Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

Personlighedens
almene grundlag

Niels Engelsted
Personlighedens
almene grundlag
En teoretisk ekskursion
i psykologiens historie
H
Genstanden
AARHUS UNIVERSITETSFORLAG
1989

Copyright: Aarhus Universitetsforlag, 1989
Tekstbehandling ved forfatteren
Tryk: Aka-Print, Århus
ISBN 87 7288 295 O

INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning
Videnskabens åndedræt l. Virksomhed: et nyt paradigme 4. Den stillede
opgave 7. Noter 9.
I. Del: Liv, virksomhed, psyke.
l. LIVETS SÆRKENDE
Fysikken som nødvendigt startpunkt 13. Termodynamikken 14. Uorden og
orden 16. Selvreplikation 18. Det levendes princip 20. Fra reaktion til
reaktivitet 22. Noter 24.
2. MELLEM SCYLLA OG CHARYBDIS
Leontjevs psyke 25. Problemet om den subjektive oplevelse 27. En forsinket
hilsen 28. Lamarck om liv og psyke 30. Tre trin i livets udvikling 33. En
krise med to løsninger 34. Signalformidling 36. Livets specialisering 37.
Forskellen mellem reaktivitet og aktivitet 39. Problemet, der skalløses 39.
Noter 41.
3. SELVBEVÆGELSE
Kinesis 43. Aktiv adskillelse 45. Optimumprincippet 46. Spontan aktivitet
47. Spøgelset i fysikkens maskine 50. Det teleologiske som fysisk-kemisk
fænomen 53. Et terminologisk spørgsmål 55. Sensibilitet og irritabilitet 57.
Noter 60,
4. DETPSYKISKE VIRKEFELT
Universet af virkende forbindelser 61. Et helt nyt determinationsprincip 63.
Virksomhedens struktur 65. Ikke-objektet 67. Det psykiske 68. De to
virkeligheder 70. Genspejling og genspejlen 72, Hukommelse 75. Noter 76.
5. AKTIVT VENDT MOD VERDEN
Livsudfoldelse og selvopretholdelse 78. Taxis og invertebraternes evolution
80. Aktivitetens fundamentale betydning 83. Psykologiens genstand 86.
Noter 87.
Il. Del: Fra sans til sind
6. GENSTANDSVERDENEN
Et ejendommeligt forhold 91. Det uvillige objekt 92. Objekt og genstand 94.
Leontjcv og signalindlæringen 95. Det gør en stor forskel 96. Den
genstandsmæssige virksomheds udvikling 98. Noter 100.
l
13
25
43
61
78
91

vi Personlighedens Almene Grundlag Il
7. FÆRDIGHEDERNES UDVIKLING
Survival of the flttest 101. At se objektet i genstanden 102. Den psykiske
metabolisme 104. Den problematiske kategori behov 105. At gøre det
ukendte kendt 107. At vokse med udfordringerne 108. Det erhvervede i
evolutionen 109. Specialister og generalister 111. Noter 113.
8. BILLEDE OG DR!Ff
Perception og billede 114. Sansning og perception 116. Sansning 117. At
leve i fortiden 119. Operation 120. Del terrestdale liv og synet 121.
Momenterne spalter sig ud 122. Koordination i den flercellede organisme
124. Det autonome nervesystem 125. Rasende katte 127. Noter 129.
9. TO PSYKOLOGIER
To principielle skemaer 130. Det psykologiske og det fysiologiske 132.
Koblingen mellem behov og gensland 134. Dyremishandling? 134.
Virksomhedens primat 136. De to søjler 138. Noter 139.
10. AFFEKTVERDENEN 140
l affekt 140. James·LangefCannon·Bard 141. Reaklivitetens psykiske
forvandling 142, Perceptuelt styret 143. Genstand og symbol144. Kortene
blandes 146. Noter 147.
11. LUGTENS MYSTERIUM
Pattedyr og reptiler 149. Hvorfor cortex? 150. En umulig løsning 152. Så må
man låne 153. Forestilling 154. Synæstesi 155. Lugtens gådefuldhed 156.
Lugtens genstand 158. Den alfaktariske drift 159. Urpatledyret prøver at
løsq sit problem. Den affektive sans 161. Noter 162.
12. FRA AFFEKT TIL EMOTION
Endnu en umulighed 164. Modsigelsen 165. Søvn og drøm 166. Den tøjlede
affekt 168. Emotionernes organ 169. Kontrol med det kendte 171. Noter
172.
13. FØLELSERNES HORISONT
Hvad fortæller hippocampus? 173. En ny form for hukommelse 174.
Overblik 177, Affekt, emotion og følelse 179. Følelseslivets tre
genspejlingsniveauer 181. Følelse og fornuft 183. Noter 184.
14. SINDET
Den sociale affekt 185. Den emotionelle socialitet 186. Selvet 188.
Sammenhæng og identitet 189. Et forhold mellem individ og verden 190.
Selvet i psykologien 191. Apperception 193. Sansen for mening 195. Sindet
196. Intellektet . den nye mulighed 197. Skellet mellem dyr og menneske
198. Noter 199.
101
114
130
149
164
173
185

