Chefen sidder i kørestol Huset Venture Danmark ... - Fleksicurity

1
Vagabond på særlige v
Tekst: Annette Tikøb, Jane Juul Damsgaard, Visse
Bloch Jørgensen, studerende ved VIA University
College Pædagoguddannelsen Peter Sabroe
Ude i kulden
En fugtig og råkold vinterdag stødte vi ind
i en vagabond, der var i færd med at gøre
sin cykel klar til turen. Han havde overnattet
ved indgangen til Magasin i Århus,
sammen med sin hund, og skulle nu videre
for at finde et par nye støvler, fortalte han
os… blandt mange andre ting.
n Vi havde en snak på en halv times tid
med vagabonden. Og vi kom vidt omkring.
Vi fik et bud på, hvordan beslutningen om
at gå på vejene blev taget; lidt om hans
samfundssyn, og om fravalget af det eksisterende
samfund.
Afmagt, krænkelser, skuffelser
Vagabonden fortalte om livet på vejene
og fællesskabet med vagabonderne. Men
han fortalte også om brud og krænkelser
gennem livet, og om hvordan han, efter
nogle - mildest talt - skuffende og afmægtige
oplevelser med blandt andet politiet,
havde følt sig tvunget til at træffe sit valg.
Pludselig befandt vi os i en fortælling om
eksistens, om frihed, ansvar, ære og anerkendelse.
Denne samtale satte gang i en hel del tanker,
og nogle af dem vil vi i det følgende dele
med jer: Hvordan kan det være, at nogle
mennesker vender det etablerede samfund
ryggen, og vælger at leve en tilværelse parallelt
med det eksisterende samfund? Hvad
er det der gør, at et menneske ikke føler sig
som et fuldt funktionsdygtigt medlem af
samfundet, eller simpelthen ikke er det,
på grund af eksempelvis handicap, og er
samfundet overhovedet parat til at tage
imod disse mennesker, hvis de ønsker at
vende ”tilbage”?
Livsnødvendig anerkendelse
Den tyske socialfilosof Axel Honneth har
nogle bud på, hvorfor mødet mellem det enkelte
menneske og det omgivende samfund
ikke altid falder ud til individets fordel.
Honneth hævder, at der er visse betingelser,
der skal være til stede for, at et menneske
kan opnå det gode liv: For at kunne fungere
som et socialt vellykket individ er mennesket
afhængigt af anerkendelse.
Anerkendelse er ikke ros eller accept, men
selve det at blive set som det unikke individ,
man er. At anerkende er at erkende
den anden som værende forskellig fra
en selv, men dog lige så egnet som menneske.
Man kan få anerkendelse på flere
planer, og Honneth hævder, at man som
menneske skal anerkendes i tre forskellige
sfærer, i familien, i den retslige sfære og i
den solidariske sfære, for at kunne leve sit
liv efter eget ønske.
Hvis et menneske ikke har haft en tryg
barndom, ikke er blevet mødt af kærlige
og indfølende forældre, men derimod har
været udsat for forskellige slags omsorgssvigt,
eller måske ligefrem vold, vil det skade
dannelsen af individets selvtillid. Hvis dette
fundament af tillid til sig selv og verden
ikke er til stede, vil det have betydning for,
hvordan det enkelte menneske mestrer sin
tilværelse videre i livet.
Selvagtelse, konflikt og afmagt
Selvagtelse handler om menneskets rettigheder
som borger. Her gælder det om at
opnå anerkendelse som fuldgyldigt medlem
af samfundet; altså om de grundlovssikrede
rettigheder og de velfærdsrettigheder, man
som borger i et land har ret til; sundhedssystemet,
det sociale system mv.
Har man rod i sin selvtillid vil mødet med
samfundet, og dets krav til individet som
borger, kunne skabe konflikt, afmagt og
for nogle modmagt.
Men nogle gange sker der krænkelser af
ens selvagtelse - også selv om man har en
solid selvtillid at bygge på - af den simple
grund, at man ikke forstår at knække de
koder, som systemet bruger. Man forstår
ganske enkelt ikke, hvad der bliver sagt,
eller hvordan man selv skal formulere sig,
for at trænge igennem.
Ordblindhed og respekt
I et kommunikationssamfund som vores, vil
for eksempel et problem som ordblindhed,
der før i tiden var til at arbejde sig ud af,
have store konsekvenser for det enkelte
individ. Man skal kunne læse og skrive,
og ikke mindst forstå konteksten, for at
kunne bestride et agtværdigt medborgerskab
i Danmark, uden at løbe risikoen for
disrespekt. Og så skal man desuden kunne
sproget, ellers rangerer man ikke højt på
anerkendelsesstigen.
Et menneskes selvværd skabes i den solidariske
sfære, og handler om at få social
anerkendelse som det unikke individ man
er. Anerkendelsen får man fra sin omgangskreds,
venner og familie, arbejdskolleger.
Man opnår også anerkendelse gennem sin
arbejdsindsats og kvalifikationer, kompetencer
og væremåder. Hvor det i den
retslige sfære drejer sig om anerkendelsen
som (anonym) borger, er det her den enkeltes
personlighed, der er i spil. Der er
altså med andre ord meget anerkendelse
at hente i at have et arbejde, og især hvis
det er et job, man er kompetent til, og føler
er meningsfyldt.
Kampen om anerkendelse
Mennesker der enten er arbejdsløse, har
mistet arbejdsevnen, eller slet ikke er sat i
system, som vagabonden i vores fortælling,
befinder sig derfor uden for den sfære, hvor
kampen om anerkendelsen foregår.
Men hvad sker der med et menneske, hvis
det ikke anerkendes? Hvordan kan man
stræbe efter det gode liv, hvis man ikke
har sin værdighed i behold? Og hvor
frie valg har et menneske egentligt, hvis
byggestenene er skæve, og fundamentet
ustabilt? For det sker jo ustandseligt: Der
vil ske krænkelser og underkendelser fra
mennesker og systemer, som man oplever
ikke behandler én anstændigt. Systemer,
som skolen, socialforvaltningen, chefen,
jobcenteret, skattevæsnet, der ikke ”ser”
det enkelte menneske.
Anerkendelse og depressioner
Hvis et menneske ikke kan opnå anerkendelse
på disse tre planer, kan der udvikles
sociale patologier, som Honneth betegner
det. Det kan være alt fra ”private” depressioner,
til mere udadrettede modstandsreaktioner,
der kan ende med, at individet
simpelthen ”melder sig ud”, og sammen
med andre krænkede individer samler sig i
nye subkulturer, for eksempel vagabonder,
rockere, hooligans eller indvandrerbander.
I disse dispensationsfællesskaber kan mennesker
opnå den anerkendelse, der ikke
kunne tildeles dem i de øvrige sfærer.
Men dermed heles skaderne ikke nødvendigvis.
Kampen om anerkendelse placerer
mennesker hierarkisk i samfundet; og jo
mere anerkendelse et menneske får, jo
lettere er det at blive anerkendt. Desværre