Master of Science thesis Fighting Spam

Ved at give klienterne mulighed for kun at hente den del af blacklisten, de ikke allerede
har, spares båndbredde. Listen vil i princippet vokse i det uendelige, men ved at
klienterne blot henter den del af listen de mangler, vil det kun sjældent være hele listen,
der skal sendes. En anden måde at begrænse listens størrelse på kunne være, at lade
meget gamle elementer udgå fra listen. Dette ville give mulighed for at misbruge de
pågældende certifikater igen. Men kan det sandsynliggøres, at certifikatet ikke findes
mere, vil det være acceptabelt at gøre dette.
Herunder ses sekvensdiagrammer for protokollerne, der anvendes, når der kommunikeres
med blacklistserveren (se Figur 16 og Figur 17). Det ses at kommunikationen er meget
simpel og det kan bemærkes, at der ikke kommer noget svar fra serveren, når mønter
indrapporteres på Figur 17. Dette skyldes, at blacklistserverens arbejde på denne måde
reduceres. De to diagrammer kan virke meget simple (og dermed overflødige), men er
medtaget for fuldstændighedens skyld.
Figur 16 En klient downloader blacklisten
Figur 17 En klient eller CES indrapporterer kopierede mønter.
For at reducere arbejdet i blacklistserveren yderligere, kunne det være en mulighed at
distribuere dennes arbejdsbyrde. Én server kunne håndtere indrapportering, og et hierarki
af andre blacklistservere kunne håndtere upload af listen til klienterne. På denne måde
ville båndbreddeforbruget kunne fordeles på en række servere. Derudover ville serveren,
der står for opdatering, også kunne benytte en række arbejdsservere, der kunne finde det
korrekte certifikat ud fra to mønter (altså proceduren i afsnit 6.4). Hermed ville den
centrale blacklistserver blot skulle opretholde en liste, mens de to krævende opgaver
(upload og opdatering) ville blive fordelt på andre servere.
79