IIl. Del: På sporet af den menneskelige personlighed
15. MENNESKET IFØLGE LEONTJEV
Virksomhedens skemalægning 203. Menneskelig handling 205. Arbejde og
sprog 207. Materialismens antropogenese 207. Ikke lige i øjet 208. Noter
210.
16. EGENNYTTE
Hedonisme 211. Lykkens vej 212. Klassefilosofi 213. Den borgerlige
hedonisme 214. Psykologiens hedonisme 216. Homeostase og eudæmoni
217. Selvopretholdelsens psykologi 218. Er egenkærlighed menneskets lov?
219. Noter 223.
17. UEGENNYTTE
Pingvinens vidnesbyrd 224.
udfoldelse 226. Den anden
Den første indvending 225. Livets egen
indvending 228. Mål og middel 229. To
virksomhedsklassifikationer 230. En ny mulighed 232. Noter 233.
18. SAMFUNDSFORHOLDET
Antropogencsen som metode 234. Springet fra dyr til menneske 236. Det
menneskelige arbejde 237. Arbejdskraft og ejendom 239. Samfundet set
gennem det sociale 240. Lige for lige 241. Ejendom er tyveri! 242. Marx"
opdagelse 243. Fremmedgørelse 244. Noter 246.
19. DE PROMETRISKE EVNER
Epimetheus og Prometheus 247. Wallace og den kvalitative forskel 248.
Tusindkunstner 249. Det alment-menneskelige udstyr 251. En skyldig
forklaring 253. Tilegnelse 255. De menneskelige behov 257. Individ og
samfund 258. Noter 259.
buiholdsfortegnelse vii
20. ALMENNYTTE 261
Som ringe i vandet 261. l kraft af andres indsats 262. Et dobbeltforhold 262.
Almennyttig virksomhed 265. Noter 266.
21. SAMVITTIGHED OG ANSVAR 267
Socialitetens psykologiske formidling 267. Den sociale følelse 268.
Følelsernes vedvarende karakter 269. Samviden og medviden 270. Den
samfundsmæssige følelse 271. To umage motivkredse 272. Ansvar og pligt
274, Det hypotetiske og det kategoriske imperativ 275. Etik og moral 277.
Noter278.
22. BETYDNINGEN AF BETYDNING
Mening og betydning 279. Jens Mammens bidrag 280. Erik Schultz' bidrag
281. Vi topper op 282. Fremmedgørelse 283. En ny dimension i det psykiske
284. Fra instinktbunden til samfundsbåren 285. Omvending af mål og midler
286. Den personlige mening 287. På sporet af det menneskelige 289. Will to
meaning 290. Noter 292
203
211
224
234
247
279

