Mangler.pdf

et afsnit af Huset på Christianshavn. Du kommer sikkert fra
en lignende familie, så jeg gider egentlig ikke bruge mere tid
på den del af historien.
Jeg tillader mig at springe frem til den aften, hvor min far
sked sig halvt ihjel (og det er ikke en overdrivelse) på et 30+
diskotek i Næstved med Dodo And The Dodo’s syngende
„Vågner i natten, vågner af en drøm, savner dig at snakke
med, dig at holde om …”
Den lader jeg lige stå et øjeblik.
Siden den aften for syv år siden, har min far ikke
været den samme. Jeg mistede ham den aften.
Du undrer dig måske over, hvad der kunne forårsage
en sådan reaktion. Og det var ikke fordærvet mad fra
Indian Dream i Vestergade, skal det lige siges. Nej, det var
noget meget mere kraftfuldt … Det var Djævelen, som havde
besat hans sind, or so he said.
Efter tre søvnløse døgn, hvor randerne under hans
øjne var blevet dybe nok til at søge dækning i, insisterede
min mor på, at han blev indlagt. Og han blev hentet dagen
efter. Tilbage stod jeg, 15 år og dækket til af bumser med
den vildeste følelse af afmagt. Jeg forstod ikke, hvad der
havde ramt vores lille familie. Jeg forstod ikke en skid. Jeg
anede ikke engang, hvordan man gav et uforglemmeligt
tungekys, eller hvordan man tog et hvæs helt ned i lungerne
uden at hoste. Ikke en skid.
Der gik ikke mange dage, før min far var tilbage igen.
Han havde fået stillet diagnosen angst eller „fuck, jeg er
fyldt 40, hvad koster den røde sportsvogn dér?”-sygen,
som min mor kaldte det. Med sig hjem havde han fået en
håndfuld lykkepiller, som han gumlede i sig morgen, mid-
18