kattensvenner - Kattens Værn

♥Du er alligevel min (s)kat
”Du er alligevel min (s)kat”, er en ny klumme hvor vi – og gerne læserne –
kan bidrage med små historier, der anskuer katten fra en anden side end
almindeligvis.
pelle flytter ind
Kattene er flyttet. Og der er gået lang tid med at lære det
nye hus at kende. Ikke fordi det egentlig er så voldsomt
stort, men fordi det nu engang tager lidt længere tid at
vænne sig til noget nyt, når man er blevet halvgammel,
end det gør, når man er helt ung. Det gælder for
mennesker, og det gælder for katte.
Tekst: Lise Thorsen
Længe var begge katte derfor ganske tilfredse
med at tulle rundt i huset. Indtage
nye kroge, hjørner og vindueskarme.
Døren ud til den lille have blev holdt fast
lukket i, for kattene skulle jo lige føle sig
hjemme, kende lugtene og omgivelserne,
før de blev lukket uden for hegnet. Det
tog nu nok kun et par uger, havde dyrlægen
sagt.
Og da ingen af kattene udviste den store
trang til at komme ud og føjte, og da vejret
heller ikke indbød til åbne havedøre,
gik der faktisk fire uger, før kattene fik
mulighed for at komme ud i frisk luft.
I starten var det nu ikke den store succes.
Fremmede lyde og lugte gjorde det mere
tiltrækkende at holde sig i sikkerhed
inden døre. Og det var ingen af kat-
14 Kattens Værn • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister.dk
tene særligt utilfredse med – selv om de
indimellem skændtes lige som alle andre
søskende gør, når rastløsheden breder sig
på bagsædet.
Men til sidst blev indelivet alligevel for
meget. Og det var selvfølgelig Pelle, den
evige teenager, der stak af. Op over hegnet
og ud i den store, fremmede verden.
Afsted gik det med vajende hale - så
afgjort oplagt til sjov.
Et enkelt blik over skulderen. Så var han
væk. Og det blev han ved med at være.
Da der var gået nogle timer, begyndte
husets mennesker at lede efter ham. Gik
op og ned mellem husene og kaldte.
Ingen Pelle. Sidste eftersøgning ved midnatstid.
Ingen Pelle. Første eftersøgning
næste morgen. Ingen Pelle.
Og ud.
Og ind.
Nu burde han jo efter dyrlægens mening
for længst have vænnet sig til sit nye
område, og derfor også kunne ”lugte sig
frem” til sin egen havedør. Men så åbenbart
alligevel ikke, selv om Pelle bestemt
er den kvikkeste af de to kattebrødre.
Flere eftersøgninger. Men først sidst på
eftermiddagen var der endelig bid. Pludselig
sad han der på parkeringspladsen
og mjavede – et godt stykke fra sin egen
parcel. Ikke sølle og fortabt, men træt og
sulten. Og først og fremmest småfornærmet.
Sådan ”hvor-længe-skal-jeg-egentligsidde-her-
og-vente”-agtigt.
Så op i armene kom han, og hjem til
madskålen blev han båret. Til glæde for
både bror og mennesker. Og for ham selv.
Selv om han helt klart ikke var meget for
at indrømme det.