viii Personlighedens Almene Gmndlag II
23. DIMENSIONER, RELATIONER OG STADIER
Tre viljer 293. Adler og viljen til magt 294. Tre psykiske dimensioner 295.
Prototypiske eksempler 297. Det åndelige en passant 299. Samfundsmøntens
anden side 300. Menneskelivets grundlæggende relationer 303. Tre stadier i
psykens udvikling 305. Noter 307.
24. PERSONLIGHEDEN 308
Hvad er personligheden? 308. Samlebcgreb? 309. Det unikke? 309. En
systemkvalitet? 310. Person og personlighed 311. Hvad personligheden er
312. Temperament og individuel forskel 314, Karakter 315. De tre psyker
igen 317. Personlighedens rum 318. Motivets forvandling 319. Retningerne
320. Essenlialisme 321. Eksistentialisme 322. Personlighedens dialektiske
materialisme 325. Motivernes forvandling 326. Rettet mod fremtiden 327.
Noter 328.
Navneregister til bind l og 2 331
Sagregister til bind l og 2 339
293

uiledning 3
så er der ikke noget at sige til, at det har været svært at begribe udvikling i det
hele taget. Diskontinuiteten har man kunnet fange, eller kontinuiteten, men at
få fat i begge dele på en gang har været næsten umuligt. Forstod man først
menneskets tilblivelse som en absolut diskontinuert begivenhed - kreationen
eller skabelsen ud af den blå luft (Gud), så forstod man dernæst menneskets
tilblivelse som et absolut kontinuert hændelsesforløb. I sin evolutionslære er
det Darwin magtpåliggende at slå fast, at der ingen diskontinuitet optræder
(kvalitative spring) men alene gradvise (kvantitative) forandringer. Hans Descent
af Man er således helliget det formål at bevise det gamle ord, der siger, at
!!natura non facit saltum". Hvilket han gør ved at 'vise', at enhver menneskelig
egenskab eller evne allerede forefindes hos lavere dyr, omend i en mindre grad.
I hans evolutionshistorie opstår der aldrig noget nyt. Darwins teori er derfor
ikke (på foliet) en teori om udvikling, men om forandring.'
Det vil formentlig være at tage munden for fuld at sige, at vi idag har et klart
begreb om udvikling. Men vi har forstået, at udvikling netop er et udtryk for
enheden af det diskontinuerte og kontinuerte i processer og forløb. Og med
begrebet ophævelse fra den filosofiske dialektik har vi i det mindste en abstrakt
ramme for denne enhed. Det vil sige, at vi ikke lader os indvikle i noget
Kuhnsk slagsmål. Vi forstår, at når det nye ophæver det gamle, så er det funderet
på og bevarer det gamle. Vender tilbageskuen og fremadskuen hver sin vej,
så forudsætter fremadskuen ikke desto mindre tilbageskuen. Formår man ikke
at erkende de skuldre, hvorpå man står og i kraft af hvilke, man har fået et videre
udsyn, så er man ilde funderet (grounded som de siger i branchen). Uden
respekt for og værdsættelse af den hidtidige erkendelse er ny erkendelse umulig.
Til gengæld kan den hidtidige erkendelse først fuldt ud værdsættes, når den
er faldet på plads i den nye erkendelse. I den forstand' fordrer sand tilbageskue
n også fremadskuen.
Det er dette dobbeltforhol d, vi har forsøgt at vise i første bind af dette skrift.
Nemlig at foregribelsen af den videnskabelige psykologi på den konkrete synteses
trin alene er mulig på grundlag af den klassiske psykologis abstrakt-analytiske
trin, som er ved at være færdigudfyldt Og omvendt, at den kla,siske psykologis
bestanddele, der umiddelbart skaber et kaos af modsætninger som det
subjektive og det objektive, det ideelle og det materielle, det mekaniske og det romantiske,
det atomistiske og det holistiske, det kontinuerte og det diskontinuerte,
det naturvidenskabelige og det &ndsvidenskabelige, og det almenpsykologiske og
personlighedspsykologiske, først for alvor falder på plads og kan værdsættes i
deres ægte genstandspåpegende betydning, når de anskues ud fra den højere
syntese, hvori de er hævet op.
Forstår vi hermed, at normalperiodens rammeudfyldning og den revolutionære
periodes rammebrydning er ligeså uadskilleligt forbundne som indånding
og udånding, fordi der helt enkelt er tale om den videnskabelige erkendelses
åndedræt, så er det imidlertid klart, at man ikke kan ånde ind og ånde ud på
engang.

