• Referat fra landsgildetinget • Gildets tilblivelse • 2 ... - Sct. Gilderne

dækkende organisation som kunne samordne
de lokale intiativer og på landsbasis stå som
støtteforening bag ungdomsarbejdet.
Måske var det særlig os unge DDS-ledere i
hovedstadsområdet, der følte dette behov, og
nok især de ikke helt få der var tilfl yttet fra
provinsen i uddannelsesøjemed; i den lille by
havde man troppens forældreråd som støtte, i
København syntes de mange tropsråd ikke at
have nogen form for samarbejde. Og det var
ikke alle steder som i den division, hvor jeg
var havnet; DC var Erik Dahl der opretholdt
god kontakt til de unge tropsledere og stod
dem bi med råd og dåd. Det var ikke tilfældigt
at Dahl og Sjøquist var forrest blandt de,
der stod bag gildets oprettelse i 1933.
Den anden bevæggrund var at de ældre teenåringer,
lad os kalde dem de sent modne Mowgli’er,
nogle steder var ved at blive lidt af et
problem, man anede ikke, hvad man skulle
stille op med de 17-18-19 årige, der stadig
syntes de hørte med i troppen, men alligevel
ikke som før.
3. Drømmen om det tabte paradis
Det falder mig ind nu, at man idag vist ikke
véd at minispejdere af hankøn engang hed
ulveunger. Men det er trods alt kun 30-35
år siden, så mon dog ikke de fl este i gildet
husker Kiplings Junglebog? Jeg vover altså at
fortsætte i samme spor.
En og anden halvvoksen Mowgli når ikke
at lege færdig og har svært ved at løsrive sig fra
spejdernes fantasiverden.
Nu må vi naturligvis ikke tro at sådan noget
kun forekommer blandt spejdere; for ungdomspsykologer
var det velkendt bl. a. fra den
tyske Wandervogel-bevægelse, der var blusset
op i 1890’erne, og de havde forlængst fundet
forklaringen: et ubevidst ønske om at forblive i
ingenmandslandet mellem barn og voksen.
Det lader sig da gøre en tid, men så må
man videre og går måske resten af livet med
en uforløst drøm om at vende tilbage og lege
færdig. Eller man fi nder en anden form for
leg.
Nej, ikke her et ondt ord om leg! Det er
værdifuldt at kunne; vi har alle behov for at
»lege« som afspænding og rekreation. Vi må
blot skelne mellem hvad der er bevidst leg og
hvad der er virkelighedsfl ugt.
At indtryk og oplevelser fra barndommen
kan have indfl ydelse på senere holdninger og
beslutninger, kan vi vist alle bekræfte, og de
fl este af os kender unge, der som Kiplings
Mowgli har svært ved omstillingen til voksenlivet.
Men der er vel ingen som derfor tror,
at spejderlivet generelt skaber umodne mennesker?
Muligheden har faktisk givet anledning til
debat på internationalt lederplan, udløst af en
svensk pigespejderleders kritiske udsagn om
hvad hun kaldte kortbuksementalitet i gilderne.
(Refereret i Sct. Georg marts 1984).
Såvidt jeg forstod indså man at det var gildets
sag, ikke spejdernes.
4. Ud af junglen – men hvad så?
Ja, kunne du ikke beslutte dig for at sige farvel
og tak, og havde du ikke evner og lyst til et
lederjob, blev du rover.
I 1920’erne var vi begyndt efter britisk
model at kalde disse løsgængere rovers. Ordet
rover betyder jo nærmest »omstrejfer«, altså
en lignende sproglig eufemisme som det tyske
Wandervogel, men uden den klang af naturromantik,
som også spores i de germansksprogede
landes valg af ordet Pfadfi nder som
oversættelse af scout.
Baden-Powell synes ikke at have kendt Vandrerbevægelsen
skønt den allerede fra århundredskiftet
var ved at brede sig i Mellem- og
Nordeuropa. (KFUM-Spejdernes forsøg på at
dreje ordets betydning i en helt anden retning
ved at lade RS fra rover scout stå for Ridderspejder
var langt senere, vist henimod 1930).
I den enkelte trop var for få rovers til et
målrettet gruppearbejde. Dertil kom at det
hele var nyt for lederen, som jo havde meget
andet at varetage; i byer med fl ere troppe
(især altså København) kunne tænkes måske
en »roverklan«, hvor de nyvoksne uafhængigt
af troppen fortsatte spejderiet på egen hånd,
gerne samordnet med den gamle spejderfor-
13