kattensvenner - Kattens Værn

More documents

Recommendations

Info

Kattevelfærd en barsk historie... Tekst og foto: Helle Marianne Nielsen, katteinspektør I forbindelse med et besøg i kolonihaven, fandt hun ud af, at der blandt andet var smidt en spand med maling ud over en af kattene. Nogen havde slået dem med et bræt med søm i, og der var en masse af kattene, der så usunde og syge ud. Jeg aftalte med hende, at vi skulle mødes, så hun kunne vise mig rundt og fortælle, hvor kattene holdte til. Der var specielt to steder, hvor kattene holdt til, fordi ældre mennesker havde ondt af dem og fodrede dem. Den ene, en ældre mand ville slet ikke tale med mig og syntes, kattene skulle blive og kunne ikke se, at det var et problem, at 90% af kolonihavens beboere var så trætte af kattene, at det gik udover dem. Flere katte holdt til i hans have. Der lugtede af gammel kattemad, der lå mange dåser og paptallerkner - og der lå også en død killinger midt i det hele. Han havde tydeligvis ingen virkelighedsfornemmelse. Havde han ville tale med mig, kunne vi måske være blevet enige om, at han kunne beholde et par af de sunde katte (hvis der var nogen), men de skulle så steriliseres/ kastreres. Men han undgik mig. 12 Kattens Værn • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister Jeg blev ringet op af en dame fra Brøndby kommune, der havde tilsyn med en haveforening i kommunen. Hun var bekymret for de vildtlevende katte, der holdt til dér. Der var mange katte, og mange mennesker derude var trætte af dem, nogle var direkte ondskabsfulde over for kattene. Det havde stået på i mange år, uden at nogen havde forsøgt at gøre noget. Jeg talte med den anden, der havde fodret kattene. Hun blev rigtig glad for at se mig. Hun fortalte, at hun havde forsøgt at hjælpe kattene i mange år. Hun var vred på mange derude, fordi alle brokkede sig, men ingen hjalp eller gjorde noget. Kattene kan jo ikke gøre for det og forsøger jo bare at overleve, sagde hun nedtrykt. Jeg gav hende fuldstændig ret. Hun fortalte, at manden, der fodrede, kun var der indimellem. Hun havde oplevet flere gange, at han pludselig var væk i flere dage og uger, så de sultne katte stod og manglede mad. Hun fortalte også, hvordan hun engang hørte katteskrig. Hun løb ud og så en flok drenge med en kat, de havde kastet et net over, hældt benzin på og var ved at sætte ild til. Damen, der var sidst i 70’erne, fik revet katten til sig og skyndte sig hen til sit lille hus, hvor hun forsøgte at tørre den lille, tamme kat af. Hun fortalte, at hun først bagefter blev bange for, om drengene havde fuldt efter hende, men det gjorde de heldigvis ikke. Hun tog katten med hjem i sin lejlighed og som tak født hun kort efter 5 killinger. Killingerne fik senere nyt hjem og morkatten blevet steriliseret og bor nu hos damen. Hun fortalte også, at der engang lå en masse døde katte i deres fælles container, og at en mand havde sagt, at han havde forgiftet dem. Han var nu rejst hjem til sit hjemland på lang ferie, nu der var blevet koldt i Danmark. Ak ja, siger hun, jeg kunne fortælle mange historier. Hun var glad for at se mig og høre, at jeg rigtig godt kan lide katte. Hun var heller ikke helt frisk mere, så specielt den kommende vinter bekymrede hende. Hun boede fem minutters kørsel i bus fra kolonihaverne, men gåturen fra bus i højt sne og kulde ville have været næsten umuligt. Men hun havde gjort det - for kattene svigtede hun ikke. Vi aftalte derfor at samarbejde, hvilket ville gøre indfangningen meget nemmere. Jeg lovede hende at vurdere alle kattene, om én indimellem var tam nok til at få nyt hjem via vores internat. Ugerne gik, og jeg indfangede hver uge et par katte. Nemt var det ikke, fordi manden kom og fodrede mange gange, lige før jeg kom. Det bekymrede mig specielt, da jeg så nogle sløje voksne og små killinger og et par gravide katte. Det var sent på efteråret, kolonihaven var lukket nu, og
