• Referat fra landsgildetinget • Gildets tilblivelse • 2 ... - Sct. Gilderne

ening, der før eller senere måtte komme.
Hvad Baden-Powell havde tænkt sig med
roverne skrev han jo en bog om, med den
lovende titel Rovering to Succes (1922), som
ikke synes at have animeret de håbefulde unge
særligt. Ove Holms anmeldelse i Spejdersport
karakteriserede den som handlende mere om
hvad den unge skal holde sig fra (spil, spiritus,
piger) end den giver positive anvisninger.
Det rejste dog ikke straks overvejelser om
man loyalt skulle følge Baden-Powell eller
hellere selv fi nde på noget bedre. Korpset var
nemlig netop da hjemsøgt af splid blandt
lederne. Efter at DDS i sine første ti år havde
været i stadig fremgang under en ret autoritær
ledelse, opstod der i begyndelsen af 1920’erne
alvorlige brydninger, der ligefrem truede med
at spalte korpset i to.
Det var på en måde udslag af det opgør
der måtte komme mellem demokrati og diktatur,
men uden at skille holdningerne på den
led. Det blev mere de besindige mod de stridbare.
Såvidt man i dag kan skønne var der
en gruppe offi cersuddannede ledere, der ikke
kunne godtage at spejderchefen hentedes fra
en lavere militær rang end divisionscheferne.
(Udførligt beskrevet i Spejdermuseets publikation
»Lembcke-krisen i Det Danske Spejderkorps
1922/23«).
Det havde bragt korpset i en dum knibe,
fordi Baden-Powell ved Jamboreen i England
1920 havde overdraget Danmark at arrangere
næste Jamboree i 1924. Heldigvis lykkedes
det i tide dygtige unge ledere fra kredsen
omkring Hartvig-Møller at få det (for os at
se) naive principspørgsmål bragt ud af verden.
Den militæruddannede spejderchef blev simpelthen
udskiftet med en »civil« ledelse.
Bestyrelsen fraveg for første gang den idé
man i 1910 havde fundet helt naturlig, at
lederne på de højere poster skulle være offi -
cersuddannede. Og korpsledelsen tog fat på
dagens opgaver.
Nu kunne kræfterne koncentreres om Jambore’en
som forøvrigt blev en stor succes, og
så kom turen til roverne. Der var bred forståelse
for at den enkelte trop vanskeligt magtede
14
at opretholde en sådan ny gren af spejderarbejdet.
Tænkte man sig en »overbygning«
på spejderårene, måtte det ske på en anden
måde.
5. »Rovers-udvalget« må give op
Til at vurdere om man loyalt skulle følge
Baden-Powell’s opskrift eller hellere fi nde på
noget andet og bedre, nedsatte bestyrelsen
et rovers-udvalg (nej, s’et er ikke en trykfejl)
med Hartvig-Møller for bordenden og ellers
erfarne yngre medarbejdere fra startårene (Ove
Holm, Jens Hvass, m. fl .) der grundigt gennemdrøftede
spørgsmålet og afgav betænkning
i januar 1926.
De skitserede nogle retningslinier der dels
peger bagud mod Spejderårene, dels frem
mod livet som ansvarlige samfundsborgere.
Det var grundtanken i forslaget, at roverne
som voksne mennesker, der selv har ansvaret
for deres meriter, udskilles fra korpset i en
selvstændig forening, der på demokratisk vis
vælger ledelse og arbejdsform. Som navn foreslås
Sankt Georgs Gildet; andre forslag var
ikke på tale (heller ikke da man syv år efter
begyndte forfra).
I de følgende numre af Spejdersport forekom
nogle få indlæg uden at nogen egentlig
debat kom igang. Man måtte konkludere, at
der ikke i aldersgruppen man appellerede til,
var interesse for en sådan foreningsdannelse;
planen skrinlagdes og rovere fi k lov at skøtte
sig selv som før.
Det betød ikke at tanken om en støtteforening
af »gamle spejdere og spejdervenner«
dermed var opgivet. Det var blandt DDSledere
i hovedstadsområdet at interessen var
størst, og det blev da også et samråd af tre
københavnske veteraner, der i 1933 tog det
afgørende initiativ.
En forårsaften 1933 i København samledes
2-300 interesserede »gamle« spejdere (de fl este
af os i 20’erne!) for at lytte til et nyt forslag
af Erik Sjøqvist om en forening der uafhængigt
af hvilken trop man var eller havde været
tilknyttet videreførte spejderkammeratskabet
på en bredere basis.