Mangler.pdf

Vi sidder i en gruppe af unge og ældre muslimer. De
ældste sidder på stole omkring vores rundkreds. De er for
dårligt fysisk fungerende til at kunne sidde på gulvet. Jeg
hører dem ikke mæle et ord, men der er et smil omkring
deres læber.
Ud fra højttaleren strømmer igen den melodiske arabiske
stemme fra bønnelederen. Bønnen skal til at gå i
gang igen. Med opstemte øjne spørger de, om vi vil være
med. Min søster og jeg kigger på hinanden og tænker:
Okay, lad os gøre det for sjov.
Vi trækker tørklæderne, der hænger om vores halse,
op om håret og stiller os yderst i den lange række. Heldigvis
siges bønnen langsomt, så vi kan følge med. „Allahu
akbar.” Løfte armene til lige under brystet. „Allahu akbar.”
Bøje overkroppen forover. „Allahu akbar.” Gå på knæ,
lægge panden mod jorden. „Allahu akbar.” Løfte overkroppen,
blive siddende på knæene. Bevægelserne er simple
og lige nu ikke videre spirituelle, når man ikke forstår
meningen bag. På et tidspunkt fanger jeg mig selv i at
tænke over gulvtæppets lugt frem for Gud, og jeg undertrykker
et fnis. Varmen sniger sig ind på mig, og med et
hurtigt kig på min søster kan jeg se hendes kinder blusse
rødt. Det er varmt. Hvis ikke på grund af de mange
mennesker i rummet eller tørklædet, så måske oplevelsen,
der er ret ny og ukendt.
Bønnen slutter efter en håndfuld gentagelser, og vi
sætter os igen i rundkredsen. Alvoren, der tidligere lå
tungt i lokalet, fordufter lige så stille. Kvinderne vil vide,
hvad vi følte, og vi taler om, at reciteringen kan lyde smuk,
selvom man ikke forstår ordene. Med ét spørger værtinden,
om vi vil høre hende recitere. Jeg bliver spændt og hus-
44