Børn som borgere i velfærdssamfundet. Retten til egne ... - Retfærd

RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130 33
gennemslag med EU-direktiv 94/33 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen fra
1996. Det er interessant, at dette direktiv først blev vedtaget i 1996. Indtil da, var
der ikke i EU særlige beskyttelsesregler for unge arbejdstagere. Børnekonventionen
indeholder i artikel 32 en pligt for staterne til at beskytte børn mod økonomisk
udnyttelse og forbud mod skadeligt arbejde. Indførelse af minimumsalder for at
kunne arbejde er ifølge denne bestemmelse i konventionen et led i denne beskyttelse.
Beskyttelseshensynet er således dominerende, i forhold til børns ret til arbejde.
Det er dog vigtigt at holde fast i udgangspunktet om, at arbejde er en grundlæggende
ret for den enkelte og et vigtigt led i den enkeltes mulighed for at kunne
pengeforsørge sig selv. Børns arbejde er et vigtigt led i børns deltagelse i samfundet
og har derudover betydning for børns mulighed for at forbedre deres økonomiske
status. Der er derfor grund til at stille spørgsmålstegn ved den grundlæggende opfattelse
af, at børns arbejde er skadeligt. 15 Det totale forbud mod børnearbejde må
primært betragtes som et tredjelandsproblem.
Som nævnt ovenfor er børns og unges ret til arbejde præget af generelle beskyttelsesregler,
der dels udelukker børn under en bestemt alder fra arbejdsmarkedet,
dels begrænser børn og unge under en vis alder i forhold til deres muligheder på
arbejdsmarkedet. Ved hjælp af disse beskyttelsesregler skabes i realiteten et arbejdsmonopol
for voksne. Denne diskrimination af børn skal kunne retfærdiggøres.
Der er ingen tvivl om, at hensynet til at beskytte børn og unges sundhed og hensynet
til børns uddannelse udgør saglige hensyn. Et fuldstændigt arbejdsforbud for
børn under 13 år og udelukkelse af ældre børn ved hjælp af regler om arbejdstidslængde
med videre er meget indgribende i forhold til deres ret til at arbejde. Som
jeg ser det, er spørgsmålet, om ikke disse formål kan nås med mindre indgribende
foranstaltninger. I den sammenhæng er det endvidere interessant at være opmærksom
på, at EU-Domstolen i flere sager har tilsidesat beskyttelsesregler for kvindelige
arbejdstagere (typisk et forbud mod kvinders natarbejde) som stridende mod
princippet om forbud mod diskrimination på grund af køn, jf. til eksempel sagerne
C-345/89 (Alfred Stoeckel), og C-207/96, (Kommissionen mod Italien).
4.1 Børns ret til fri bevægelighed og retten til arbejde
Fri bevægelighed er det EU-retlige rationale. Den fri bevægelighed for arbejdstagere
er en af EU- rettens grundlæggende rettigheder, jf. nu traktaten om den europæiske
unions funktionsmåde (TEUF) artikel 45. I relation til det unionsretlige arbejdstagerbegreb
er der ingen aldersgrænse. Domstolen har i en række sager udviklet forståelsen
af arbejdstagerbegrebet. Arbejdstagerbegrebet er ikke fortolket i forhold til et
fuldtidsarbejde. Det afgørende for Domstolen er derimod, at der er tale om »reel og
15 Marianne Dahlen (2004) »Skadligt, nyttigt eller nödvändigt? Några tankar om barnarbete«,
Anna Hollander, Rolf Nygren og Lena Olsen red, Barn och rätt, s. 9-29.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag