egmont fonden den almennyttige virksomhed ... - DynamicPaper

Forebyggelse og resocialisering / Tine Bryld og Preben Brandt
godt tænke mig, at vi fandt en anden måde at arbejde med utilpassede unge på.
Vores lighedsprincip dur ikke, fordi vi reagererer forskelligt på straf. Nogen skal have
positiv særbehandling. Systemet er tilpasset middelklassen, men hjælper ikke dem,
der faktisk oftest fanges ind i systemet.
Social bevidsthed eller velfærd
Preben: Jeg oplever, at vi lever i et utroligt normalitetskonsensussamfund, hvor de
80% ikke kan slippe deres behov og være åbne for forskelligheden. Jeg er ked af, at
det hedder et Velfærdsministerium, fordi det trækker vores interesse væk fra det sociale
område og hen til velfærd. Vi gøres blinde for de voldsomme tunge problemer,
vi har i vores samfund, og tænker i stedet i velfærd, velvære. Her skal vi helst ikke se
de forskelle. Vi vil hellere lukke dem ude.
Tine: En socialminister ved man, hvad er. Men en velfærdsminister? Nu handler det
ikke om social bevidsthed, men om velfærd. Det handler om, at der er børnehavepladser
til alle, og også om, at man får fjernet problemerne, så man sikrer sin egen
velfærd.
Jeg tror, det skyldes, at mange klarer sig godt i middelklassen og i hvert fald ikke vil
tilbage til en tid, hvor der ikke var salt på bordet. Vi skal for alt i verden have det
bedre, end vi har haft. Man er bekymret for ens børn. Man vil enormt gerne isolere
problemerne til at være nogle andres problemer. Man er bange for at blive stemplet
som sociale afvigere, man tør ikke henvende sig til nogen. I mange familier er der
megen lukkethed og stor social angst.
Angsten for at falde i den sociale massegrav og blive stemplet som social taber er
stor, og derfor vil mange gerne have nogle andre lagt ned i den faste kasse, der hedder
’de kriminelle’. Dem, der skal slås hårdt ned på; dem, vi ikke kan holde ud at se
på. Man giver ressourcerne til politiet i stedet for til forebyggende socialt arbejde.
Man lægger afstand til problemerne og vil lægge det over på stat og kommune.
Derfor bliver man også ved med at straffe, selvom alle ved, at det ikke hjælper. Det
er en fornægtelse af rummelighed og af, at der er mange mennesker, der lever i stor
fattigdom og på randen. Derfor søger man den tilbagevenden til hårdere straffe, for
så har vi i hvert fald markeret, at vi ikke accepterer det.
Preben: Det er svært at definere fattigdom og definere en grænse, men det er dybt
skadeligt for en ordentlig socialpolitik, og derfor også socialt arbejde, ikke at ville erkende,
at vi har dyb fattigdom, kriminalitet og misbrug i samfundet. Det er børn af
de fattige, der har størst risiko for at blive utilpassede unge, ikke at få en uddannelse,
ikke at klare sig i et samfund, hvor der stilles store krav. Den fornægtelse og
manglende ansvarstagen er de vilkår, der går forud for mange kriminelle løbebaner,
og hvis man ikke sætter ind der, undgår man heller ikke kriminaliteten. Når fattigdommen
ikke ses i sammenhæng og fastholdes som et samfundsansvar, bliver den
letteste løsning på den afstedkomne kriminalitet også, at man idømmer hårdere
straffe i stedet for at gå ind i at afhjælpe det enkelte menneskes situation og undgå
den fortsatte kriminalitet.
24 Egmont Fonden – Den almennyttige virksomhed / Årsskrift 2008