Delprojekt 1: Planlovens muligheder for aktiv regulering

finansiere sociale infrastrukturtiltag, som kommunerne i udgangspunktet selv har et ansvar for.
Stortingets flertals intention er således nu – i modsætning til det der blev udtryk i lovforarbejderne
– at bidrag til skole, børnehaver o.l. skal holdes udenfor udbygningsaftalerne .
De infrastrukturtiltag, der indgår i en udbygningsaftale, skal være nødvendige, dvs. have en saglig
sammenhæng med gennemførelsen af planen, og aftalen skal indfri et krav om forholdsmæssighed.
Kravene om nødvendighed, saglig sammenhæng og forholdsmæssighed skal antageligt
især ses i lyset af, at der ikke reelt må blive tale om, at kommunen ”sælger” de byggerettigheder,
den på offentligretligt grundlag har adgang til at udstede. Eller at kommunen på anden måde
misbruger sin stilling som myndighed ved at kræve ”for meget” eller opkræve bidrag for tiltag, der
ikke er hjemmel til at kræve gennemført eller finansieret af grundejere/bygherrer. Endelig skal kravene
formentlig (selvom det, så vidt ses, ikke har været et tema i lovforarbejderne, al den stund
udbygningsaftaler hovedsageligt har været anvendt i ”presområder”, hvor grundejere og bygherrer
har været villige medspillere i planrealiseringen) tillige sikre, at kommuner ikke anvender udbygningsaftaler
som virkemiddel til at støtte og dermed formå grundejere/bygherrer til at realisere
kommunens politiske beslutninger, som markedet ellers ikke ville være interesseret i at realisere
uden økonomisk støtte fra kommunen.
Sammenlignes de norske udbygningsaftaler med de danske regler om at forpligte bygherrer/
0 grundejere til at etablere, drive og vedligeholde fællesanlæg (jf. planlovens § 5, stk. nr. ),
kan der spores en klar parallellitet i de to landes regelsæt. Begge giver visse muligheder for privat
finansiering af de følgevirkninger, som byudvikling og byomdannelse afstedkommer, for så vidt
angår behov for investeringer i ny infrastruktur.
Imidlertid synes de norske regler at være noget klarere, lige som de tydeligt præciserer krav til
nødvendighed, rimelighed og forholdsmæssighed. Med hensyn til klarhed og tydelighed, samt
med hensyn til præcisering af hvilke følgeinvesteringer i social og teknisk infrastruktur, der kan/
ikke kan kræves (med)finansieret af private, herunder grundejerforeninger, lader de danske regler
en del tilbage at ønske.
Endvidere er der den grundlæggende forskel på de to landes regler, at mens de danske er ”ensidige”,
er de norske regler ”gensidige” – i hvert fald intentionelt. I Danmark er det som udgangspunkt
kommunen, der ved lokalplanregulering bestemmer, hvilke tiltag der skal finansieres af private. I
Norge er graden af privat finansiering nedskrevet i en aftale, der er et resultat af forhandling mellem
kommunen og den private udbygger.
I skrivende stund (januar 006) overvejes det, om afgrænsningen vedrørende skole, børnehaver o.l. skal sikres gennem
en lovændring eller en vejledning.
0 Se herom i afsnit 4.3
Fornyelse af Planlægningen
- kvalitet i bydels- og lokalplanlægningen 6