Børn som borgere i velfærdssamfundet. Retten til egne ... - Retfærd

More documents

Recommendations

Info

28 RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130 tuelle formue. Det er værgen, der med statsforvaltningens tilladelse kan anvende et barns formue til barnets forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25, stk. 3. Praksis for frigivelse af et barn eller en ungs formue er restriktiv. Udgangspunktet er, at formue ikke frigives til barnets forsørgelse, idet forældrene skal forsørge barnet. I en afgørelse truffet af Civilstyrelsen, trykt i TFA2008, oplyste styrelsen, at »I tilfælde, hvor forældre er værger for deres mindreårige børn, frigiver vi efter praksis normalt ikke penge til udgifter til f.eks. mad, tøj og fritidsaktiviteter (almindelig forsørgelse). Dette skyldes, at forældrene i almindelighed selv skal betale sådanne udgifter. Vi kan dog undtagelsesvis frigive på grund af forældrenes dårlige økonomi«. Civilstyrelsen gav i en afgørelse fra 2008 trykt i TFA2008.508/1 afslag på frigivelse af 12.000 kr. til køb af en knallert til en ung på 15 år. Som begrundelse herfor anførte styrelsen, at tilladelse ikke gives til køb af »luksusbetinget karakter«. Den unge havde en formue på 58.000 kr., og forælderen havde en årlig indtægt på 137.500 kr. Denne retlige konstruktion indebærer, at barnet ikke selv kan anvende sin formue til egen forsørgelse. Det er derimod forældrene, der kan anvende barnets formue til dets forsørgelse. I værgemålslovens regler træder beskyttelsesprincippet tydeligt frem. Disse regler har deres grundlag i en anden tid, og reglerne er ikke tænkt i forhold til børn og unges selvstændige forsørgelsesrettigheder. Børn og unge er, som nævnt tidligere, også omfattet af pligten til at forsørge sig selv. Retten til selv at råde over egne penge er et vigtigt led i opfyldelsen af denne pligt. Værgemålslovens konstruktion er en anden, nemlig at børns indtægter og formue indgår som led i forældrenes forsørgelsespligt og ikke som led i barnets selvforsørgelsesret. 3 Børns pengeforsørgelse i familien Forældre er børns absolutte hovedforsørgere. Den privatretlige forsørgelsespligt for forældre overfor deres børn fremgår af forældreansvarslovens § 2 og børneloven § 13. Forsørgelsespligten består indtil barnets 18. år. Forældrenes forsørgelsespligt modsvares af en ret for barnet, til at blive forsørget af sine forældre. Det juridiske forældreskab udgør grundlaget for børns ret til familieforsørgelse. Børns familieforsørgelse har derved et andet retligt grundlag end voksnes familieforsørgelse, som har (ægteskabs)aftalen som sit grundlag. 6 Forældreskabet er for barnet, men også for forældrene, en tvungen, uopsigelig relation som hviler på fastslåelse af et retligt forældreskab. Endvidere adskiller børns familieforsørgelse sig fra voksnes derved, at forældreskabet som grundlag for børns forsørgelse er ensidig. Børn har ikke forsør- 6 Tove Stang-Dahl (1985) »Kvinners rett til penger«, Kvinnerett II, Tove Stang-Dahl, red. Universitetsfolaget, s. 11-25. og Kirsten Ketscher (2008) op. cit. note 2, kapitel 3. Stine Jørgensen
RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130 29 gelsespligt overfor deres forældre. De fleste børn bidrager fra de er små med arbejde i hjemmet. Børns arbejde i hjemmet er dels et led i børns opfyldelse af deres selvsforsørgelsespligt, dels opfattes børns arbejde i hjemmet som led i deres opdragelse og udvikling og ikke som udslag af en retlig forpligtelse i forhold til en gensidig forsørgelsespligt. Det retlige grundlag for børns familieforsørgelse adskiller sig således fra for voksnes familieforsørgelse. Der kan være grund til at være opmærksom på denne forskel, blandt andet i forhold til spørgsmålet om børns selvstændige ret til en grundlæggende forsørgelse fra det offentlige, jf. nedenfor afsnit 5. 3.1 Børns ret til pengeforsørgelse fra sine forældre Det har traditionelt været antaget, at forældre kan opfylde deres forsørgelsespligt overfor deres børn alene gennem omsorgsforsørgelsen. 7 Dette støttes på § 13, stk. 2 i lov om børns forsørgelse, hvorefter kun forældre, barnet ikke bor hos, kan sættes i bidrag. Dette synspunkt indebærer, at børn og unge, der bor med begge sine forældre, ikke gennem familien (forældreskabet) har ret til pengeforsørgelse. Børn, der kun bor med en af sine forældre, har derimod ret til pengeforsørgelse fra den forældre, det ikke bor hos. Spørgsmålet er imidlertid om denne forskelsbehandling af børn kan retfærdiggøres. Som nævnt har forældrene pligt til at forsørge deres børn både gennem omsorg og gennem penge. Dette gælder uanset om forælderen bor sammen med barnet eller ej. Børn, der bor sammen med begge forældre, har også en ret til penge som led i deres forsørgelse. En anden problemstilling er, hvordan denne forsørgelsespligt kan håndhæves. I forhold til børnebidrag efter lov om børns forsørgelse, er det forælderen, og ikke barnet, der kan kræve bidraget betalt. Det stiller blandt andet børn eller unge der ikke bor hos nogle af sine forældre i en dårlig situation. Det kan overvejes, om dette er i overensstemmelse med artikel 6 i EMRK om retten til en retfærdig rettergang, at barnet ikke selv kan rejse en sag om betaling af børnebidrag. I sagen Kehoe v UK, afsagt af Menneskerettighedsdomstolen i 2008 var spørgsmålet, om det britiske system til håndhævelse af økonomiske bidrag fra en bidragspligtig forælder var i overensstemmelse med EMRK artikel 6 om retten til retfærdig rettergang. 8 I denne sag havde en bidragspligt far ikke betalt bidrag til forsørgelse af sine fire børn. Moren, som også boede med børnene, kunne ikke selv inddrive de manglende bidrag, da denne ret ifølge det britiske system alene tilkommer det offentlige, the Child Support Agency. Dette system var imidlertid langsommeligt og i enkelte tilfælde havde CSA undladt at inddrive bidraget med den virkning, at bidraget fra faren bortfaldt. Dette rejste kvinden som et spørgsmål om krænkelse af EMRK artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Domstolen fandt imidlertid, under henvisning til statens skønsmargen, at systemet levede op til 7 Se også Johanna Schiratzki (2005) Rättvist underhållsbidrag till barn Iustus Förlag, s. 14 f. 8 Kehoe mod UK, Appl. 2010/06, afsagt af Domstolen i 2008. Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Page 1 and 2: RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130
Page 3: RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130

Børn som borgere i velfærdssamfundet. Retten til egne ... - Retfærd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?