4 Personlighedens Almene Grundlag II
I det følgende vælger vi at ånde ud. Det vil sige, at vi vil forsøge at skue
fremad og tage hul på nye problemer. Dette er ikke udtryk for en underkendelse
af den inadsugende normalvidenskabelige bestræbelse, det fremgår helt
klart. Men det er et udtryk for den objektive og afgørende opgave, som psyko·
logien med sit nuværende udviklingstrin stiller os. Nemlig at sætte spørgsmåls·
tegn ved rammen nok så meget som ved indholdet.
Det var denne objektive opgave, som førte Leontjev fra de empiriske og
praktiske indholdsproblemer over i de teoretiske ramrneproblemer, og det er da
også Leontjev, vi vil følge. Eller rettere, det er den åbning i den gamle ramme,
som Leontjev har lavet, som vi vil bevæge os igennem.
Virksomhed: et nyt paradigme
Vi har i det foregående omtalt de grundkategorier, som den klassiske psykologi
har forsøgt at fange psyken i. Nemlig kategorien afbildning, der giver os de kognitionspsykologiske
discipliner. Kategorien motiv, der giver os de dynamiske
discipliner (herunder f.eks. Freud). Og kategorien vane (habit), der giver os de
indlæringspsykologiske discipliner.
Disse forestillinger har det tilfælles, at de går ud fra (0->S) skemaet, idet
de ser det psykiske som resultatet af en ikke-psykisk indvirkning. I kognitionspsykologien
er O således en ydre stimulus, i motivationspsykologien en indre
stimulus (behov, drift), og i indlæringspsykologien er den en særlig konstellation
af en indre og ydre stimulus.
Kalder vi dette et paradigme (det naturvidenskabelige), så indtræffer der
også i den klassiske psykologi lidt af et paradigmeskift med tilføjelsen af (S->0)
skemaet, som vi f.eks. har set det med Brentano og Wilrzburgskolen. Hermed
opstår deriøvrigt også en ny kategori, nemlig kategorien akt.
I det, som vi vil opfatte som den videnskabelige psykologi, bliver (S-> O)
skemaet imidlertid ikke et alternativ til (0->S) skemaet. Det bliver en berigelse
af det. Forstået på den måde, at det nye paradigme forstås som sekvensen
(S->0)(0->s).' Psyken er stadig resultatet af en ikke-psykisk påvirkning, men
det er subjektet selv, der har afstedkommet denne påvirkning. Dette reafferensprincip
bidrager væsentligt til den klassiske psykologis indsigt, idet det tilfører
alle de ovennævnte discipliner ny forståelse. Som et kendt eksempel kan
nævnes forskellen på Pavlovs klassiske betingning (0->S) og Skinners operante
betingning (S->0)(0->S). Det afstedkommer også en helt ny kategori, den
interpersonelle kommunikation, som vi f.eks. har set det hos Mead, der ser psyken
eller selvet som resultat af netop (S-> 0)(0->S) sekvensen, hvor O her står
for den anden. Dette giver os udviklingen af de socialpsykologiske discipliner.
Spørger man her, om ikke også personlighed er en grundkategori, så er
svaret, at det ihvertfald ikke hidtil har været en kategori på linie med de
nævnte. Det er snarere en slags samlebegreb, der henter sit indhold fra de
nævnte kategorier. Der findes således personlighedsteorier funderet på enhver

