Katteinspektørerne KatteinspeKtørernes dagligdag mellem liv 04 <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong> • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister & Jan Flesborg ved, at det er nødvendigt at aflive de uønskede killinger, men han er stærk fortaler for neutralisering af katte, så problemet med de uønskede killinger kan blive mindsket. ”Men når andre ikke vil påtage sig ansvaret, er vi nødt til at gøre det,” siger han. død Katteinspektørerne hos <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong> er en vigtig del af foreningens arbejde. De arbejder for at redde så mange katte som muligt, men en del af arbejdet består uundgåeligt i at aflive katte. Det er det store paradoks i et arbejde, der er båret af ildsjæle, der brænder for kattenes ve og vel.
Tekst og foto: Maria Skov Lidt solskin trænger ind gennem den låste gitterdør ved <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong>s lokaler på Frederiksberg, mens katteinspektør Jan Flesborg nøjsomt lægger et tæppe over et bur med en stor, gråstribet hankat. Han tager en killing ud af en transportkasse med erfarne hænder. Den får et lille prik i maven med sprøjten, og han doserer hurtigt den blå væske, inden han lægger killingen op ad dens to søskende. Ikke to minutter efter er det lille liv sovet ind. Jan Flesborg er chefinspektør hos <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong>. Han har kørt i inspektørbilen i mere end 26 år, og han deler med otte andre inspektører den oftest tvivlsomme fornøjelse at tage sig af de uønskede katte, der er resultatet af det, han selv kalder menneskers mangel på at tage ansvar. Hvor ansvar i denne sammenhæng blandt andet er lig med neutralisering. - Når der ikke er andre, der vil tage det ansvar, må vi gøre det. Jeg ser altid katten i øjnene, inden jeg afliver den. Jeg mærker efter, at der ikke er andre alternativer. Jeg skal også kunne se mig selv i spejlet hver dag, siger Jan Flesborg. Det er den barske del. Aflivningerne. Som desværre er en nødvendighed, hvis ikke der skal blive tovligt mange herreløse katte i hele landet. To katte kan blive til 20 på et par år, og det bliver hurtigt til uoverskueligt mange katte, der oftest ikke er hjem til. - Kattene kan ikke klare sig selv i naturen. Der er ikke mus og smådyr nok til, at de kan leve af det, og de vil altid søge hen, hvor der er mennesker. De fleste synes, det er hyggeligt at fodre lidt på en enkelt kat. Problemet opstår, når der pludselig er 15 katte, forklarer Jan Flesborg. Han lægger forsigtigt de tre døde killinger i en sort affaldssæk, som han lægger ud i en stor fryser, der jævnligt tømmes af et specialfirma, der sørger for korrekt kremering af de døde katte. Herefter fjerner han igen roligt tæppet fra buret i hjørnet. Den gråstribede hankat er under vurdering, og Jan Flesborg lagde tæppet over buret, for at katten ikke skulle blive utryg. Katteinspektørerne tager sig af cirka 2300 sager med i alt 7000 katte hvert år. Sidste år blev 27 procent af sagerne til en genudsætning eller videreformidling via internatet. Ifølge Jan Flesborg er det en stigning over de 26 år, han har arbejdet for <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong>. - Jeg synes, at kattene er knap så vilde, som de har været tidligere. Det gør det lettere at arbejde for genudsætning eller videreformidling, siger han. Jan Flesborg tager ikke de store armbevægelser i brug, når han fortæller om sit arbejde, men det er let at mærke, at han er glad for de fremskridt, der er sket. - I dagligdagen kan det være let at glemme succeshistorierne, men der er heldigvis mange af dem både i det små og i det store billede. Hvert år bliver mere end 30.000 katte mærkede med chip eller øremærke, og mange får også neutraliseret deres kat. Jeg tror, det er utopisk at tro, at vi nogensinde kommer problemet med herreløse katte helt til livs, men jeg synes, det går den rigtige vej, siger han. Katteinspektør Mette Wilstrup er kørt til Sydhavnen. Hun har parkeret katteinspektørbilen i gården ved et lejlighedskompleks, og hun går varmemesteren Kirsten Reenmers i møde med lommerne fulde af godbidder, der forhåbentligt kan lokke målet for turen tættere på. - Han er lige hernede, siger Kirsten Reenmers, mens hun peger mod nogle buske langs stien. ”Han” er en lille sort og hvid hankat, der gennem længere tid har terroriseret lejlighedskompleksets beboere med natlig skønsang. Selvom mange af beboerne synes, den lille hankat er hyggelig at have i gården, vægter nattesøvnen højere, og Kirsten Reenmers, der er ansat i boligforeningens varmemesterkontor, har ringet efter <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong>, så den lille fætter kan blive indfanget. - Han kom for første gang, da jeg kaldte i dag. Det har han ikke gjort før, siger hun. Kirsten Reenmers og hendes kollega har fodret hankatten weekenden over for at sikre, at han blev i området. Samtidig har de forklaret beboerne, at de ikke måtte fodre ham, for at sikre, at han er sulten nok til at lokke i en fælde. Men trods formaninger har mange af beboerne ikke kunnet stå for fristelsen, og hankatten er ikke voldsomt sulten, da Mette Wilstrup nærmer sig med godbidderne. Han er nysgerrig, og skal se, hvad der foregår, men så snart hun roligt rækker hånden ud mod ham, trækker han sig væk. Lægger sig et par meter derfra i en solstråle og ruller lidt rundt. Han er ikke ked af opmærksomheden fra både Mette Wilstrup, Kirsten Reenmers, og de mange beboere, der stikker næsen ud af vinduerne for at følge med i, hvad der sker. - Han er helt sikkert tam, men han har lært at være lidt forsigtig, siger Mette Wilstrup om den lile hankat. Hun henter en fælde, og alle holder vejret, mens hankatten forsigtigt lister derind. Men hankatten er en snu rad, og han er tydeligvis ikke ved at dø af sult, for halvvejs inde i fælden, krabber han sig baglæns ud igen. Og selvom Mette Wilstrup både forsøger med rigelige mængder tålmodighed og rejer, er han ikke til at lokke. - Jeg lader fælden stå et par timer. Vil du ikke holde øje med, om han skulle gå i den, og ringe til mig med det samme, hvis vi er heldige, siger hun til varmemesteren. Og Kirsten Reenmers er helt klar på at holde øje. Fælden må ikke stå uden opsyn i mere end et par timer, og Mette Wilstrup efterlader både skriftlige instruktioner på buret og et tæppe til at lægge over, så katten ikke bliver mere stresset end nødvendigt af at være fanget. Hvis han altså går i fælden. På vej mod bilen, spørger en stor pige Mette Wilstrup, hvad der skal ske med katten. - Jeg tager ham med, så han kan få sig et nyt, godt hjem. Han er meget tam, så han skal helt sikkert ind på internatet, forklarer hun til pigen, der begynder at græde lidt. - Det er bare fordi, jeg lige har vænnet mig til, at han var her, siger hun, mens hun tørrer en tåre væk med ærmet. Mette Wilstrup er vant til henvendelserne, og hun tager sig god tid til at tale med de beboere, der har spørgsmål til, hvad der skal ske med ”deres” kat. Hun lægger som de andre katteinspektører stor vægt på ærlighed omkring arbejdet. Og hvis folk ikke vil have en kat i deres område, men bare regner med at <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong> kan verfe dem af et eller andet sted ude på landet, forklarer hun stille og roligt, at det – logisk nok – ikke kan lade sig gøre. - Så ville vi bare give problemet videre, og det forstår folk også godt, når man forklarer problematikken for dem, siger hun. Mette Wilstrup har været katteinspektør <strong>Kattens</strong> <strong>Værn</strong> • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister 05
Change language