• Referat fra landsgildetinget • Gildets tilblivelse • 2 ... - Sct. Gilderne

More documents

Recommendations

Info

Margrethe Gybel takkede alle gildebrødre, det har været dejligt at arbejde med DUS og få Gildernes Højskole op at stå. Steen C. Andersen takkede de to dirigenter for den gode måde, de havde ledet landsgildetinget på. Ligeledes tak til Niels Ebbesens 12 Distrikt, der har tilrettelagt dette arrangement. Formand for styregruppen Erik Willumsen takkede samtlige, der har lavet et kæmpe arbejde, og overdrog Odense-gilderne en drejebog, så de har noget at gå frem efter i år 2005. Sådan blev Sct. Georgs Gildet til Det er hvad man må kalde »gildets forhistorie« dette handler om – en tid så fjern at meget få idag kender forløbet. En af de få er Erling Fossum, spejder fra 1920, gildebror siden oprettelsen i 1933; han beretter her hvordan han oplevede det. 1. Opbrud fra junglen Den lille Mowgli, Kiplings plejebarn hos ulvene i junglen, vokser sig stor og får sine egne meninger om omverdenen. En dag forstår han tiden er inde til at forlade junglen og søge mod menneskenes verden. Kipling giver her en betagende skildring af de modstridende følelser det vækker hos drengen: forventningen til det nye liv blandet med afskedens vemod. Mange har umiddelbart tolket opbrud fra junglen som ulveungens optagelse i spejdertroppen. Det kan Kipling af gode grunde ikke mene (i 1894!); vi véd også at som spejder fortsætter man i et rigere, mere aktivt og bevidst jungleliv. Nej, symbolikken i Mowglis opbrud fra junglen peger mod en langt mere skelsættende udviklingsfase, ynglingens modning til mand. Gradvis lærer den store spejder at skelne mellem leg og virkelighed og forstår efterhånden at træffe det valg, der passer til situationen. Det er Mowglis omstilling til livet udenfor junglen, det følgende handler om. I den voksne alder må han kunne håndtere det arvegods han medbringer fra barndommens verden og fi nde balancen mellem at beherske og at beherskes af minderne om »dengang«. I de fl este tilfælde har Mowgli inden opbrudet nået at blive mæt af junglens herligheder. Han siger frejdigt farvel og tak og drager ud for at erobre verden for egen regning og risiko. Spejderårene vurderes nu på en ny baggrund; det er et udviklingstrin man har lagt bag sig og kan se tilbage på med glæde og taknemmelighed. 2. Once a scout, always a scout Vi behøver vist ikke advare mod at opfatte dette slogan altfor bogstaveligt. De fl este forstår det sikkert som det var ment: livet igennem bevarer man minderne om kammeratskabet i spejderårene. Derfor var tanken om en kontaktforening ikke ny, da Sct. Georgsgildet stiftedes i 1933, den havde ligesom ligget i luften i en halv snes år, og med to egentlig vidt forskellige motivationer. For det første ville mange gerne bevare kontakten til kammeraterne og det spejdermiljø, der betød så meget for dem. Flere steder havde det ført til oprettelse af »Tropssamfund« (enkelte af dem eksisterer endnu!), og det lå nær at forestille sig (uden at nogen havde fusket med konkrete forslag) en lands-
dækkende organisation som kunne samordne de lokale intiativer og på landsbasis stå som støtteforening bag ungdomsarbejdet. Måske var det særlig os unge DDS-ledere i hovedstadsområdet, der følte dette behov, og nok især de ikke helt få der var tilfl yttet fra provinsen i uddannelsesøjemed; i den lille by havde man troppens forældreråd som støtte, i København syntes de mange tropsråd ikke at have nogen form for samarbejde. Og det var ikke alle steder som i den division, hvor jeg var havnet; DC var Erik Dahl der opretholdt god kontakt til de unge tropsledere og stod dem bi med råd og dåd. Det var ikke tilfældigt at Dahl og Sjøquist var forrest blandt de, der stod bag gildets oprettelse i 1933. Den anden bevæggrund var at de ældre teenåringer, lad os kalde dem de sent modne Mowgli’er, nogle steder var ved at blive