Indledning 5
af de her nævnte kategorier og discipliner: Kognitionspsykologiske, indlæringspsykologiske,
motivationspsykologiske og socialpsykologiske. Ligesom der findes
personlighedsteorier, der er grundlagt på kombinationer af disse discipliner.
Derfor er personlighedspsykologien som historisk retning i realiteten en slags
tvilling til almenpsykologien. Møntens anden side. Hvilket selvfølgelig ikke betyder,
at personligheden som en konkret og kvalitativ særegen egenskab i den
menneskelige psykiske udvikling ikke findes. Og det betyder; at personlighedspsykologi
også må findes som en ægte genstandslære. Personlighedspsykologien,
som den historisk har udviklet sig, er imidlertid endnu ikke denne genstandslære.
Den har næppe endnu materialiseret sig, hvad vi heller ikke kan
forvente, da personligheden er psykens højst udviklede produkt. Der skal et
stort arbejde til, før foliets beskrivelser bliver sammenfaldende med genstandens
egenskaber. I den forstand er den menneskelige psykologi (som folie)
endnu temmeligt langt fra den menneskelige psykologi (som genstand).
Med Leontjev kommer en helt ny kategori i psykologien til udfoldelse.
Nemlig kategorien virksomhed.
Nu er virksomhedsbegrebet ikke noget, som Leontjev opfinder. Det er, som
vi har set, allerede udviklet af Marx, der insisterer på, at (S->0) skemaet må
tilføjes Feuerbachs antropologisk materialistiske (0->S) skema. Og Marx har
det fra Regel. I den forstand er der en både historisk og logisk sammenhæng
(den romantiske idealistiske filosofi) mellem Marx' psykologiske forestillinger i
ungdomsskrifterne og den subjektive, holistiske psykologis udvikling først og
fremmest i Tyskland. I begge tilfælde indses nødvendigheden af at kombinere
(S->0) og (0->S) i forståelsen af mennesket. Skal man pege på en forskel, så
er det, at den tyske idealistiske filosofi tager udgangspunkt i (S->0), mens den
antropologiske materialisme tager udgangspunkt i (0->S), når sekvensen skal
bestemmes.
Dette giver iøvrigt anledning til et ejendommeligt omvendingsforhold, der
bliver mindre ejendommeligt, hvis vi ser det som et figur-grund forhold .. Det viser
sig nemlig, at den, der har (S-> O) som grund, har en tendens til at få
(0->S) som figur. Mens den, der har (0->S) som grund, får (S->0) som figur.
Rubinstein f.eks., der er uddannet i den subjektivt-idealistiske tyske psykologi
og derfor har (S->0) som grundlag, beskæftiger sig i sine skrifter i overvejende
grad med menneskets objektive bestemmelse (0->S). Hos Leontjev,
der er uddannet i reaktologien og den kulturhistoriske skole og derfor har (0-
> S) som sit grundlag, der er det først og fremmest den aktive organismes subjekthed
(S->0), der figurerer. Virksomhedsteorien er således grundlæggende
en teori om det levende subjekts aktive udfoldelse i sin livsverden.
Men hermed er virksomhedsteoriens særkende endnu ikke bestemt, for der
findes også andre psykologiske teorier, der lægger afgørende vægt på subjektheden
som aktivitet. F.eks. akt-psykologien. Der er derfor endnu en vigtig bestemmelse,
som vi må have med. Og endnu engang drejer det sig om subjektets
og objektets adskilthed og sammenhæng.

6 Personlighedens Almene Grundlag II
I de klassiske videnskabeligt-psykologiske teorier er det subjektets og objektets
adskilthed, som man går ud fra. Subjektet er subjektet, og objektet er objektet.
Det vil sige, at de to sider er defineret uafhængigt af hinanden, og at det videnskabelige
problem er at få dem sat relationelt sammen. Da dette med
denne forståelse nødvendigvis må blive en udvendig forbindelse, så bliver association
et grundlæggende forklaringsprincip i den klassiske psykologi. Men også
med dette klæbemiddel volder sammensætningen store forståelsesmæssige
problemer. Det er det, der kommer til udtryk som det psyko-fysiske, det psyko-
somatiske og psyko-sociale problem.
Leontjevs virksomhedsteori bryder i bund og grund med denne adskilthedsog
sammensætningsforståelse. "Virksomheden er en molær, ikke additiv, enhed
i det legemelige, materielle subjekts liv", siger han. 3 Det vil sige, at Leontjev
med begrebet virksomhed går ud fra den ubrydelige sammenhæng imellem
subjekt og objekt. Der er ikke tale om en udvendig relation eller vekselvirkning
mellem to hinanden uafhængige elementer. Subjekt og objekt bestemmer gensidigt
som momenter hinanden, dvs. de udgør een sammenhæng eller enhed, og
denne enhed er virksomheden.
Nu er det ikke noget nyt inden for psykologisk tænkning, at insistere på den
uadskillelige sammenhæng imellem subjekt og objekt. Det er jo alternativet til
adskilthedens forståelse, og da den skabte uløselige problemer, så vendte
mange sig naturligvis til den forståelse, der ensidigt fremhævede sammenhængen.
Faktisk kan man sige, at i hele den periode, hvor den mekaniske sammensætningsforståelse
råder i videnskaben, der er den subjekt-objekt identificerende
forståelse rådende i filosofien.
Sammenhængen har imidlertid her en bestemt retning, som vi har set det
eksemplificeret fra Berkeley over Kant til de tyske romantikere fra Fichte til
Hegel og videre ind i psykologien med Brentano og akt-psykologien. Det er
retningen (S->0). Det vil sige, at man tilvejebringer sammenhængen (eller
identiteten) mellem subjekt og objekt ved at lade subjektet skabe objektet.
Objektet er subjektets produkt, og derfor blot et udtryk for subjektet. Det er
derfor, at de subjektive idealister siger, at verden blot er et produkt af bevidstheden
og ikke eksisterer uafhængigt heraf. Og derfor romantikerne siger, at
verden blot er ånden i en af dens iklædninger.
Det vil sige, at den klassiske sammenhængsforståelse er idealistisk, idet den
gør verden til en egenskab ved psyken.
Det er denne opfattelse, som Leontjevs virksomhedsteori gør afgørende op
med. Samtidig med at den fastholder den ubrydelige sammenhæng imellem
subjekt og objekt, siger den nemlig, at det forholder sig lige omvendt. Det psykiske
er en egenskab ved verden.
Hermed etableres for første gang inden for psykologien en sammenhængseller
formlære på et materialistisk grundlag. Og derfor er virksomhedsbegrebet
mere end en ny kategori i psykologien. Det er et afgørende paradigmeskift.
1

