstyr, der er indbygget i Gripen, er det
ikke nødvendigt at medbringe våben for at øve det.
Vi ser nogle fly på rigtig lang afstand på radaren. De fly kan
man simulere som værende et næsten hvilket som helst andet
fjendtligt fly. På radaren kan man se, hvilke våben de har, hvor
langt de kan skyde, og om man eventuelt kan vende om eller
dreje, så man ikke bliver ramt. Ligeledes kan man se hvor ens
eget missil er på vej hen.
Godt, brugervenligt og virkelig god træningseffekt.
På radaren ser vi et mål på havet på ca. 130 km afstand. Det
bevæger sig med ca. 35 km i timen, så det kan næsten kun
være en speedbåd. Vi dykker ned mod havet og flyver mod
målet. Pludselig forsvinder det, men radaren viser stadig hvor
det vil være, hvis det har holdt kursen og hastigheden. Det
er væk, fordi det er bag en af øerne i skærgården. Pludselig
kommer der en lyd i høretelefonerne. Det er speedbåden, som
radaren igen har fat i. Vi kommer tæt på. Er nede i 60 meters
højde med 800 km i timen. Vi flytter os noget hurtigere end den
speedbåd, vi nu passerer forbi nede på vores venstre side. Nu vi
er der nede, fortsætter vi i den svenske skærgård et stykke tid.
En fantastisk oplevelse og et virkelig smukt syn.
Vi stiger igen og kalder flyvelederen. Vi skal tilbage. Vi har fløjet
i en times tid både på ryggen med hovedet nedad og pegende
lige lodret op og ned, men det nærmer sig sin afslutning. Jeg
har flyet og flyver alene på instrumenterne indtil vi næsten er
ned og røre banen. Derefter en instrumentanflyvning mere,
hvorefter Michael tager over og viser mig, på hvor kort bane
Gripen kan lande. Det sker med næsen godt løftet under
indflyvningen, og allerede inden hjulene rører banen, har han
sat fødderne på bremserne. Jeg kan garantere for at Gripen
stopper på meget kort bane. Godt jeg var spændt fast i sædet,
eller var jeg havnet omme i nakken på Michael. Nu kunne jeg
nøjes med at have trutmund, der nærmest havde form som
indersiden af iltmasken – eller noget i den retning.
Flyet bliver parkeret, motoren stoppet og jeg bliver spændt ud
og kravler ned af stigen. En super fantastisk oplevelse rigere.
Gripenordenen
Neden for stigen står en herre på 71 år og tager imod mig. Det
er Stig Holmström. Han var den første pilot overhovedet der
fløj Gripen. Det var virkelig en gestus og et nydeligt træk af
svenskerne, at have ham ude på standpladsen og tage imod
mig efter flyvningen med Gripen.Efter jeg havde været i bad
og omklædning, blev jeg modtaget af flere testpiloter og andre
fra Saab, foruden Stig Holmström. Det viste sig nu at han er
”Ordensdasker” for Gripenordenen. Efter lidt snak, hvor også
jeg fik ordet (det var en pligt), skulle jeg ned på det ene knæ.
I stedet for et sværd, havde ”Ordensdaskeren” en Gripenmodel,
der var skåret ud af et stykke plade og monteret for enden af
en stang. Den blev jeg så dasket med i hovedet – og jeg blev
dasket så det kunne mærkes – hvorefter jeg var optaget i
Gripenordenen.