lidt af et problem, man anede ikke, hvad man skulle stille op med de 17-18-19 årige, der stadig syntes de hørte med i troppen, men alligevel ikke som før. 3. Drømmen om det tabte paradis Det falder mig ind nu, at man idag vist ikke véd at minispejdere af hankøn engang hed ulveunger. Men det er trods alt kun 30-35 år siden, så mon dog ikke de fl este i gildet husker Kiplings Junglebog? Jeg vover altså at fortsætte i samme spor. En og anden halvvoksen Mowgli når ikke at lege færdig og har svært ved at løsrive sig fra spejdernes fantasiverden. Nu må vi naturligvis ikke tro at sådan noget kun forekommer blandt spejdere; for ungdomspsykologer var det velkendt bl. a. fra den tyske Wandervogel-bevægelse, der var blusset op i 1890’erne, og de havde forlængst fundet forklaringen: et ubevidst ønske om at forblive i ingenmandslandet mellem barn og voksen. Det lader sig da gøre en tid, men så må man videre og går måske resten af livet med en uforløst drøm om at vende tilbage og lege færdig. Eller man fi nder en anden form for leg. Nej, ikke her et ondt ord om leg! Det er værdifuldt at kunne; vi har alle behov for at »lege« som afspænding og rekreation. Vi må blot skelne mellem hvad der er bevidst leg og hvad der er virkelighedsfl ugt. At indtryk og oplevelser fra barndommen kan have indfl ydelse på senere holdninger og beslutninger, kan vi vist alle bekræfte, og de fl este af os kender unge, der som Kiplings Mowgli har svært ved omstillingen til voksenlivet. Men der er vel ingen som derfor tror, at spejderlivet generelt skaber umodne mennesker? Muligheden har faktisk givet anledning til debat på internationalt lederplan, udløst af en svensk pigespejderleders kritiske udsagn om hvad hun kaldte kortbuksementalitet i gilderne. (Refereret i Sct. Georg marts 1984). Såvidt jeg forstod indså man at det var gildets sag, ikke spejdernes. 4. Ud af junglen – men hvad så? Ja, kunne du ikke beslutte dig for at sige farvel og tak, og havde du ikke evner og lyst til et lederjob, blev du rover. I 1920’erne var vi begyndt efter britisk model at kalde disse løsgængere rovers. Ordet rover betyder jo nærmest »omstrejfer«, altså en lignende sproglig eufemisme som det tyske Wandervogel, men uden den klang af naturromantik, som også spores i de germansksprogede landes valg af ordet Pfadfi nder som oversættelse af scout. Baden-Powell synes ikke at have kendt Vandrerbevægelsen skønt den allerede fra århundredskiftet var ved at brede sig i Mellem- og Nordeuropa. (KFUM-Spejdernes forsøg på at dreje ordets betydning i en helt anden retning ved at lade RS fra rover scout stå for Ridderspejder var langt senere, vist henimod 1930). I den enkelte trop var for få rovers til et målrettet gruppearbejde. Dertil kom at det hele var nyt for lederen, som jo havde meget andet at varetage; i byer med fl ere troppe (især altså København) kunne tænkes måske en »roverklan«, hvor de nyvoksne uafhængigt af troppen fortsatte spejderiet på egen hånd, gerne samordnet med den gamle spejderfor- 13
Page 1 and 2: MEDLEMSBLAD FOR SCT. GEORGS GILDERN
Page 3 and 4: Rask og rørig 70-årig gildebevæg
Page 5 and 6: derløftet og Spejderloven, dels gi
Page 7 and 8: Ridderoptagelse af svenske gildebr
Page 9 and 10: Festaften Vi mødtes i festsalen af
Page 11: og omegn. Derfor blev det så vedta
Page 15 and 16: Nu var gildet opbygget af interesse
Page 17 and 18: En dejlig DIS-weekend Af Kæthe Jø
Page 19 and 20: derne oplevede 12 orkaner under byg
Page 21 and 22: linger af Michael Kviums malerier.
Page 23 and 24: på 700 kvadratmeter, hvor forretni
Page 25 and 26: Debat Indlæg i Sct. Georg nummer 4
Page 27 and 28: sidder til den ene gildehal efter d
Page 29 and 30: 65 60 Dragsholm-, Gøngernes-, Loll
Page 31 and 32: 2. Holstebro Morsø 4. Haderslev 2.

• Referat fra landsgildetinget • Gildets tilblivelse • 2 ... - Sct. Gilderne

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?