Indledning 7
Paradigmeskift i videnskaben er naturligvis udtryk for en øget erkendelse, og
det opnår man kun ved at trænge igennem det tilsyneladende og bekendte. At
flytte det psykiske ud i verden, er i særdeleshed en erkendelse, der møder modstand
fra det bekendte. Ligeså umiddelbart det forekommer os, at solen drejer
rundt om jorden, og at jorden i øvrigt er flad, lige så indlysende forekommer det
os nemlig, at det psykiske er noget inden i vores hoveder, hvor vores vigtigste
sanseorganer er placeret. Når de klassiske filosoffer forestillede sig, at psyken
har en instans inden i kroppen - sansende og følende, tænkende og talende ikke
materielt stof som Descaries res cogitans - så er det altså ikke andet end det,
som vi alle spontant forestiller os. At erkende noget andet fordrer intet mindre
end en kopernikansk revolution.
Hertil kommer - og det er det, der har gjort erkendelsen af det rette forhold
mellem verden og det psykiske næsten umulig - at det psykiske også er noget
indvortes. (Det bekendte kan narre os, men det er dog stadig det bekendte.)
På grundlag af Leontjevs erkendelse af, at det psykiske er en egenskab ved
verden, dvs. noget udvortes, bliver det psykiske som noget indvortes imidlertid
et genstandsproblem. Vi kan nemlig nu spørge: Hvordan blev det psykiske fra
at være udvortes forvandlet til også at være noget indvortes? Dette spørgsmål
er helt afgørende for den videre udvikling af vores teoretiske erkendelse. Vi
kan formentlig ikke foreløbig besvare det (vi skal dog nok prøve), men alene
det, at vi kan stille spørgsmålet, er et umådeligt fremskridt. Den klassiske psykologi,
der opfatter det psykiske som noget fundamentalt indvortes - og derfor
ikke kan få det psykiske og verden til at hænge sammen - kan nemlig end ikke
stille det. Og mens det er spørgsmål, man ikke kan besvare, der driver videnskaben
frem, så er det spørgsmål, man ikke kan stille, der holder den tilbage.
Den stillede opgave
Med virksomhedsteorien rejste Leontjev flere problemer end han løste, som det
altid er med erkendelsesgennembrud. Han skriver: "Indføringen af kategorien
virksomhed i psykologien forandrer hele den psykologiske videns begrebsmæssige
struktur. Men for at dette skal være tilfældet, må man tage denne kategori
i hele dens fylde, i dens væsentligste afhængigheder og determinationer: fra
dens strukturside og i dens specifikke dynamik, i dens forskellige arter og former.
Det drejer sig med andre ord om at svare på spørgsmålet om, hvorledes
virksomhedskategorien fungerer i psykologien. Dette spørgsmål rejser en
række teoretiske problemer, der endnu er langt fra deres løsning.' 14
Leontjev skriver dette i 1977. Det vil sige, at et halvt århundredes arbejde
med virksomhedsforestillingen stadig efterlader ham med langt flere uløste end
løste problemer. Men sådan må det naturligvis være. Når et gammelt paradigme
bliver brudt, og et nyt skal etableres, så er der umådeligt meget, der skal
bringes på plads. Det kan kun gøres gennem lang tids indsats af mange mennesker.
Og det har været vores stikord i undervisningen og derfor også i denne

