Mangler.pdf

Nå, men vi var altså nogle ret unge mænd, som tog
den oprindelige tro og kirkelære overordentligt alvorligt,
og vi følte virkelig, at alle disse billeder i det offentlige
rum – ja, og selvfølgelig også i kirkerne – var direkte gudsbespottelige,
fordi de afledte sanserne og fantasien fra
koncentrationen og meditationen – ja, samtalen med Gud.
Det var især to af mine holdkammerater, Bjarne og Poul,
som førte an i hævdelsen af dette totale billedforbud, og vi
afsvor film, kunst og tv, som vi opfattede som rent kætteri
og ondskab.
En af vores ekspeditioner gik til den russisk-ortodokse
kirke ovre i København. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi
ikke havde drukket inden. Jeg kan huske, at vi kom ind i
den der helt mørklagte kirke ved at følge efter en slags
præst med langt fuldskæg, og da han vendte sig mod os
og sagde et eller andet på – det har nok været russisk –
styrtede vi forbi ham hen mod kirkens helt mørke baggrund,
hvor vi gemte os. Præsten gik så åbenbart hen mod
en dør i sidevæggen – han ville sikkert tænde lys eller
kalde på hjælp – men i mellemtiden var Poul med en
skarp lommelygte ved at gennemgå diverse ikoner og
andre billeder på væggen bagved os. Han fandt hurtigt
frem til en ikon med en lidende Kristus, som ganske vist
var stiliseret som de fleste ikoner, men som dog også så
meget kødelig og sanselig ud med sit voldsomt appellerende
blik og fremstående muskler. Vi andre har sikkert
protesteret, men Poul fik revet ikonen ned fra væggen og
gik videre mod venstre med sin lommelygte. Bjarne tog fat
i ham for at få ham til at bevæge sig tilbage mod udgangen,
og jeg hviskede, at han skulle slukke lampen, fordi nogen
vist bevægede sig ved prædikestolen, men han skulle
48