det varede ikke længe, før det ville blive koldt og snevejr. Jeg var meget ihærdig. Lige meget hvilke sager jeg ellers kørte på, kørte jeg næsten hver dag forbi og forsøgte at indfange en kat. Vinteren var nær, så det blev et spørgsmål om tid. Den ældre dame var sløj og hun fortalte mig, at hun havde problemer med hjertet nu og skulle nok indlægges. Hun var derfor lettet, da jeg lovede at lægge mad, når jeg ikke kom derud for eksempel i weekenderne, så kattene ikke led nød. Den ældre mand havde pludselig en periode, hvor han ikke kom derud. Det var begyndt at sne, og kattene sad i hans have og ventede på ham. De dage udnyttede jeg meget. Det var koldt nu, og snefnuggene var begyndt at dale. Frustrerende! Jeg så en dag 7-8 små killinger, 4-5 lidt større killinger. Jeg fik sat mit bur op med lækker mad i, og det gik nemt at fange dem. En efter en - undtaget en lille rød killing. Han var den sidste den dag og hoppede rundt om buret, ovenpå buret, op på bænken og sådan blev han ved. Jeg var gennemkold, træt og ville hjem og holde fyraften. Så jeg kiggede på ham, sendte ham en tanke og lovede, at hvis han ville være så venlig at gå i min fælde nu, kom han med mig hjem i pleje til mine to killinger, jeg havde i pleje fra Dragør. Og sjovt nok, så hoppede han ned fra bænken og ind i buret, som klappede efter ham. Ja, man kunne jo gå hen og blive lidt overtroisk, tænke jeg og smilede. Jeg fik lagt en god portion tørfoder to steder og kørte ind på Kattens Værn med de katte jeg havde fået fat på. De fleste var ikke friske og slet ikke i nærheden af at være tamme. Men lille røde Albert, som jeg hurtigt døbte ham, så fin ud, var lidt usikker ved situationen, men ikke specielt skræmt. Dyrlægen undersøgte ham og han fik orme- og loppekur. Han fortjente at blive forkælet hos mig og senere få et godt blivende hjem. Hun var derfor lettet, da jeg lovede at lægge mad, når jeg ikke kom derud for eksempel i weekenderne, så kattene ikke led nød. Så turen gik videre hjem til de to andre søde plejekillinger, og de tog godt imod deres nye legekammerat. Hurtigt rendte de rundt og legede i deres specielt indrettede legerum. Jeg fortsatte stadig med at køre til kolonihaven og efterhånden var der 20-30 cm sne, så det var svært og udmattende at slæbe bure rundt og gå gennem stierne. Til sidst manglede jeg kun en stor hankat. Det var den eneste, jeg blev ved med at støde ind i. Han var heller ikke frisk og havde hele tiden set sløj ud, så jeg blev lettet da jeg fangede ham, for vinteren tror jeg ikke, han havde overlevet. For en sikkerhedsskyld lagde jeg en stor mængde mad de faste to steder, og da jeg vendte tilbage nogle dage senere, var det slet ikke rørt, og der var heller ikke kattespor i sneen, så jeg vidste, at det nu var slut. Trist oplevelse, men nødvendig. Kort tid efter sneede de fleste danskere inde, og jeg kom ikke ud at køre i flere dage. Så med tankerne på den ældre dame og kattene, der stadig kunne have rendt rundt ude i kolonihaven i det snekaos, følte jeg en stor lettelse over jeg havde kæmpet for det - og Albert. Kattens Værn • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister 13
Page 1 and 2: Medlemsblad for dyreværnsforeninge
Page 3 and 4: kattensvenner Indhold nr. 3 2012 04
Page 5 and 6: Tekst og foto: Maria Skov Lidt sols
Page 7 and 8: - Det er lidt ærgerligt, at det er
Page 9 and 10: Tekst og foto: Mai Johansson Det va
Page 11: Hun var en stille kat, sagde næste
Page 15 and 16: Støt Kattens Værn Start din egen
Page 17 and 18: Madkasser Halvgennemsigtig. Logoet
Page 19: FAKTA: Det skønnes, at der på lan
Page 22 and 23: Kattevelfærd tom Dyrevelfærd i Da
Page 24 and 25: Opslagstavlen katteglade læsere, k
Page 26 and 27: BOg KAt aLO gEt Jackson galaxy: Cat
Page 28 and 29: Al henvendelse til: Kattens Værn,

kattensvenner - Kattens Værn

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?