8 Personlighedens Almene Grundlag II
bog. I den forstand kan vi læse ovenstående citat som en formulering af den
opgave, som vi har gjort til vores.
Der er to måder, som den kan gribes an på. Når rammen brydes, så er det
uundgåeligt, at der kommer til at herske både uklarhed og forvirring i en lang
periode. Den normalvidenskabelige kritiker har således helt ret, når han ser
uordentlighed i rammebrydningen. Denne tilstand skyldes både det nye og det
gamle. Det nye af den indlysende grund, at det er et stort arbejde at få etableret
en konsistent ramme. Det gamle, fordi også den, der har tænkt en ny tanke,
har svært ved at tænke nyt. De gamle tanker slæbes med over i det nye og for·
hindrer dette i helt at udfolde sig, som puppehylsteret kan hæmme en nyklækket
sommerfugl.
Også i Leontjevs fremstilling er der uklarheder, der skyldes både det nye og
det gamle. Når det er sådan, at man møder uklarheder i en tekst, så kan man
forsøge at forstå, hvad forfatteren egentlig mener. Man kan så at sige forsøge at
fortolke ham. Denne fremgangsmåde vælger vi ikke. Vi er nemlig overhovedet
ikke interesseret i Leontjev som sådan, og derfor heller ikke i, hvad han mener.
Det vi er interesseret i er, hvad det er i genstanden, som Leontjev har peget på.
Vi vil derfor ikke fortolke Leontjev men følge hans påpegning og gå ud i genstanden
for selv at se efter. Og dermed forhåbentlig få øje på noget, som han
ikke har set.
Hvilket ikke betyder, at vi tiltror os selv større evner end Leontjev. Men står
vi på hans skuldre, så kan vi nok se mere af "virksomhedens fylde" end han
kunne ud fra sit grundlag. F.eks. er det fra skulderhøjden tydeligt at se, at Leontjev
springer ind i historien ved at starte sin bestemmelse af virksomhed og
psyke med bestemmelsen af sensibilitetens eller sansningens evolutionære
fremkomst. Det er alt for sent. Man må begynde med begyndelsen, hvis man
skal have fat i "virksomhedens fylde". Det vil sige ved livets begyndelse.
Det betyder heller ikke, at vi tror, at vi hermed kan undvige uklarheder af
den type, si>m vi har mødt hos Leontjev. Tværtimod vil vi tillade os den allerstørste
uordentlighed. Med den åbning af den gamle ramme, som Leontjev har
foranlediget, befinder vi os nemlig i en videnskabelig fase, der har karakter af
brain-storm. Det, der er brug for nu, er, at man lægger al forsigtighed til side
for virkeligt at søge ud til grænserne for den nye ramme. Vigtigere end den
nøjeregnethed og omhu, der karakteriserer normalvidenskab, er derfor her end
vis flugt over ideer og forestillinger. Man må nemlig prøve sig frem, og før man
har prøvet, er det ikke til at sige, hvad der er bæredygtigt og hvad ikke.
l det følgende er der således både forestillinger, hvis bæredygtighed jeg er
sikker på, forestillinger hvis bæredygtighed jer er usikker på, og forestillinger
som jeg i den fremstillede form er sikker på er helt utilstrækkelige. Men de sidste
er ikke af den grund overflødige. De kan nemlig danne basis for mere bæredygtige
forestillinger, fordi man kan arbejde videre med dem, når de er nedfældet.